Hvis man skal vælge én begivenhed som illustration på "SikkerhedsStatens" katastrofale indvirkning på et frit, åbent samfund, er det svært at finde et bedre eksempel, end da den britiske efterretningsstjeneste marcherede ind på avisen The Guardians redaktion i London midt under NSA-afsløringerne og tvang journalisterne til at smadre deres egne computere.

Computere indeholdene et stort udsnit af Snowden-dokumenterne.

Citizenfour er et unikt historisk dokument og et nærbillede i realtime om en af de største lækager af hemmeligstemplet materiale i verdenshistorien.

En ting er at læse om denne episode, eller få den genfortalt af personer der var tilstede. Noget helt andet er, at se de originale, rystende optagelser af alvorlige mænd med vinkelslibere, boremaskiner og sikkerhedsbriller, i fuld gang med at pulverisere computerchips og pressefrihed.

"I har haft jeres sjov", udtalte en højtstående talsmand for den britiske regering dengang – men nu må det være slut. "Sjov" betød at gøre det som en fri, kritisk presse per definition er sat i verden for at gøre: stille magthaverne til ansvar overfor befolkningen.

Et historisk dokument

En eller anden havde heldigvis åndsnærværelse nok til at filme optrinnet med sin mobiltelefon og Laura Poitras har taget optagelsen med i sin banebrydende film.

Citizenfour er historien om whistlebloweren Edward Snowdens afsløring af total, altomfattende masseovervågning af den globale offentlighed – og ikke mindst et studie i mod og beslutsomhed, der kredser om spørgsmålet: Hvad får et menneske til at opgive stort set alt for sine principper?

"Menneskets kamp mod magten", skrev den tjekkiske forfatter Milan Kundera, "er erindringens kamp mod glemsel". I dette specifikke tilfælde, blev computerne med dokumenter godt nok destrueret, men alligevel vandt mennesket og erindringen over magten og glemslen, til trods for magtens demonstration af, hvor langt ude på det totalitære overdrev vi befinder os.

Der er ikke meget sjov ved at have formel pressefrihed, hvis man aldrig bruger den til noget fornuftigt.

For dels havde The Guardian ikke engang hele arkivet af Snowdens dokumenter og dels havde de allerede delt deres andel, med flere andre medier i USA. Så i stedet for at true medierne til tavshed, opnåede de autoritære bøller blot, at få understreget en evig sandhed: mængden af rettigheder man har, er altid lig med mængden af rettigheder man benytter sig af. Udgiv eller uddø, som WikiLeaks ville sige.

Der er ikke meget sjov ved at have formel pressefrihed, hvis man aldrig bruger den til noget fornuftigt.

Citizenfour er et unikt historisk dokument og et nærbillede i realtime om en af de største lækager af hemmeligstemplet materiale i verdenshistorien.

I modsætning til mange andre dokumentarfilm, hvor vi ser endeløse interviews med folk der har oplevet et eller andet - Hvordan var det? Fortæl fortæl! - arbejder Laura Poitras indenfor Cinema Vérité genren (nej, jeg kendte ikke betegnelsen inden hun lærte mig det), hvor det føles som om man selv er tilstede mens tingene sker – af den simple grund, at det var Poitras med sit kamera. Show, don't tell.

>> Læs også: "Bogen, du ikke må lukke øjnene for"

Et par enkelte undtagelser er der dog også plads til: Vi ser arkivoptagelser af ledende amerikanske efterretningschefer der lyver for kongressen (hvilket er en alvorlig forbrydelse).

Mest fantastisk er den efterhånden ikoniske scene hvor James Clapper bliver direkte adspurgt af senator Ron Wyden: "Indsamler NSA oplysninger af nogen som helst art, om millioner eller hundrede af millioner af amerikanere". Clapper ser mildest talt ikke imponeret ud og svarer: "Nej Sir". Wyden kigger vantro på efterretningsbossen og spørger: "Gør I ikke?!?", hvortil den nu næsten smeltede Clapper svarer: "Nej Sir – ikke med vilje i hvert fald. Der er – måske – tilfælde hvor vi utilsigtet kan komme til det, men ikke med vilje", mens han tværer sin hånd rundt på sin skaldede isse.

Denne ordveksling sad Edward Snowden og så på TV, da den fandt sted i april 2013. To måneder senere trak han så tæppet væk under NSA, da han afslørede løgnen. Resten er historie – og CitizenFours tyngdepunkt.

Halvanden uge i Hong Kong

Hovedparten af filmen er optaget over halvanden uge i Hong Kong, hvor tre journalister (Glenn Greenwald, Poitras selv og Ewen MacAskill fra The Guardian) for første gang møder deres kommende kilde, Edward Snowden. Vi ser – og hører – de autentiske optagelser af, den unge mand, der på et efterhånden velkendt, mere eller mindre klaustrofobisk hotelværelse, forklarer hvad han gør, hvorfor – og hvorfor han ikke kunne gøre anderledes.

