Alvilda Larsen, en hæderkronet, men lidt overset, kommunist, ville den 6. september være fyldt 100 år. Hun er født i Slesvig og var periodevis journalist ved Land og Folk og folketingspolitiker for DKP. Engagementet var en social betinget arv fra faderen.

Alvilda Larsen kom i DKU's bestyrelse netop som man formulerede en ny bred ungdomspolitik der tog fat på spørgsmål som uddannelse, arbejde, boligforhold med mere.

Hun voksede op i et arbejderhjem, hvor faderen var maler, kommunist og formand for Malernes Fagforening i København. Efter mellemskoleeksamen i 1931, blev hun uddannet i kontorfaget og fik derefter arbejde som kontorassistent.

Samme år blev hun medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom. I 1935 blev hun ansat i DKP, lige som hun kom på Leninskolen i Moskva sammen med legenden Villy Fuglsang.

Tiden som ungkommunist

Alvilda Larsen kom i DKU's bestyrelse netop som man formulerede en ny bred ungdomspolitik der tog fat på spørgsmål som uddannelse, arbejde, boligforhold med mere.

I 1936 blev hun "nærmest kåret som DKU's leder – ung og fuld af humør", som den første kvinde i en politisk ungdomsbevægelse. Det var et DKU med parolen "Intet, der interesserer ungdommen, må være os fremmed". Den var inspireret af folkefrontspolitikken i Frankrig, og den bidrog til, at DKU med Alvilda i spidsen tog et stor spring bort fra sekterismen og hurtigt voksede.

Da DKU holdt landskonference i marts 1938, holdt Alvilda Larsen en af hovedtalerne. Arbejderforlaget udgav den som pjecen "Vi vil leve". Året efter kom hendes pjece fra folketingtingsvalget "Hvad vælger vi".

Hun blev redaktør af DKU's "Fremad" i årene 1937-1940, og medlem af DKP's Centralkomite i 1937.

Trods alle tiltagene med at bryde sekterismen hang der stadig noget ved, som da en leder (Alvilda?) i "Fremad" i april 1938 skrev: "Det er så rigtigt som nogle af vore kammerater i en indbyrdes samtale udtrykte det i de dage, da Hitler marcherede ind i Østrig og da Sovjetunionen fældede dommen over fascismens spioner: Der er dog et lyspunkt i disse dage, og det er de 18 dødsdomme i Moskva". Her sigtes naturligvis til Moskvaprocessere.

I 1939 giftede hun sig med den spaniensfrivillige Frederik "Fritz" Møller og de fik i 1942 datteren Lole.

Besættelsen

Radiokontaken mellem DKP og Moskva var etableret allerede i starten af 30’erne. I 1940 havde partiet en illegal hemmelig radiogruppe, der var yderst aktiv, indtil en del af medlemmerne blev arresteret.

Da Kommunistisk Internationale, Komintern i 1943 blev opløst, udvikledes en direkte kontakt, og Alvilda skulle sikre denne. Hun var allerede i 1940 blevet trukket ud af partiapparatet og udpeget til "specielt arbejde". Kort før besættelsen havde hun været i Moskva og haft møder med Kominterns leder Dimitrov og der, formodentlig, fået opgaver i det illegale apparat.

Efter nazi-Tysklands overfald på Sovjetunionen i 1941 og det danske grundlovsbrud samme år, der betød massearrestationer af kommunister, gik DKP åbenlyst ind for væbnet kamp mod nazismen. Alvilda Larsen havde af overnævnte årsager forladt formandsposten i DKU, hvilket dog ikke forhindrede hende i at blive anholdt af det danske politi og sat i Vestre fængsel.

Alvilda var også i fængslet et livstykke, der spredte glæde og optimisme. Partikammeraten Karen Tovborg skrev på melodien ’Danmark nu blunder… ‘, en sang, hvor et vers lyder:

"Lille Alvilda i Fritzes arm, vågnede op forskrækket,
sommernatten er lys og varm, nede høres der støj og larm, 
døren var nu forceret, og hun blev arresteret".

Samme Tovborg skrev mange sange sammen med Alvilda, på melodien ’Du gamla, du fria… ‘ blandt andet:

’Som ’’farlig’ for Staten’’ bli’r vi spærret ind’ 
til måneders ensomhed og længsel. 
Vi klarer vor hjerne og lutrer vort sind 
og kæmper vid’re her i Vestre Fængsel. 
Vor ret og frihed er trådt under fod, 
nu tugter de os med tvang og fængsel. 
DE kan ikke knække vor vilje og vort mod, 
nej, de bli’r større her i Vestre Fængsel’.

