Fem VM titler og det eneste land der har deltaget i samtlige VM turneringer. Der er tale om fodboldrepublikken Brasilien. Den svenske forfatter Henrik Brandäo Jønsson har rejst landet tyndt for at finde ud folkets passion og specielle forhold til spillet, hvad der er kommet en fremragende bog ud af.

I ni kapitler får han os med på en rejse. Den starter med englænderen Charles Miller, der i 1894 gik i land i kaffebyen Santos med en læderbold og de engelske spilleregler i baglommen.

Vi stifter bekendtskab med de to Santos-drenge Pelé og Neymar, der forædlede fodbolden og gjorde den til en kunstform. Med den afrobrasilianske målmand Barbosa der efter to drop i finalen mod Uruguay i 1950 blev lagt på is hele befolkningen og derefter levede i glemsel og yderste fattigdom i fyrre år. Kampen kaldes i Brasilien "Traumet fra Maracanâ". Den blev overværet af 200.000 tilskuere, og skulle have sikret Brasilien verdensmesterskabet.

Brandâo portrætterer Brasiliens mest elskede spiller gennem tiderne, den lille wing Garrincha, hvis venstre ben var hjulbenet, og hvis højre var kalveknæet. Den ene knæskal var vredet indad, og anden var vredet udad. Desuden var hans venstre ben seks centimer kortere end det højre. Hans liv var forudbestemt til at være tekstilarbejder hvis ikke klubben Botafogo havde opdaget ham.

Så selv om Pelé er verdens største fodboldspiller gennem tiderne, er det Garrincha de elsker mest i Brasilien. Han er ’folkets søn’. Hans hustru, den berømte bossanovasangerinde Elza var aktiv i kampen for et socialistisk Brasilien. Både Garrincha og Pelé var på holdet, der i 1958 blev verdensmestre i Sverige.

Fodbolddemokrati

Spændende er kapitlet "Demokrati blev ensbetydende med at vinde", om Sócrates og fodboldbevægelsen, der væltede diktaturet. Den elegante Sócrates, hvis signatur var hælafleveringen, spillede for arbejderklasseholdet Corinthians, hvis fanklub tæller 96.000 betalende medlemmer. En klub som også kendes ved at forene Brasiliens to store passioner – samba og fodbold.

Da Sócrates var på toppen, havde militæret indført diktatur og tvang klubberne til at spille lokalopgør 1. maj, for at lokke dem fra at demonstrere. Det fremstillede også klistermærker til at sætte på bilerne, hvor billedet forestillede Pelé saksesparke, med teksten "Brasilien, elsk det eller forlad det".

Sócrates var en atypisk brasiliansk fodboldspiller, fordi han var uddannet læge. Han debuterede på A Selecäo - landsholdet - som 25 årig og blev hurtigt anfører på holdet, der også bestod af verdensnavne som Zico, Júnior og Leandro. Senere kom Pelé, Rivelino og den hurtige wing Jairzinho til.

I 1984 var Corinthians drivende i demokratibevægelsen. Over en million mennesker fyldte gaderne i São Paulo, og Sócrates truede med at rejse til Italien hvis der ikke kom demokratiske valg. En af de mest fremtrædende ledere i demokratibevægelsen var fagforeningsmanden Lula, der senere stiftede arbejderpartiet, PT og blev præsident.

Ved den største demonstration i Brasiliens historie talte både Sócrates og Lula.

Kommunistisk landstræner

Spændende er også historien om landstræneren Joáo Saldanha der var medlem af det forbudte kommunistparti, PCB, og havde siddet i fængsel. Han var ihærdig modstander af diktaturet og en dag forsøgte han at myrde storklubben Flamengos træner Yustrich, der støttede militæret og offentligt havde hånet ham.

Saldanha blev fyret. Hans afløser Zagallo og holdet blev kort tid efter verdensmestre, med det hold der kaldt "verdens smukkeste" og hvis spillestil bliver kaldt "den moderne fodbolds fødsel". Idag står der en statue uden for Maracaná stadion af Saldanha.

Fodbold under militærdiktaturet

Vi får også historien om raceadskillelsen på holdet i 1920 og om de sorte spilleres succesrige indtog i 1930’erne.

Brandäo har besøgt hele landet, sågar været langt inde i Amazonas regnskov, uddelt medaljer til fodboldspillende indianere og besøgt Manaus, en af de tolv spillebyer under turneringen.

Der er et fint portræt af den gamle brasse-"bomber" Romário, der i dag sidder i den brasilianske kongres for Brasiliens Socialistiske Parti, men især huskes for sine mange mål på landsholdet, i PSV i Holland og Barcelona. Romário der i 1994 blev kåret til verdens bedste fodboldspiller, kalder årets VM "Det største røveri i Brasiliens historie".

Bogen har også barske historier om hvorledes militærdiktaturet torturerede folk, "foran et publikum af forretningsmænd, der donerede penge til militæret for at få lov at se på, når ’kommunister" blev pint’.

Vi kommer på besøg i Rio-kvarteret Barra da Tijuca, en sump fyldt op med sand og 100 højhuse langs Atlanterhavet, hvor lejlighederne blev købt af folk med adgang til hurtige penge: "korrupte embedsmænd, kokainkonger, spillemafiaen, privatpraktiserende læger, byggeentreprenører og professionelle fodboldspillere", heriblandt Ronaldo og Ronaldinho. Nævnes skal, at landstræneren får 1,8 million kroner om måneden, og at gennemsnitslønnen i Brasilien er 4178 kroner.

Forfatteren følger også de berygtede hooligans, der slår folk og billetsælgere ned og stjæler deres billetter. Vi kommer med rundt i diverse favelas, slumkvarterer.

"Græsset er altid grønnere i Brasilien" er en af de bedste bøger om fodbold, koblet sammen med samfundsforholdene, undertegnede, har læst. Forfatteren er brasiliansk gift og taler portugisisk.