Ghassan Kanafani er nyere tids mest anerkendte palæstinensiske forfatter og journalist. Da staten Israel udråbtes i 1948, måtte han flygte, først til Libanon siden Syrien. Han har om nogen kendt vilkårene for de palæstinensiske flygtninge i eksil.

Situationen i Gaza nu og nye israelske ekspropriationer til bosættelser på Vestbredden har i allerhøjeste grad aktualiseret stykket.

Kanafanis novelle Tilbage til Haifa er basis for den 40-års jubilæumsforestilling, Teatret Møllen, egnsteater i Haderslev, har skabt og nu turnerer med. Situationen i Gaza nu og nye israelske ekspropriationer til bosættelser på Vestbredden har i allerhøjeste grad aktualiseret stykket.

Historien foregår henholdsvis i 1948 og 1967: Et ungt palæstinensisk par drives i eksil og væk fra det barn, der ligger tilbage i huset. Da de endelig kan vende hjem, finder de en jødisk kvinde boende i deres gamle hjem. - Et barnløst jødisk ægtepar, frigivet fra kz-lejren Auschwitz, ankommer til Haifa. Her bliver de overdraget et hjem nær havet, hvis de vil overtage et forladt barn. 20 år efter ringer det på døren…

Den svageste part

- Det er vores tradition på Møllen at tage udgangspunkt i den svageste part. I denne historie møder vi kun ofre i form af mennesker, der desperat bliver ved med at kæmpe en krig, der ikke kan vindes. I denne historie er den svageste part både israelere og palæstinensere, der desperat bliver ved at kæmpe en krig mod hinanden. Således udtrykker instruktør Gitte Kath sin holdning til stykkets konflikt i programmet.

Og konfliktens centrale omdrejningspunkt er sønnens tilhørsforhold, da han konfronteres med sine biologiske forældre, som han har vidst eksisterede, men aldrig set. – Mennesket er nu et menneske, er et af stykkets centrale udsagn. Men afgøres dets tilhørsforhold og væren af arv eller miljø?

Man kunne også spørge mere direkte, om hvordan religiøst tilhørsforhold udnyttes af disse. Det står klart, at den arabiskfødte søns jødisk-religiøse overbevisning ikke kan være gudgiven. Nu sønderrives alle de implicerede parter i skyldfølelser, forhåbninger, gensidige anklager og selvbebrejdelser.

De samfundsmæssige og historiske rammer for begivenhederne, som skitseres, opfordrer forhåbentlig, sammen med de hjerteskærende skismaer, beskueren til at søge baggrundsviden – selv om nogle måske kunne henfalde til fortvivlelse over "menneskets væsen".

Stykkets seks aktører spiller hver sin hovedrolle, men også flere sideløbende biroller som bekendte eller folkemængde i det belejrede arabiske Haifa og fortællere. 

Mellem 1948 og 1967

Dramaturgen har for at sikre forståelsen af linket mellem 1948 og 1967 og personernes historie ment, det nødvendigt at veksle mellem direkte dialog mellem aktørerne og fortællerroller direkte henvendt til publikum. Det giver en svaghed i det dramatiske momentum, som kunne give publikum en gradvis forståelse eller anelse om, hvad der er foregået. Hvordan og hvorfor. Og mere direkte indlevelse i dramaet. Men måske er grebet nødvendigt, hvis novellen alene skal visualiseres.

Hovedpersonen er palæstinenser-faderen Said, der har det store ord i forsamlingen. Det svarer måske meget godt til traditionelle patriarkalske familiemønstre blandt arabere (og andre!). Dette giver dog en vis skævhed i forestillingen, hvor kvinderne står svagere, selv om de udtrykker sig godt i den ordløse del af spillet: blikke, miner og gestalter. Ud fra de givne forudsætninger gør aktørerne det godt efter en lidt usikker start, men Said har, sammen med de øvrige mænd, mest ”kød” på deres figurer.

Vækker eftertænksomhed

Kanafanis virksomhed var nok til, at han i 1972 blev dræbt sammen med sin 17-årige niece af Mossad-agenter i en bilbombeeksplosion i Beirut.

Den zionistiske ideologi med dens racistiske overtoner skabtes allerede i slutningen af det 19. århundrede. Efter Første Verdenskrig fulgte Sykes-Picot traktaten, Balfour-deklarationen og det britiske mandatstyre, der mulig- og retfærdiggjorde jøders immigration og fordrivelse af araberne i Palæstina.

Alt for få, og slet ikke journalisterne i de toneangivende medier, ønsker historiens lys sat på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Forhåbentlig kan Teatret Møllens drama lokke et bredere publikum til eftertænksomhed.