Den brune muld svøber sig om menneskets døde kroppe, når livet er til ende. "Af jord er du kommet..." messer den kristne præst og lægger legemet i indviet jord for at give døden mening, men det er kun glasur.
"Hvis man virkelig mærker efter, kan man så fornemme fortiden; Kan man mærke det, der var engang?"
Anders Christiansen, MULD
Fem flyttekasser, en kummefryser uden strøm og 13 stole forvandler Lille Carls scene til en søgen efter menneskets fortid i den uendelige jordbunke.
"Hvis man virkelig mærker efter, kan man så fornemme fortiden; Kan man mærke det, der var engang?", spørger danser og performer Anders Christiansen i soloforestillingen "Muld" i Dansehallerne på Carlsberggrunden.
Klædt på af scenograf og kostumier Lise Klitten graver han sig gennem menneskehedens tvivlsomme fortid. I Michael Breiner og Martin Danielsens lyssætning og svøbt ind i Jørgen Tellers elektroniske lydlandskab billedgør han en forbløffende fortælling, en slags deja-vue, hvor urdybets skjulte tanker kommer til syne som en indsigt - måske sand, måske løgn.
"Muld" er fysisk dans på Anders Christiansens helt unikke måde. Hvor fysiske dansere klasker deres superkroppe sammen som jordskælvsrytmer, formår hans minimalistiske bevægelsesalfabet at indfange de mange små myter siden verdens skabelse. Enkle trin kombineres med simple figurer i en stadig gentagelse, mens kroppen udforsker mulden og fremdrager menneskets efterladenskaber som arkæologiske fragmenter i en zen-hypnose.
Det er gætterier, blændværk. Det er umulige myter, forsvundne bevægelser. "Han lægger sit øre helt ned til jorden, han kan høre generationerne sukke nede fra dybet", skriver Anders Kristensen i invitationen og fremmaner fortidens armeers støvletramp, landsknægtenes blodrus og de slagtede børns gråd.
"Muld" er en time uden garantier, en time med drømme, associationer og søgen efter jordens vibrationer med sjælens pilekvist. Fortid fortrænger nutid, urmørket gnistrer i et sekund op, født af fantasiens groteske virkelighed.
Vi er med hele vejen, Anders. Tak for kigget.