Økologi på finansloven
Blogs

Økologi på finansloven
Regeringens forslag til finanslov afsætter nul kroner til udvikling af økologien. SF møder op til finanslovsforhandlingerne med krav om en økologisk vækstpakke.
De indledende øvelser til årets finanslovsforhandlinger er i gang. Regeringens forslag til finanslov rummer plads til forbedring, når det gælder virkeliggørelse af et af de fine mål, vi har sat os i Danmark: Målet om, at arealerne, der benyttes til økologi, skal fordobles inden 2020.
Skal vi nå det mål, må der rykkes. Det gør finansloven ikke. Som det står nu, er der fra årsskiftet afsat nul kroner til markeds- og udviklingsaktiviteter – det vil ramme den danske økologipolitik hårdt.
Vi kan ikke nøjes med at tale – der er brug for, at følge op med handling.
Det er ikke godt nok. Der er på mange måder hårdt brug for grøn omstilling – og som en del af det, økologisk omlægning. Miljøet trænger, drikkevandet og naturen trænger. Som borgere skal vi have reel frihed til at kunne vælge rene kvalitetsfødevarer, og så kan det skaffe os nye arbejdspladser også i landområder. Sidst men ikke mindst, hvis vi for alvor spytter ressourcer i omlægningen, kan det skabe eksportmuligheder til Danmark.
Fra SF’s side går vi til finanslovsforhandlinger med et krav om en økologisk vækstpakke, som både gælder afsætning, inklusiv eksportfremme, fremme af innovation og omlægning, og plads til udvikling af nye metoder.
Vi kan ikke nøjes med at tale – der er brug for, at man fra politisk hold følger op med handling og fjerner usikkerhed og barrierer hos landmænd og butikker, som tænker på at lægge produktion og salg om.
Behovet for en egentlig økologisk vækstplan understreger et andet og på sin vis mere grundlæggende behov: Vi bør indføre et såkaldt kohærensprincip, sådan som man også diskuterer det i udviklingsbistanden. Princippet indebærer, at der skal være sammenhæng i de politikker, vi vedtager: Det duer ikke, at vi med den ene hånd laver mål og tiltag, der skal fremme økologien i Danmark. Og med den anden hånd laver erhvervs- eller landbrugspolitiske tiltag, der i praksis modarbejder målene.
Så lad os nu få vedtaget et fast økologitjek – at det, vi gør, ikke må virke negativt ind på økologien i Danmark.
Hvorfor det er vigtigt? Fordi økologi ikke er for de frelste. Den er sådan set fremtiden – for mennesker, for naturen og for landbrugserhvervet.