08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Far er blevet skilt

Far er blevet skilt

Efter 12 år knækkede filmen for komiker Jacob Tingleffs ægteskab. Det er blevet til et tankevækkende show.

FOTO: Isak Hoffmeyer
1 af 1

Shows om Parforholdet, seksualitet og tosamhed – eller manglen på samme – hærger de danske stand-up scener. På Nørrebro Teater går Linda P. i "Alle elsker kærlighed" til angreb på den hellige tosomhed og det statsautoriserede ægteskab. Nu afløser den jyske stand-upper Jacob Tingleffs nye show hans seneste succes "Guide til parforhold" om kærlighedens syv stadier – og her må vist godt grines!

I "Ulige Uger" inviterer han offentligheden inden for i hjerte, sjæl og mave hos livet efter skilsmissen. Jacob Tingleff kalder selv processen bag showet en terapeutisk proces. "Høj puls og lav selvværd", joker han om at starte forfra i et sort hul på bunden med alle de mentale, sociale og økonomiske problemer, der følger. For så - forhåbentlig - at få sig arbejdet op til at leve et nyt liv på desperat jagt efter en ny kæreste.

- Fem uger før premieren kom en kollega forbi og kasserede halvdelen af mit materiale. Alle de ting, der var så vigtige, da jeg gik i gang, var nu pinlige, selvmedlidende og ligegyldige på den anden side af skilsmissen, lyder det ærligt fra Jacob Tingleff ved premieren.

Det materiale, der har overlevet den skånselsløse udskilning fra kollegaer som Lasse Rimner, Frank Hvam og Mads Wille, står ganske skarpt tilbage. Det er rædslen for Statsforvaltningen, hvor den skilte families fremtidige forhold bliver genstand for en voldsom kønskamp i et miljø af kvinder. Det er problemer med bank og penge og nye naboer, når villaen afløses af en to-værelses lejlighed som syv-syv far. Det er den anstrengte økonomi, de rigide banker - og drømmen alle de skønne kvinder, der snart skal slange sig på farmands seng.

I glimt viser Jacob Tingleff ansatser til den moderne mand, der har gjort sig fri af en religiøs opvækst, hvor man aldrig talte om følelser. Dér er ansatser til klog indsigt.

Uanset om man har prøvet skilsmissen selv, er lykkeligt gift eller stadig leder, er der masser af tankeguf at hente i "Ulige Uger".

28. okt. 2014 - 13:15   28. okt. 2014 - 13:20

Comedy

Gert Poder
Anmelder
4

Ulige Uger - Stand-up show om livet efter skilsmissen. Tekst: Jacob Tingleff. Frederiksbergscenen. Til 1. november 2014.