Kravet om at boykotte Israel breder sig i disse dage med stigende styrke efter Israels blodige bombardement af Gaza.
- I dag bliver der ikke afholdt en Palæstina-demonstration, hvor man ikke råber "Boykot Israel". Vi får dagligt henvendelser fra folk, der vil bestille t-shirts og klistermærker. Vi er ved at få lavet nye boykot t-shirts, da vores lager er udsolgt, siger Irene Clausen, talsperson for Boykot Israel-bevægelsen i Danmark, til Arbejderen.
Det er den zionistiske stat, som er ansvarlig for den apartheidpolitik, som Israel bedriver i forhold til den palæstinensiske befolkning.
Irene Clausen.
Også Boykot Israels Facebook-gruppe har fået hundrededoblet sine likes i løbet af de seneste uger.
Samtidig er der dukket en ny boykot-bevægelse op i Danmark: Det er en dansk gren af den internationale boykotbevægelse "Boycott Divestment Sanctions" (BDS), som forrige uge blev lanceret med et indlæg på netmediet Den Fri af blandt andre Peter Kofod, Tarek Ziad Hussein og Yonatan Ungermann Goldshtein, som alle tre har markeret sig i debatten om det seneste angreb på Gaza.
- Den horrible situation i Gaza gør, at flere og flere tager 'det gamle' krav om en boykot alvorligt. Folk har indset, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne ikke vil blive løst, før der bliver lagt pres på Israel, siger en af initiativtagerne til BDS i Danmark, Peter Kofod, til Arbejderen.
Men hvorfor oprette en ny kampagne, når der allerede eksisterer en Boykot Israel-bevægelse?
- Boykot Israel har i mange år gjort et rigtig godt stykke arbejde - og gør det forsat. Vores initiativ er på ingen måde en konkurrent til dem. De tager det lange, seje træk mens vi er i gang med en helt fokuseret kampagne med tre konkrete mål: Fuld stop for bosættervarer, fuld våbenembargo og suspender associeringsaftalen med EU. Alle tre krav burde kunne skabe massiv, bred opbakning på ret kort sigt, forklarer Peter Kofod.
Boykot Israel opfordrer til en generel boykot - både økonomisk, kulturel og akademisk - af den zionistiske stat Israel.
- Det er den zionistiske stat Israel som er ansvarlig for besættelsen af Palæstina og for den apartheidpolitik som Israel bedriver i forhold til hele den palæstinensiske befolkning. Derfor mener vi, at en generel boykot er nødvendig, ligesom tilfældet var med boykotten af apartheid-regimet i Sydafrika, siger Irene Clausen.
Hun påpeger også, at det uafhængige research-center Danwatch tidligere har afsløret, at eksempelvis peberfrugter og dadler blot er mærket "Product of Israel", selvom varerne i virkeligheden stammer fra bosættelser på Vestbredden.
- I betragtning af Israels snyd med mærkningen af bosætterprodukter, må den nærliggende løsning være at boykotte alle varer med oprindelsesland Israel, siger Irene Clausen.
Virksomheder under pres
Det dansk-britiske sikkerhedsfirma G4S har fået sin helt egen boykot-bevægelse "Boykot G4S" på nakken.
G4S meddelte i juni, at det dropper sine kontrakter med det israelske fængselsvæsen, når de udløber om tre år. Men G4S har stadig kontrakter med private firmaer - især banker og supermarkeder - i de ulovlige bosættelser Palæstina.
Arbejderen ville gerne have spurgt G4S om deres reaktion på boykot-bevægelsen, men i Danmark ønsker man ikke at udtale sig, men henviser til koncernens hovedsæde i Storbritannien. Men heller ikke her ønsker man at svare på spørgsmål.
At boykot-bevægelsen får firmaerne til at reagere er Danske Bank et eksempel på.
Tidligere på året besluttede Danske Bank at ekskludere Israels største bank, Bank Hapoalim, samt fire andre israelske selskaber fra sin investeringsliste i protest mod finansiering af de ulovlige israelske bosættelser i Palæstina og produktion af klyngebomber.
Og senest har rengøringsgiganten ISS solgt sit sikkerhedsfirma, der indtil for nylig leverede vagttjenester til ulovlige bosættelser i de palæstinensiske selvstyreområder. ISS leverer dog fortsat rengøring og catering til de ulovlige bosættelser på Vestbredden.
Hos Danmarks førende udbyder af dagligvarer, COOP, har man dog ikke tænkt sig at lade sig påvirke af kravet om boykot.
- Coop følger de officielle henstillinger tæt og handler i overensstemmelse med den danske regerings og EU’s holdning. Regeringen fraråder ikke engagement med israelske virksomheder, alene fordi disse også opererer i bosættelserne, siger COOP's kommunikationsdirektør Karin Hindkjær til Arbejderen.
COOP har dog de seneste uger mærket en "øget efterspørgsel" fra kunder, der vil vide, om de har varer fra Israel og hvorfor de handler med Israel.
Politikere vil boykotte
Også politisk er der fokus på boykotten af Israel. I Aarhus har rådmand og viceborgmester Rabih Azad-Ahmed (R) foreslået, at kommunen dropper samarbejdet med G4S og boykotter varer fra Israel.
I Odense skal byrådet den 20. august tage stilling til et forslag fra Enhedslisten om, at kommunen øjeblikkeligt ophører med at købe og bruge produkter fra Israel indtil overgrebene mod palæstinenserne stopper.
Og i Vejle overvejer byrådsmedlem Torben Elsig-Pedersen (R) at slutte sig til sine kollegaer fra Aarhus og Odense og opfordre til en kommunal boykot af israelske varer.
I København har kommunen sat Israels største bank Bank Hapoalim på sin liste over selskaber, som kommunen af etiske årsager ikke vil investere i. Det sker som en direkte konsekvens af bankens involvering i ulovlige jødiske bosættelser på Vestbredden og det palæstinensiske Østjerusalem.
I Folketinget opfordrer Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl regeringen til at støtte boykotten af Israel og opsige Israels associeringsaftale med EU.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278