29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fødevarer vi kan regne med

Blogs

Trine Pertou Mach
Medlem af bestyrelsen i ActionAid International
Blogindlæg af Trine Pertou Mach
søn. 11. feb - 2018
tor. 10. aug - 2017
ons. 17. maj - 2017

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 20. august, 2014, 07:52:40

Fødevarer vi kan regne med

Kontrollen med fødevarer skal skærpes i lyset af listeria-skandalen.

De seneste ugers listeria-skandale – rullepølsesagen – er dybt tragisk. Ikke mindst for de berørte. Men den trækker også spor ud i fremtiden og kan ha´ konsekvenser for dansk fødevareproduktion. Vi skal jo leve af det, vi spiser, ikke dø. Derfor skal vi lære af sagen, så det ikke kan ske igen.

Har de seneste års effektiviseringer af fødevarekontrollen været med til at underminere fødevaresikkerheden?

Det er godt, hvis vi nu får set grundigere på, hvordan listeria-kontrollen fungerer og strammet op, hvis der er behov. Men det her handler jo om noget større. Nemlig hele vores fødevareproduktion og sikkerheden for at vores mad er ordentlig og spisbar.

Derfor er det hele kontrolsystemet, der skal ses efter i sømmene. Man sidder  lige nu med den bekymring, at de seneste års effektiviseringer af fødevarekontrollen har været med til at underminere fødevaresikkerheden og i praksis givet for store huller i sikkerhedsnettet.

Det kan vi ikke vide, hvis ikke der laves en slags serviceeftersyn –  både i forhold til ressourcer og til det konkrete regelsæt og procedurer. Og jeg mener også, at der skal ses grundigt på, om balancen mellem virksomhedernes egenkontrol og myndighedernes overvågning er den rigtige.

Vi kommer til at kræve, at vi afdækker, om kontrollen med egenkontrollen er god nok. Det skal vi også, fordi der i fødevarebranchen – som alle mulige andre steder – er nogle brodne kar, der snyder sig over, hvor gærdet er lavest. Det kan ødelægge det for de mange. Det skal der samles op på.

Og så kunne det være en ide, om man skærper kontrollen med maden på for eksempel hospitaler og plejehjem, hvor der er mange sårbare mennesker. Det viser sig i hvert fald relevant med det konkrete listeriaudbrud.

Vi kan på ingen måde leve af dårlige fødevarer. Hverken som borgere eller som produktionsland. For det er jo det lidt større perspektiv: For fødevarebranchen er det her alvorligt  – Danmarks ry og rygte i udlandet kan i sidste ende ramme branchen bredt og få konsekvenser for arbejdspladser herhjemme.

Og det er dybt urimeligt overfor de store dele af vores fødevarebranche, der gør tingene ordentligt og ansvarligt, og hvor fødevaresikkerheden er i top. Vi skal – og vil – have fødevarer, vi kan regne med.