Vi ser, hvor omhyggeligt han har planlagt både at indsamle de tophemmelige dokumenter fra sin arbejdsplads, hvordan de kan udgives i samarbejde med journalister og vi hører hvordan han selv, helt fra starten, har tænkt sig, at stå frem og stå ved sin handling, så ingen andre skal falde under mistanke – og for at være et eksempel til efterfølgelse. "Jeg er ikke bange for jer. I kan ikke skræmme mig til at indordne mig, som I har gjort det med alle andre."

Det er en vigtig pointe, som også ligger til grund for filmens titel. Snowden er bare én i række af insidere som siden 11. september i variende grad har forsøgt at råbe vagt i gevær over afmonteringen af demokrati, retsstat og frihedsrettigheder.

Der var nogle før Snowden (Bill Binney, Thomas Drake, Kirk Wiebe m.fl.) – og der er allerede kommet flere til siden Snowden (John Napier Tye m.fl.)

Forfølgelse af whistleblowere

Indtil nu har den skæbne der venter whistleblowere været massiv forfølgelse, dæmonisering i ukritiske medier, farcelignende retssager og gerne årtier i en gummicelle.

Signalet er ikke til at tage fejl af: Ret ind, eller der bliver gjort et eksempel ud af dig. Men Snowden rettede ikke ind.

Umiddelbart efter, at Snowden trådte frem, blev Chelsey Manning idømt 35 års fængsel ved en militær domstol, for at have udleveret hemmelige dokumenter til WikiLeaks og andre medier. Hun blev anklaget for at have hjulpet "fjenden". Hvem "fjenden" egentlig er, var hemmeligstemplet (ikke en joke, desværre), men efter alt at dømme er det os; offentligheden.

Signalet er ikke til at tage fejl af: Ret ind, eller der bliver gjort et eksempel ud af dig. Men Snowden rettede ikke ind.

Jo hårdere der slås ned på whistleblowere, jo flere er vi, der får øjnene op for at problemerne er massive.

For magt udøvet i mørket, udenfor demokratisk kontrol, er illegitimt.

Nu er Edward Snowden selv blevet et eksempel til efterfølgelse. I stedet for at blive underkastet torturlignende behandling, isolationsfængsel og mundkurv, er han nu i (fysisk) sikkerhed i Rusland, hvor han har opnået asyl; først for et enkelt år, indtil det i sommers blev  forlænget med yderligere tre år.

Her kan han gøre og sige som han vil, hvilket han i større og større grad benytter sig af, både i forhold til at optræde via videolink over hele verden, til at skrive kronikker, til at give interviews, til at få besøg af journalister, familie og kampfæller.

Det eneste Snowden tilsyneladende ikke havde tænkt på, var hvad han skulle gøre efter at han udleverede de op mod 100.000 tophemmelige dokumenter til journalister.

Han havde ganske simpelt ingen exit-strategi. Måske regnede han ikke med nogensinde at slippe ud af Hong Kong? Det kan man ikke fortænke ham i.

Vi ser hvordan lokale advokater og menneskerettighedsaktivister prøver at hjælpe ham, men ellers glider filmen let henover, hvordan han kom ud af Hong Kong – og hvorfor han endte i Rusland.

Vi får et lille hint, i en kort scene hvor man ser Julian Assange fra WikiLeaks der prøver at arrangere et privatfly, der kan hente Snowden i Moskvas lufthavn. Planen realiseres dog aldrig og han ender med at måtte tilbringe 40 dage dér, sammen med sin ledsager, Sarah Harrison (også fra WikiLeaks) inden han får asyl.

Perspektiver for modstand

Hen mod slutningen af Citizenfour ser vi, at Snowden er blevet genforenet med sin kæreste gennem mange år, som nu er hos ham i Rusland.

Et noget andet – og trods alt mere tillokkende – perspektiv, end vi er vant til, og noget som fremtidige whistleblowere med garanti vil blive inspireret af. 

På bedste agentvis ser vi journalisten Glenn Greenwald skrive noter på små sedler og række dem til en mere og mere måbende Edward Snowden.

Man kan udfordre de mest magtfulde efterretningstjenester i verden uden at få sit liv revet fuldstændig i stumper og stykker. Dette demonstreres også, lettere kryptisk, til sidst i filmen, hvor sløret løftes for, at der er en ny whistleblower på banen. 

På bedste agentvis ser vi journalisten Glenn Greenwald (som har lært en del om sikker kommunikation, siden han ikke magtede at installere kryptering på sin computer, da Snowden første gang forsøgte at komme i kontakt med ham for cirka to år siden) skrive noter på små sedler og række dem til en mere og mere måbende Edward Snowden: Over en million mennesker er på den amerikanske regerings watchlist (inden 11. september var der en håndfuld). Droneangreb koordineres fra en amerikansk militærbase i Tyskland (skandale!). Beslutningsprocessen går helt op til POTUS (den amerikanske præsident).

Det er vildt dette her. Synes Snowden. Som man jo skulle mene, ellers selv har en vis forståelse både for efterretningsvirksomhed og for hvad der er "vildt".

