Som advokat hjælper jeg mange, der er kommet til skade eller er så syge, at de ikke kan arbejde.

Tidligere blev mange af de hårdest ramte førtidspensionerede. Men efter reformen i 2013 bliver de i stedet placeret i mangeårige ressourceforløb på meget lave månedlige ydelser.

Min mavefornemmelse siger mig, at det er de færreste af de involverede, der inderst inde tror på, at det virker. 

Ressourceforløb gives til en meget udsat målgruppe:

For det første, er det borgere, som kommunen mener er så dårlige, at de ikke er i målgruppen for fleksjob. Det vil sige, at kommunen vurderer, at de har det så dårligt, at de ikke engang kan arbejde 1-2 timer om ugen.

For det andet er de alvorligt og kronisk syge. Det vil sige, at lægerne har givet op - der er ikke mere, man kan tilbyde behandlingsmæssigt, og funktionsevnen er nedsat til det ubetydelige.

Halveret med et trylleslag

Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med den allermest udsatte befolkningsgruppe - kronisk syge borgere, der ikke engang kan arbejde et par timer om ugen.

Den gruppe fik tidligere førtidspension (17.000 kr./mdr.) - men altså nu i stedet mangeårige ressourceforløb (10.000 kr./mdr.).

Der kan spares mange penge på at placere borgere i billige ressourceforløb af op til fem års varighed - og eventuelt give dem et nyt, når det første er slut.

Ordningen har da også allerede været en kæmpe økonomisk succes. Antallet af førtidspensioneringer på landsplan faldt med over 60 procent sidste år. Med et trylleslag er hjælpen til de svageste borgere blevet halveret!

Men hvordan kan kommunen helbrede den syge, når lægerne og hospitalerne har givet op? Hvad er det, kommunen tilbyder i et ressourceforløb?

Mentorer skal motivere

Blandt mine klienter har den "helhedsorienterede og tværfaglige indsats" nærmest uden undtagelse bestået i, at borgeren tilbydes en mentor.

Det betyder, at mine klienter skal op på kommunekontoret eller en privat leverandør en gang om ugen og tale med en mentor, der skal motivere dem i arbejde.

Det er en billig ordning. En enkelt jobkonsulent med mentorskilt på døren kan formentlig motivere 30-40 syge borgere om ugen. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en billigere "helhedsorienteret" indsats - bortset fra at overlade borgeren til sig selv.

Men om det gennem samtale og motivation vil lykkes for bare én enkelt mentor at helbrede de syge, kan jeg godt være i tvivl om. Når nu hospitalerne har givet op.

Min mavefornemmelse siger mig, at det er de færreste af de involverede, der inderst inde tror på, at det virker. Altså den del af projektet, hvor en mentor på bibelsk vis skal få en uhelbredeligt syg borger tilbage på arbejde. Den anden del af projektet - at spare en masse penge på den svageste gruppe i samfundet - virker derimod helt fantastisk godt.