Fingrene er kolde som den berømte brøndgravers røv, da solidaritetsbodens mange tilbud er pakket ud og lagt på plads i den fugtige august-vind. Men bortset fra kulden tegner det til at blive en god weekend i socialismens tegn.
K-festivalen i Nørrebroparken folder sig atter ud som en smuk rød fane i modvind. En veritabel socialistisk by tager langsomt form, efterhånden som aktivister fra arrangørerne og de deltagende organisationer får styr på tingene.
K-festivalen i Nørrebroparken folder sig atter ud som en smuk rød fane i modvind.
Festivalen, der afholdes den tredje weekend i august, startede for en del år siden for at bevare blot en flig af fortidens legendariske Land & Folk-festivaler. Bag sfløseren, der fik navnet K-Festival, står KPiD, som atter buder på en broget blanding af politiske taler, musik og boder.
Pladsens midte domineres af et stort loppemarked. Her beundrer tre aktivister en smuk harmonika.
- Ikke en krone under 500, siger en kollega og klimter forsigtigt på trækspillet.
Over for byder Madam Rød på kaffe og kager, og lørdagsdebat om fascismens fremmarch. De faglige griller Det Sorte Får og Det Røde Svin disker op med alskens varme retter: Pølser, roastbeef, kartoffelsalat.
På langs af pladsen tilbyder boderne alt fra lotterier med kunst og legetøj til kamp mod EU og solidaritet med Cuba, Nordkorea og Irak. For enden af pladsen ligger det store musiktelt.
Her inder man også Arbejderens bod, der lokker med tre måneders abonnement for 500 kroner. Naboen, de hjemløses organisation SAND, opfordrer til solidaritet med de, der er så fattige, at de savner tag over hovedet.
Fattigdom som tema
"Fattigdom er politisk bestemt - lav verden om!" lyder årets tema. I den anledning kan det være værd at erindre sig, hvad daværende socialmonister Eva Kjer Hansen skrev i Jyllands-Posten den 18. september 2005:
"Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk lighedsmageri. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet."
Alle undersøgelser viser, at uligheden i Danmark vokser kraftigt. Derimod synes det at knibe med dynamikken. Ifølge Emil Olsen, formand for 3F Ungdom, skyldes det blandt andet Socialdemokraterne.
- Senest har Helle Thorning Schmidt udtalt, at der ikke bliver rørt på dagpengeordningen, samtidig med at man regner med 60.000 af vore kollegaer er røget ud af selv samme system ved årets udgang, siger han.
Den ta'r kegler. Alle klapper. Emil Olsen har også et bud på, hvad det skyldes.
- Social dumping er indbygget i EU's indre marked og lige præcis derfor handler det ikke om at vælge EU på de rigtige hænder, men om vi skal ud, så vi selv kan bestemme, fastslår han.
Det er en god tale. Den handler om anti-fascisme, om den faglige kamp mod LO-toppen og ikke mindst om bedre forhold for de såkaldte SKP-lærlinge.
- Er det sådan man ønsker fremtidens arbejdsstyrke, som en totalt undertrykt klasse uden mulighed for selv at deltage i udformningen af løn og arbejdsforhold, spørger han retorisk til slut.
Fuck de fattige
Anna Rytter fra "Bekæmp fattigdommen NU" springer i dagens anledning ud som Fru Udbytter i selskabskjole med bobler i langstilket glas som repræsentant for "Kapitalistisk Alliance". Det nye parti vil sætte ulighed på dagsordenen og har helt styr på dynamikken:
- Hvis der ikke var ulighed, hvordan skulle vi så kunne presse lønningerne og sikre vore store overskud i virksomhederne?, spørger hun. På vegne af klassefjenden foreslår hun at gøre de fattige endnu mere fattige:
- Fattige har hverken godt af skattelettelser eller ting at handle med, andet end deres arbejdskraft. I stedet for skattelettelser i bunden vil vi afskaffe kontanthjælp og dagpenge og den slags uvæsen, og så kan de fattige supplere deres indkomst ved at sælge deres skattefri bundfradrag til de rige, siger damen, der også kalder venstrefløjen for "kyniske fattighadere".
"Kapitalitisk Alliance" er naturligvis en provokation. Andre organisationer og partiet har mere seriøse forslag til til en lysere fremtid. Bo Rikard fra Fredsvagten vil afskaffe USA. Alle vil nedlægge EU og stoppe den sociale dumping.
Udfordringerne er store, men lur mig, om de ikke stadig findes til næste års K-Festival.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278