Der er de helt store film, der brager benene væk med sit format, sin størrelse og sit litterære forlæg. Så er der de små, inderlige, nærmest flydende dramaer, der får det gamle ur på væggen til at lyde hjemligt, trygt, sikkert, fordi der er så meget lort derude i den grusomme verden.

Det er en dejlig film, ikke mindst på grund af Heru Hilmarsdóttur som hverdagsludderen Eik og Thorstein Bachmann som den forrevne digter.

Den islandske filminstruktør Baldvin Zophoníassons "De små ting" er af den sidste slags. Lavmælt, svidende ærligt og uhyggeligt virkeligt graver filmen ned i livets dynd. Den hedder egentlig "Life in a fishbowl" – livet i et akvarium –og på islandsk "Vonarstrætir", der betyder "Håbets Stræde",

Forvirret? Det er filmens tre hovedpersoner – forvirret af tilværelsen, der fører dem rundt i den islandske hovedstad Reykjaviks mere eller mindre stuerene miljøer. Lyden er den italienske Eurovision-vinder "Non ho l'età" (Jeg er ikke gammel nok) med den 16-årige Gigliola Cinquetti fra København i 1964, fortolket drivende sentimentalt på værtshus-islandsk.

Det er lige før fiskestatens bobleøkonomi springer med et enormt blop, så der er masser af kroner og knitrende dollars i omløb. Nogle drypper af på den billedskønne Eik, der til hverdag passer borgerskabets små unger i en børnehave og om aftenen gokker mændene af for at tjene lidt ekstra, for livet er dyrt med en lille datter. Penge som græs har den sympatiske, tidligere fodboldstjerne Sölvi, der starfucker sig gennem bobbeløkonomien og på få måneder forvandler sig til byens største røvhul. Endelig er der Móri, den fordrukne digter, der dagligt pisker sin martrede sjæl for dét utilgivelige, der skete for 10-12 år siden.

"De små ting" trænger gennem de tre hovedpersoners dobbeltliv og sætter ærlighed over for løgn, ungdommens ret til at blomstre over for stanken fra et fordærvet indre, menneskets ret til at vælge gold mammon fra og erstatte smerte med hjerte.

Det er en dejlig film, ikke mindst på grund af Heru Hilmarsdóttur som hverdagsludderen Eik og Thorstein Bachmann som den forrevne digter. I Islands udgave af Bodil snuppede de og filmen 12 priser samt hovedkonkurrencerne i Prags Febiofest og de nordiske filmdage i Lübeck.

Det er islandsk kunst, når det er bedst – mystisk, mytisk, magisk, men hele tiden med skruen i vandet – lige til at varme solhungrende sjæle i en kold forårstid.