17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faghistoriker med begge ben på jorden

Ny direktør for Arbejdermuseet

Faghistoriker med begge ben på jorden

Udnævnelsen af den 43-årige faghistoriker Søren Bak-Jensen som ny direktør for Arbejdermuseet er et signal om, at forskningen i arbejderklassens historie vil få en fremtrædende rolle i museets arbejde.

Den 43-årige Søren Bak-Jensen blev 1. september ny direktør for Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Det er en både stærkt forskningsorienteret faghistoriker og en "begge-ben-på-jorden" museumsmand, der siden 1. september har taget roret i Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. 

Den 43-årige Søren Bak-Jensen har i sin tid på først Medicinsk Museion indtil 2009 og herefter som ansvarlig for København Museums samlings- og undersøgelsesarbejde lagt stor vægt på forskning som formidler.

Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv er enestående kulturarvsinstitutioner.
Søren Bak-Jensen

Det er tredje gang siden 2010, at Arbejdermuseet skifter direktør. Dengang afløste Louise Karlskov Skyggebjerg den legendariske Peter Ludvigsen. Han gik på pension efter 30 års lederskab. I den tid omformede han museet i den smukke bygning i Rømersgade fra en ruin til en levende historiefortæller med høje besøgstal og et hav af aktiviteter.

Arbejdernes kulturarv

Arbejderen bad Søren Bak-Jensen om at fortælle om sine visioner for den nye arbejdsplads.

- Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv er enestående kulturarvsinstitutioner. De dokumenterer og formidler begge historien om afgørende faktorer i udviklingen: Arbejderbevægelsen og arbejdernes kamp for lige vilkår, siger Søren Bak-Jensen til Arbejderen.

Han lægger især vægt på den indsigt, som museets samlinger af genstande, arkivalier, fotografier og kunstværker giver arbejds- og hverdagsliv for den brede befolkning gennem de seneste 150 år.

- I kraft af sit aktive forskningsprogram og bibliotek er institutionen en vigtig kilde til viden om venstrefløjens politiske og kulturelle arbejde, siger Søren Bak-Jensen, der også understreger behovet for at se udviklingen på arbejdsmarkedet i en større sammenhæng end i den enkelte konflikt.

- En tur gennem museets udstillinger gør det klart, at ordentlige løn- og arbejdsforhold ikke er kommet af sig selv og uden kamp. Men også, at arbejderbevægelsen også har været villig til at tage medansvar for, at konflikten mellem arbejdsgiver og arbejdstager har kunnet forløbe på konstruktiv vis. Samtidig kan Arbejdermuseet relatere sig til nogle af de spørgsmål, der optager mennesker i dag. Social retfærdighed, medbestemmelse og inklusion er både aktuelle og svære at få greb om i en globaliseret verden, siger Søren Bak-Jensen.

En central opgave for den nye direktør bliver at sætte arbejde og arbejdsløshed ind i en moderne ramme.

- Hvad betyder arbejdet – eller manglen på det – for vores selvforståelse? Og hvad er en arbejder egentlig i dag, er et af de vigtige spørgsmål for museet, siger Søren Bak-Jensen.

- Den helt centrale udfordring for Arbejdermuseet & ABA bliver at finde balancen mellem at udvikle og gentænke sit emnefelt samtidig med at udgangspunktet i arbejderbevægelsens historie og arbejdernes vilkår bevares, slutter Søren Bak-Jensen.

En dejlig gut

Medicinsk Museions direktør, professor Thomas Söderqvist, har kendt Søren Bak-Jensen siden tiden på Københavns Universitet, hvor han var vejleder for den unge historiestuderendes PhD.-projekt. Han er fuld af lovord om Arbejdermuseets nye direktør.

- Jeg er så glad for Søren. Han er bare skidegod, siger Thomas Söderqvist på bredt svensk-dansk til Arbejderen. Han er overbevist om, at ikke bare Arbejdermuseet men dansk museumsliv har fået en vigtig ny leder.

- Søren er ikke født ind i museumsverden, og det tror jeg er en fordel, selv om han efterhånden har 10 års erfaring. Han er meget nysgerrig og har både humor og en fantastisk evne til at samarbejde, fremhæver Thomas Söderqvist.

Han kalder Søren Bak-Jensen "professionel til fingerspidserne" og en leder, der ikke er bange for at træffe beslutninger.

- Han er langt fra nogen farveløs bureaukrat. Søren taler til folk i øjenhøjde og er ingen "snudeakademiker". Han er fagligt i top og til at stole på, når det blæser, slutter professor Thomas Söderqvist fra Medicins Museion.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2014 - 09:00   22. sep. 2014 - 15:26

Portræt

gp@arbejderen.dk
Rød bog: Søren Bak-Jensen

Søren Bak-Jensen er uddannet som cand.mag i  historie fra Københavns Universitet og har en PhD. fra Medicinsk Museion.

Han kommer fra en stilling som ansvarlig for Københavns Museums samlings- og undersøgelsesarbejde.

I forbindelse med anlæggelsen af Cityring-metrolinjen har Søren Bak-Jensen været med til at udvikle Københavns Museums forskningsprofil.