24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Spartacus' far fylder 100

Forfatteren Howard Fast

Spartacus' far fylder 100

Den amerikanske forfatter og modtager af Stalins Fredspris skrev hele sit liv om undertrykkelse og herskere, det være sig i antikkens Rom eller blandt USA's indianere.

Howard Fast taler til Oswego High School i staten New York under FN-ugen i 1943.
FOTO: Marjory Collins
1 af 1

En af verdens mest produktive forfattere, den amerikanske Howard Fast, ville den 11. november 2014 været blevet 100 år. Howard Fast skrev over 80 bøger, hvoraf en del, eksempelvis "Spartacus", blev bestseller verden over. Hans bøger er oversat til 82 sprog.

Howard Fast, hvis bøger står i de fleste socialisters hjem herhjemme, blev født i New York 11. november 1914 i dickensk fattigdom af indvandrede forældre.

Stilen var let og populærhistorisk, og han har i alt solgt over 80 million bøger. Hans problem var, at "jeg har flere uskrevne historier i mig, end jeg kan tænkes at nå i min levetid".

Howard Fast, hvis bøger står i de fleste socialisters hjem herhjemme, blev født i New York 11. november 1914 i dickensk fattigdom af indvandrede forældre. Faderen var ukrainsk-jødisk og moderen britisk-jødisk.

Moderen døde,da han var lille, og faderen var arbejdsløs fabriksarbejder under den store depression, så Howard og hans tre søskende måtte sælge aviser, tigge og stjæle mad, mens de blev opdraget af diverse slægtninge.

Kontakt til socialismen

Ret ung begyndte han, i lighed med Woody Guthrie, Joe Hill og Jack London, at blaffe rundt for at finde småjobs. "Jack Londons 'Jernhælen' var min første kontakt med socialismen og har haft en enorm effekt på mig". Senere mødte han kommunister i John Reed Club, hvor også Hans Scherfig kom.

Som 18-årig debuterede han med den historiske romance "To landsbyer". Den blev fulgt op af novellesamlingen "Afgang og andre historier" (1938), der var dedikeret til de amerikanske spaniensfrivillige. Titelhistorien handler om en ung frivillig i Abraham Lincoln Brigaden i den spanske borgerkrigs sidste dage.

Howard Fast
Foto: Wikipedia

Så skrev han "Flugten mod friheden" (1941) om indianeres forsøg på at vende tilbage til deres jord og hans første succes, "Borger Tom Paine" (1943). Den handler om englænderen Paine, der som revolutionær spillede en stor rolle i den amerikanske uafhængighedskrig i 1776 og den franske revolution i 1789 – en bog med mange selvbiografiske træk.

Så kom "Frihedens vej" (1944) om en tidligere slave i 1870’ernes Virginia, der bliver valgt til det amerikanske senat og derfra kæmper slavernes kamp. Den blev filmatiseret i 1979 med Muhammed Ali i hovedrollen.

I 1944 udgav han en fremragende biografi om Jugoslaviens leder Tito – "Tito and His People".

Sortlistet kommunist

Under Anden Verdenskrig arbejdede han for det amerikanske ’War Information’. I 1943 blev han medlem af USA’s kommunistiske parti, CPUSA, hvilket førte til, at han i 1948, under de berygtede McCarthy hekseprocesser, sammen med 11 andre blev anklaget for uamerikansk virksomhed.

Han nægtede at oplyse navnene på bidragsydere til en fond for forældreløse børn af amerikanske veteraner fra den spanske borgerkrig (en af bidragsyderne var præsident Roosevelts hustru Eleanor) og fik tre måneders fængsel. FBI havde 1000 sider på ham.

På det tidspunkt begyndte han på sit mesterværk, "Spartacus" (1951) om et slaveoprør i romertiden. Howard Fast var sortlistet, og da "Spartacus" blev afvist af otte forlag, måtte han oprette sit eget forlag, Blue Heron Press. Bogen blev en verdenssucces og filmatiseret i 1960 med Kirk Douglas i hovedrollen.

Inden da fik han udgivet "Clarkton" (1947), "Børnene" (1947) og "Silas Timberman" (1954). Den handlede om et offer for Mccarthyismen, og den udkom sammen med fire andre på DKP’s forlag Tiden. Han var derudover under pseudonymet Walter Ericson begyndt at skrive  "Fallen Angel" (1952). Sortlistningen af ham ophørte først i 1958.

The Daily Worker

I 1949 deltog han i Den Internationale Fredskonference i Paris, og kort tid efter begyndte han at skrive for den kommunistiske avis The Daily Worker. Han var den førende kommunistiske forfatter i USA, da han i 1953 modtog Stalins Fredspris, sammen med blandt andre den chilenske digter Neruda og den amerikanske sanger Paul Robeson. Han modtog prisen i New York, da de amerikanske visamyndigheder nægtede ham udrejse til Moskva.

Samme år skrev han romanen "Sacco og Vanzettis bedrift" om to italienske immigranter og anarkister, der blev henrettet i 1927 for mord og røveri trods manglende bevis.

I 1957, efter Krustjovs afsløringer af stalintiden, forlod han og The Daily Workers redaktør partiet, og avisen lukkede. Howard Fast skrev i sin selvbiografi "Being Red" (1990), at "i partiet fandt jeg ambitioner, snæversynethed og had; jeg har også fundet kærlighed og engagement og stort mod og integritet, og nogle af de ædleste mennesker, jeg nogensinde har kendt".

Samme år udgav han bogen "Den nøgne Gud: Forfatteren og kommunistpartiet" om hans år i partiet.

De sidste år

Han flyttede til Californien og ernærede sig som manuskriptforfatter til film, skrev børnehistorier og fra 1977 den store familiesaga "Indvandrerne", og "Anden generation" om en families trængsler fra århundredskiftet til og med Vietnamkrigen.

Under pseudonymet EV. Cunningham skrev omkring 20 bøger, heriblandt syv krimier om kriminalbetjenten Masao Masuto i Beverly Hills, Californien, hvis interesser er roser og zen-buddhisme.

Howard Fast var gift flere gange, fik to børn (og tre stedsønner). Hans svigerdatter var den kendte forfatter Erica Jong. Han døde i 2003.

Hans bøger fås antikvarisk mange steder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2014 - 15:45   16. okt. 2020 - 15:21

Portræt

Bjarne Nielsen
Anmelder