25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ler i let bevægelse

Dansk keramik

Ler i let bevægelse

Anna Sørensens glaserede keramiske vaser er en overvældende visuel, æstetisk oplevelse.

Anna Sørensen blander lineære mønstre med musikalitet i sine farverige glaserede vaser.
FOTO: Galleri Tom Christoffersen
FOTO: Gallleri Tom Christoffersen
FOTO: Galleri Tom Christoffersen

Keramiske værker har haft stor betydning for nyere nordisk kunst ud over den rene ornamentik. Fra det engang så foragtede nordtyske Kellinghusen folkefajance - der nu koster en bondegård - til Den Kongelige Porcelæns Fabrik, Bing & Grøndahl og Aluminium har spisestel, askebægre og alskens nips fyldt amagerhylderne.

Vase efter vase glider tilværelsens matematik og skabelsens magiske vidunder sammen. 

Figurer fra Hjorth og Søholm på Bornholm, Kähler keramik i Næstved og alskens pottemagerværksteder har prydet danskens stuer, men keramik er andet end fyld. Dens kunstneriske højdepunkt i Danmark er 100-års jubilaren Asger Jorns fabelagtige store frise på Aarhus Statsgymnasium, der blev fremstillet i italienske Albisola Mare og transformeret til skolens østfløj i løbet af sommeren 1959.

En af Jorns beundrere er den fine non-figurative maler Anna Sørensen, der er aktuel hos Tom Christoffersen i Skindergade i København. Hun formår med sine fine farver og formsprog at forene det maleriske med det lineære. Hendes dybt sanselige undersøgelser af det abstrakte univers bevarer altid jordforbindelsen, ikke mindst når hun overfører denne både intuitive og formsikre indsigt til keramiske vaser i forskellige størrelser.

Det er opløftende og overvældende at blive konfronteret med hendes til tider enorme flader, hvor lys, skygge, liv og død tager form, opløses og genopstår. På vase efter vase glider tilværelsens matematik og skabelsens magiske vidunder sammen. Hun har tidligere taget udgangspunkt i den cirkelrunde krukke eller det rigt dekorerede lerfad.

Med sine nyeste arbejder har hun i stedet sat fokus på særlig to typer vaser fra 1890 og 1920, som dengang blev udført på Kählers keramiske værksted i Næstved. Langstrakte og elegante stræber de tunge glaserede lersider opad mod en symbolsk munding i en spiral.

Materiets organiske skabelse og matematikkens filosofiske afkodning af menneskets inderste tanker mødes i en let lerdans, der taler til vore inderste følelser. Det er guf for hornhinderne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2014 - 14:45   03. jun. 2014 - 14:45

Keramik

Gert Poder
Anmelder
Clay Walk

"Clay Walk". Keramiske værker af Anna Sørensen på Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5. Til 26. juni 2014.