Ud fra et givent plot og improvisationer af de medvirkende har Betty Nansen teatret skabt en barsk og trist forestilling på anneks-scenen Edison. En flok unge redder sig i land på en forblæst og gold ø, efter at de som de eneste har overlevet et flystyrt.

Forestillingen er fyldt med store vægtige emner: behovet for at tilhøre en gruppe, ret og moral, manipulation og herskerteknikker, reality-tv og virkelighed. Og på mange måder er historien bygget op som et reality-show i tv, bortset fra at det foregår i virkeligheden, uden tv-kameraer, produktionshold og game-mastere til at skrue på de tekniske og psykologiske knapper – og så – alligevel – så er det jo en teaterforestilling, hvor de medvirkende spiller roller i den time og 50 minutter, stykket varer.

Derefter træder de jo ud af universet og bliver københavnere omgivet af Danmark som alle os tilskuere. Og det er nok selve kernen i ideen og forestillingen, og som jeg ser det – problemet. Der er noget kalkuleret over hele ideen. Det skal jo være underholdende for at vække interesse og få publikum i salen, men rammerne er forudsigelige og kendte, og det smitter af på forestillingen.

Der er noget kedeligt kendt over den dramatiske og voldelige opvisning. Vi ved hvad der sker, vi ved hvad vej det går – af helvede til. Det er ligesom blevet den alment accepterede fortælling om, hvad der sker, hvis en gruppe placeres udenfor samfundet, under ekstreme vilkår og fastlagte regler; Det bliver den stærkest ret, og brutaliteten tager over.

Så hvorfor er det at vi skal se denne forestilling? Hvad er det væsentlige i den historie? Jeg har aldrig været der, men er det virkelig den eneste ve,j det kan gå? Kan der ikke ske noget overraskende og uventet? Noget der taler menneskets væsen til fordel?

Skuespillerne kæmper og spiller med energi og indlevelse og gør det rigtig godt. I hver deres rolle fylder de deres funktion ud i stykket. Stykket er skabt af Betty Nansen teatret, professionelle skuespillere, C:ontact og denne gruppes skuespillere.

Man kan ønske at forestillingen maner til eftertanke og besindighed for de mange unge som den henvender sig til. At det omsættes til ny bevidsthed og erkendelse om det at være menneske og hvordan man ønsker at være det. Som Brecht sagde: Mennesket er menneskets skæbne, så det ligger i vores hænder.