Besparelserne på hjælp til handicappede er gået for vidt, erkender SF-rådmand i Aarhus Kommune Thomas Medom.
Erkendelsen af, at besparelserne på handicapområdet er gået alt, alt for vidt, er vigtig.
Sytter Kristensen, LEV
Aarhus Kommune, med rådmand Thomas Medom i spidsen, har været ude i et heftigt stormvejr om forældrebetalingen for døgnanbragte børn med handicap. En sag, der endte med, at Aarhus blev underkendt i Ankestyrelsen - og som har fået byrådet til helt at stoppe opkrævningen af forældrebetaling for denne gruppe familier.
>>LÆS ARTIKEL HER
Men det er langt fra kun familier med børn med handicap, der er blevet ramt hårdt af de senere års voldsomme besparelser i Aarhus Kommune. Også voksne med handicap har været ramt af besparelserne.
Og det vil rådmandens parti, SF, nu gøre noget ved.
Til JP Aarhus udtaler Thomas Medom blandt andet:
– Nedgangen i serviceniveauet på handicapområdet skal stoppes. Det er rigtig svært for et byråd at fastholde, at handicappede ikke kan komme på en uges ferie i Danmark. Det er ikke værdigt.
40 millioner kroner
Konkret foreslår SF i Aarhus, at der afsættes 40 millioner kroner på budgettet, så nedgangen i serviceniveauet kan stoppes. Pengene skal komme fra en skattestigning på en promille.
LEVs landsformand, Sytter Kristensen, glæder sig over SF’s udmelding:
– Erkendelsen af, at besparelserne på handicapområdet er gået alt, alt for vidt, er vigtig. Det har haft store negative konsekvenser for ikke mindst mennesker med udviklingshæmning. Det burde rådmanden også kunne få resten af byrådet til at indse.
LEV er en privat landsdækkende forening for mennesker med udviklingshæmning, pårørende og andre interesserede.
– Jeg kan ikke vurdere om 40 millioner kroner er tilstrækkeligt. Det er det næppe set i lyset af, at vi taler om årevis med konstante forringelser. Men det er bedre end ingenting. Finansieringen vil jeg ikke blande mig i, siger Sytter Kristensen til LEV's nyhedsbrev.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278