Alvilda Larsen blev efter et par måneder sat på fri fod på grund af tuberkulose. I sommeren 1943 flygtede hun til Sverige i en fiskerbåd under dæknavnet Lis Nielsen. Hun blev straks sendt til Stockholm "med det ene formål at lede og koordinere arbejdet blandt de partimedlemmer, som efterhånden måtte blive tvunget til at søge ophold i Sverige… hun var den eneste der havde direkte kontakt til den illegale partiledelse i Danmark".

Alvilda Larsen var "anerkendt af de svenske myndigheder som den, der varetog danske kommunisters interesser under opholdet i Sverige". Derudover sørgede hun for forbindelsen mellem partiet og Sovjet via dets ambassade i Stockholm og fik her tæt kontakt med den legendariske gesandt Alexandra Kollentaj som i brede kredse var kendt og respekteret som både kommunist og kvindesagsforkæmper. Desuden indtrådte hun som DKP’s repræsentant i Frihedsbevægelsens kontaktudvalg. Derudover knoklede hun for andre flygtninge.

Det var Alvilda Larsen, der i Stockholm anbefalede forfatteren Martin Andersen Nexø at blive i Sverige og ikke drage til London som ellers planlagt.

Mens Alvilda kæmpede i Sverige, fortsatte hendes mand Frederik "Fritz" Møller modstandskampen, indtil han og hans gruppe blev stukket i 1944. Herefter blev han sendt til Neugamme uden for Hamborg. Han overlevede, i stærkt svækket tilstand, og vendte efter krigen tilbage til Alvilda og datteren.

Efter befrielsen

Allerede kort efter befrielsen, den 17. maj, holdt Alvilda Larsen en brandtale om Danmarks fremtid, og sagde at ungdommen havde skrevet historie:

Alvilda Larsen var en temperamentsfuld agitator, der efter nogle barske udtalelser omkring situationen i Tjekkoslovakiet i 1948 fik tilnavnet "den allerhelvedes stærke Alvilda".

"Men skynd dig at rydde ud, selv i vores eget sind, hvor alt, hvad nazismen kan været ætset i os skal udryddes. Vi tolererer ingen ømhed, ingen medfølelse. Og vi vil især ikke tolerere at lade de store bøller gå fri, og bare hænge de små".

Alvilda Larsen var en temperamentsfuld agitator, der efter nogle barske udtalelser omkring situationen i Tjekkoslovakiet i 1948 fik tilnavnet "den allerhelvedes stærke Alvilda".

Efter befrielsen var partiet vokset og sympatien på dets side og Alvilda Larsen kom ind i Folketinget som suppleant for en syg Aksel Larsen. På et Centralkomitémøde den 7.-8. september havde Alvilda og partiformand Larsen en voldsom kontrovers, da hun "kritiserede den måde, hvorpå partiformanden ledede møderne… man må ikke indlede møderne med at sprede pessimisme. Vore ledende kammerater må udstråle lyst og energi". Her skal man husk, at Aksel Larsen kom fra et kz-ophold og i folkets øjne var en helt!

Første kvinde i Finansudvalget

Fra maj 1945 til valget i oktober sad hun, som den første kvinde nogensinde, i Finansudvalget, på et af de tre mandater det kommunistiske parti fik ved en særlov, da det ulovligt var blevet forhindret i opstilling under besættelsen. Hun sad i Folketinget i perioderne 1947-50 og 1953-57. Hun var samtidig medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg 1946-54.

I Folketinget vakte hun forargelse, da hun i 1948 støttede, som DKP'er, kommunisternes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet som "en sejr for folkets, demokratiets og socialismens kræfter i hele verden".

Sammen med partikammeraten Ragnhild Andersen var det Alvilda Larsen, der i det mandsdominerede parti stod for partiets udvikling af partiets social-, børne- og kvindepolitik.

Hun var en af lederne i "Danmarks Demokratiske Kvindeforbund", DDK, og af "Kvindernes Verdenskongres" i København i 1953 og 1960.

Da hun forlod Folketinget i 1957, arbejdede hun frem til 1966 som journalist ved partiavisen ’Land og Folk’ med stofområderne bolig og socialpolitik. Da partikampen i DKP rasede i 1956-1958 og medføre dannelsen af Socialistisk Folkeparti med den tidlige DKP-formand Aksel Larsen som leder, støttede hun DKP/Moskva linjen.

Hun forlod dog Centralkomiteen og Land og Folk for indtil sin død den 24. april 1974 at arbejde i Boligselskabernes Landsforening som kursuslærer.

Der er ingen tvivl om, at Alvilda Larsen har ydet sit bidrag til udviklingen af såvel det antifascistiske arbejde som udbredelsen af de socialistiske ideer. I en nekrolog ved hendes død er hun beskrevet som "partiets mest afholdte skikkelse, livsglad og inspirerende. Hun havde en evne til at samle mennesker om en stor sag".