Bang. Bang, bang, bang. Syv sortklædte kvinder knalder hælene i Musikteatrets trægulv som ville de splintre brædderne til pindebrænde. Den skæggede cante jondo-sanger klager hjerteskærende over sit folks skæbne, mens han roser Skaberen for Andalusien med sine frugtbare lunde, røde lerjord, fugle og fisk, får og geder - og sine kvinder.

Det er flamenco-tid med Danseteatret Carmen. Det er som plukket ud af filmhistoriens sejeste dansescene, optaget i 1983 i den spanske instruktur Carlos Sauras filmatisering af Prosper Mérimèes berømte novelle "Carmen". I "Baile de la Tabacanera" (Dansen i tobaksfabrikken) udfordrer den rebelske og enerådige Carmen fabrikkens kvindelige arbejdsleder i en dans, hvor had, foragt og stolthed sprøjter ud af hver porre på et par dusin kroppe. Vildere og vildere bliver tempoet som var de bissende kvæg. En enkelt forkert bevægelse kan udløse et blodbad. En kniv glimter - og døden har danset med.

Danseteatret Carmen udspringer af Flamencoværkstedet under ledelse af Luise Karlholm. Sammen med seks dansere, hvoraf de to er hendes døtre, tegner hun i forestillingen "Flamenco Flamenco" et inciterende og troværdigt portræt af Spaniens foragtede sigøjnerkvinde med sit hidsige blod, sit hårde liv og sin umådelige stolthed.

I en energiudladning, der kunne forsyne en mindre provinsby med strøm, hvirvler de syv kvinder rundt i en livs- og dødedans, akkompagneret af hendes mand Mårten og tre andre guitarister, to sangere, klap, håndbevægelser og hæletramp. Sveden løber som perler ned i barmens kavalergang, når de sorte bredhælede sko stolt hamrer sit skrig om oprejsning.

Det er en lang forestilling, også lidt for lang. Alligevel formår den at gøre afstanden lidt kortere mellem det hede Andalusien og Kongens kølige København. Det lykkes, fordi Danseteatret Carmen viser, at kunst ikke kun skabes af autencitet. Den består også af respekt og indlevelse, og det rummer "Flamenco Flamenco" til fulde.