Bagefter ser vi, at Greenwald river sedlerne i stykker igen. Man skulle jo nødigt ende med at udlevere beviser mod sine kilder.

Udover sine åbenlyse filmiske kvaliteter gør filmen det fuldstændig umuligt for enhver med bare et mindstemål af ærlighed at så tvivl om Edward Snowdens motiver: Han er en klassisk, all-american whistleblower, der har givet vigtig information om ting der ikke burde foregå, tilbage til de retmæssige ejere: offentligheden.

Information om et amokløbent masseovervågningsmaskineri, der ville have fået STASI til at blive våd i trussen. Enhver der har plapret løs om at Snowden skulle forestille at være kinesisk/russisk spion eller narcissist, burde skynde sig at fare til tasterne for at skrive et Mea Culpa af de helt store. Det håber jeg virkelig at de vil gøre; én ting er at tage fejl, noget andet, at lade være med at rette op på skaden efterfølgende.

Den absolut bedste anmeldelse af filmen, du nogensinde kommer til at læse, er skrevet af IT-nørden (en positiv betegnelse) Poul-Henning Kamp for hjemmesiden "Ingeniøren". I sin anmeldelse rammer Kamp hovedet på sømmet, da han fortæller hvorledes han og hans slæng af andre tech-specialister ser på Snowden:

"Han er vores mand, systemadministratorenes første rigtige helt. Det langt alvorligere spørgsmål, om jeg kunne have været ham, kender jeg ikke svaret på. Jeg ved simpelthen ikke om jeg som sysadm i FE ville kunne blive så oprørt at jeg forlod alt hvad jeg har kært, for at kaste min lid på at to journalister ville kunne vindikere min harme, mens jeg selv risikerede at blive spærret inde i isolation resten af mit liv. Som systemadministratorer har vi en rigtig grim tendens til at nå til et punkt hvor vi siger "Det er over mit løntrin" og gå hjem og spille brædtspil med vennerne mens vi snakker om noget helt andet. På rigtig mange måder er Snowden den første systemadministrator der virkelig gik ind i politik og jeg håber rigtig mange andre følger efter." (læs hele anmeldelsen her)

Op af biografsædet!

Citizenfour havde premiere den 11. november under dokumentarfilmfestivallen CPH:DOX, hvor Laura Poitras også havde sammensat et program af oplæg, film m.m., som alle kredsede om samme emne. Premieren var totalt udsolgt lang tid i forvejen.

Faktisk er interessen for filmen så massiv, at der udover de 4 planlagte forestillinger i stor hast blev arrangeret 10 ekstraforestillinger under filmfestivallen (en rekord) som alle også er stort set udsolgte. CPH:DOX er gået nu ind som distributør af Citizenfour, så den hurtigt kan blive vist i biografer rundt om i landet. I skrivende stund har Aalborg, Kolding, Odense og Aarhus sat den på plakaten.

Nej til masse-overvågning, nej til forfølgelse af whistleblowere, nej til magt uden ansvar. Se Citizenfour så snart du kan. Og gør noget ved det.

Når du sidder og bruger din tid på at læse dette her, betyder det nok, at du i forvejen er med på, at Snowden er en helt – og med på, hvorfor NSA-afsløringerne er afgørende vigtige for demokratiet og retsstaten.

Og nu kan du som læser, sørge for at andre der ikke har fulgt nær så godt med, også får en chance for at komme ind i kampen: Kontakt biografen i dit lokalområde, uanset hvor stor eller lille den er, og spørg om/forlang at Citizenfour bliver sat på plakaten. Saml gerne på forhånd en flok venner/familie/kollegaer, der kunne tænke sig at komme med i biografen.

>> Her er en liste over danske biografer: Ring, skriv, mail, duk op.

Poul-Henning Kamp afslutter sin anmeldelse af Citizenfour med ordene:

"Se filmen. Bland jer i politik. Stem politistaten bort. Og en stor tak til Laura Poitras for en fantastisk film."

Præcis.

Og jeg sagde selv tak til Laura mere end et par gange både efter premieren og til nogle af de efterfølgende arrangementer under CPH:DOX. Men tak, indblanding i politik og at stemme er ikke alt hvad der skal til. Vi må også lære at sige fra. "Nej" er det smukkeste ord i det danske sprog – og nu er det tid til at bruge det.

Hvis Snowden-affæren har lært os noget andet og mere end hvor skidt det står til med masseovervågning, er det at vi lever i demokratier, hvor borgerne ingen indflydelse har – og i retsstater hvor de store forbrydere – dem med magt, ministerbiler og rygrad som kakaomælk –  kan slippe af sted med hvad som helst ved at true andre til tavshed.

Alt, alt for længe er de sluppet af sted med netop dette, fordi whistleblowere har stået alene mod en grotesk overmagt, dovne medier og et civilsamfund, der ikke kunne finde ud af hvad de skulle gøre med det hele.

Nu må det være slut. Nej til masseovervågning, nej til forfølgelse af whistleblowere, nej til magt uden ansvar. Se Citizenfour så snart du kan. Og gør noget ved det.