Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, har i denne uge travlt med at lange ud efter arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere, som hun mener får "for meget".
Venstre har nemlig søsat en kampagne mod kontanthjælpen. Som eksempel bruges et ægtepar på kontanthjælp med tre børn, som angiveligt "får" 454.215 kroner. Beløbet er fremkommet ved at medregne begge forældres kontanthjælp samt boligsikring, tilskud til dagtilbud og børne- og ungeydelser.
Arbejderen har set nærmere på, hvor meget Inger Støjberg egentlig selv får, når man medregner det hele. Spørgsmålet er, om det er "for meget"?
Inger Støjberg kan hæve sin ministerpension som 66-årig - mens almindelige danskere først kan få udbetalt pension, når de er 69 år.
Som menigt medlem af Folketinget får Inger Støjberg et årligt såkaldt vederlag på 616.295 kroner. Herudover får hun et skattefrit omkostningstillæg på 60.567 kroner årligt.
Hun får stillet gratis telefon, computer og Ipad til rådighed og kommer på gratis rejser betalt af Folketinget. Skat vurderer, at værdien af fri telefon er 2.600 kroner årligt.
Gratis transport
Det er uklart, om Inger Støjberg tjener noget ved siden af sit arbejde i Folketinget. Folketingets politikere kan selv indberette, om de har andre indtægter og økonomiske interesser - eksempelvis ved at sidde i bestyrelser i virksomheder. Men Inger Støjberg "har ikke indsendt oplysninger i henhold til reglerne om frivillig registrering af folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser", står der at læse på hendes profil på Folketinget.dk.
Inger Støjberg bor i Hadsund. Det berettiger hende til at få en lejlighed i København gratis stillet til rådghed. Herudover kan hun få et årligt tilskud på 30.218 kroner til dobbelt husførelse. Arbejderen har forgæves forsøgt at få Inger Støjberg til at oplyse, om hun har en folketingsbolig i København, og om hun modtager tilskud til dobbelt husførelse. Men det er ikke lykkedes. Derfor har vi ikke medtaget disse goder i vores regnestykke.
Hun kan desuden få dækket sine transportudgifter mellem hendes folkeregisteradresse i Hadsund og Christiansborg. Beløbsgrænsen er fastsat ud fra, hvad det koster at tage i fly på arbejde. Hvis hun eksempelvis rejser hver uge mellem Hadsund og København, vil det svare til 44.496 kroner. Dette beløb har vi dog heller ikke medregnet.
Gylden alderdom
Inger Støjbergs ministerpost i VK-regeringen berettiger hende til en livslang ministerpension. Selvom hun kun var minister i to år og seks måneder, udløser hendes ministerpension lige så meget i pension, som det vil tage en statstjenestemand 14 år at optjene, nemlig 118.684,24 kroner årligt.
Inger Støjberg kan hæve sin ministerpension så snart hun når efterlønsalderen som 66-årig - mens almindelige danskere på hendes årgang først kan få udbetalt pension, når de er 69 år.
Den gennemsnitlige levealder for kvinder er i Danmark 82 år. Inger Støjberg kan altså se frem til mindst 16 år med ministerpension, hvis hun lever lige så længe som en dansk gennemsnits-kvinde.
Udover hendes ministerpension kan Inger Støjberg hæve sin folketingspension. Hun kan endda hæve sin ministerpension, hvis hun som 66-årig stadig arbejder og får løn.
Inger Støjberg har været medlem af Folketinget i 13 år og fire måneder (siden november 2004). Hvis hun når at sidde i Folketinget i sammenlagt mere end tyve år, er hun berettiget til en årlig folketingspension på 347.008,56 kroner årligt.
I så tilfælde kan hun se frem til en årlig pension på knap 466.000 kroner fra hun fylder 66 år. Da hun er blevet medlem af Folketinget før 1. juli 2007, vil hun kunne få den pension, som hun har optjent frem til 1. juli 2012, udbetalt, allerede når hun fylder 60 år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278