29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fattigdommens kvælende kappe

Fattigdommens kvælende kappe

Med "Lille Mand Hvad Nu" dramatiserer Mungo Park en af det 20. århundredes skarpeste portrætter af fattigdommens svøbe.

Spillerne i "Lille mand hvad nu": Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen, Maria Rich, Henrik Prip og Jonas Munck Hansen.
FOTO: Mungo Park Allerød
1 af 1

Der er egentlig ikke noget galt med Johannes Pinneberg og hans dejlige kone Emma Mörschel, Pusser kaldet. De er som hånd i handske, og så længe de to blot holder sammen, kan intet ondt vederfares dem selv eller deres barn, der blot hedder Sardinen.

De kæmper sig sammen gennem en kummerlig tilværelse som flip-proletarer i et Tyskland under den døende Weimar-republik

Det tror de to hovedpersoner i den tyske forfatter Hans Falladas (1893-1947) gennembrudsroman "Lille mand hvad nu" fuldt og fast på. De kæmper sig sammen gennem en kummerlig tilværelse som flip-proletarer i et Tyskland under den døende Weimar-republik. Det er det dejlige Mungo Park Teater i Allerød, der har dramatiseret denne geniale beskrivelse fra 1932 af livet i et Tyskland på vej ud i økonomisk, politisk og moralsk forfald.

Under overfladen lurer nazisternes menneskeforagt for tilværelsens "tabere", en degeneret kapitalistklasses nedtur og de stadig stærkere modsætninger mellem de, der forstår at rage til sig, og de, der er henvist til at betale prisen for et samfund i opløsning. Til de første hører Johannes' mor, der grådigt og grænsepsykotisk sælger sin krop til højestbydende og manisk skraber penge til sig, mens hendes søn sulter. Da Johannes og Pusser i deres økonomiske desperation flytter fra barndommens passive østersøby til hovedstaden Berlin, forlanger moderen uden blusel en formue for at leje et værelse ud til det unge par.

Martin Lyngbo har dramatiseret og instrueret stykket til et musikalsk ensemble-teater. Henrik Prip og Marianne Mortensen hopper ind og ud af historien, veltimet og hylende morsomt midt i den uafviselige tragedie, der vil ramme det unge par (Anders Budde Christensen og Maria Rich), mens Sardinen (Jonas Munck Hansen) ordløst akkompagnerer. Musikken er fra Mellemkrigstidens tyske sangskat som "Das gibt's nur einmal", "Unter einem Regenschirm" og "Wiegenlied".

Mungo Parks "Lille mand hvad nu" er en af den slags forestillinger, der fedter sig ind mellem ribbenene og ender med at knuge hjertet med en fløjlsklædt jernhånd.

13. mar. 2015 - 14:31   16. mar. 2015 - 12:08

Teater

Gert Poder
Anmelder
5

"Lille mand hvad nu". Instruktion og dramatisering: Martin Lyngbo efter en roman af Hans Fallada. Scenografi Rikke Juellund.