I science-fiction er det almindeligt, menneskene har forladt Jorden og fundet flere nye hjem blandt stjernerne. I Interstellar gives der i stedet et bud på den tidlige udforskning af "The Final Frontier".

NASA har ikke givet penge til Interstellar, men det kunne de lige så godt have gjort.

I Interstellar er de sidste af jordens afgrøder er ved at forsvinde, støvstorme hærger, og menneskeracen er ikke mange generationer fra at uddø.

Landmand og tidligere rum-ingenør, Cooper (Matthew McConaughey), må forlade sin familie til fordel for den sidste overlevende del af NASA, den amerikanske rumfartsadministration, som vil sende ham ud blandt stjernerne for at finde menneskeracen et nyt hjem.

Den nye Spielberg

Instruktøren Christopher Nolan er blevet kaldt den nye Spielberg (Jurassic Park), og har med sin Batman-trilogi og Inception cementeret sig selv som værende et urokkeligt navn på (film-)stjernehimmelen. Sammen med filmkomponisten Hans Zimmer har de to nærmest enevældigt sat dagsordenen for, hvordan seriøse storfilm skal se ud, og hvordan de skal lyde.

Billed- og lydsiden er da også ekstremt smukt komponeret, og det er kun sjældent at Zimmers orgel-kompositioner skyder ved siden af. Musikken fortjener en artikel for sig selv, men lad det blot være sagt at den spiller på hele følelsesspektrummet.

Rumrejser som den absolutte ekstrem

"Rumrejser repræsenterer for mig den absolutte ekstrem af, hvad det vil sige at være menneske", siger Nolan, og det ses tydeligt; det er de helt store og de helt nære spørgsmål, som bliver udforsket. På elegant vis skiftes der fra det helt store til det helt nære, og det viser sig ofte, at de to ting ikke kan adskilles. 

Interstellar er intet mindre end fremragende. Den seriøse tone bliver afløst af komiske indslag på de helt rigtige tidspunkter, skuespillet er glimrende. På trods af de enkelte mangler, Nolans til tider noget udpenslende stil, og den åbenlyse NASA-hyldest, er filmen et glimrende bud på en film om både det nære og det fjerne. Formidlingen af verdener på denne store skala virker både intimt og nært, og i løbet af filmens næsten tre timer er der kun få svipsere.

Illusionen brister til tider, enten med en lidt for sentimental replik, en lidt for udpenslet udredning af plottet, en lidt for lang slutning eller store overraskelsesmomenter, som man måske havde gættet på forhånd.

Hyldest til NASA

NASA får den centrale rolle i Nolans værk. Filmen er en hyldest til den organisation som tog mennesket til månen, og den hyldest kommer i en tid, hvor flere og flere stemmer i USA taler om en bemandet mission til Mars.

Illusionen brydes desværre, når denne hyldest er så tydelig, som den er, fordi man hives ud af biografen og tilbage ud i en virkelig verden.

NASA har ikke givet penge til Interstellar, men det kunne de lige så godt have gjort. De ville måske ikke være så glade for, alle de ikke-videnskabelige måder rummet bliver fremstillet på, men det er en anden sag.