17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Velfriseret bramfrihed

Velfriseret bramfrihed

Det en gang så løsslupne syngehus Bakkens Hvile er i fare for at drukne i pænhed.

Dejlige ser de ud i Tina Grunwalds farverige kostymer, men den traditionelle bramfrihed er blevet erstattet af politisk korrekthed, og det er synd.
FOTO: Holger Hagelberg
1 af 1

Bakkens Hviles hjemmeside beskriver selv sin 2015-sæson som, at "tempoet er blevet højere, sangere mere tidsaktuelle, kustumeskiftende hyppigere og satiren er endnu mere i højsædet, end den tidligere har været."

Det en gang så løsslupne etablissement, der har leveret underholdning under bæltestedet til proletariatet siden 1877, er ved at drukne i pænhed. 

Gid det var så vel.

Det en gang så løsslupne etablissement, der har leveret underholdning under bæltestedet til proletariatet siden 1877, er ved at drukne i pænhed. I forbndelse med premieren i 2014 sagde stedets ejer, Dot Wessman fra Stefansens Forlystelser på Bakkens Hviles facebook-side, at hun vil kæmpe for Bakkens Hviles identitet – for etik, moral og anstændighed.

Det fik et par af hendes kvindelige kunder til at reagere. Den ene skrev: "Forstår bare ikk hvorfor Bakkens Hvile nu ikk vil være kendt for at være lummer og sjofel. Troede lissom det var konceptet..." Den anden fortsatte: "Det troede jeg også. Hvis I laver det om, svigter publikum." Yderligere to kvindelige gæster håbede på, at Dot Wessman ville skifte mening.

Det gjorde hun ikke.

Årets forestilling på Bakkens Hvile er stort set lige så renset for den særlige jargon, der i gode som i dårlige tider har holdt syngepigetraditionen i live, som en nypudret barnenumse. De mange drikkerunder, hvor stamkunder sender snaps og bajere op til de fem piger på scene, er blevet samlet til hver akts afslutning og de bramfri kvinders sjofle tilråb er reduceret til kønsløse vittigheder.

Bevares, de fem piger med Dot Wessman i spidsen er søde, sjove og på hver sin måde smukke, og Tanja Foss' sikre koreografi og Tina Grunwalds smukke kostymer falder fint i hak med Kenneth Sichlaus muntre klaverspil. Men hvis formålet har været at erstatte de gamle travere med ny satire, så er det mislykkes. Sigurd Barrett, Rasmus Krogsgaard, Ulla Jessen og Mickey Pless' nye viser er nøjagtig lige så tandløse som Danmarks bidrag til årets Melody Grand Prix. Til gengæld virker de gamle numre glimrende.

Det er synd, at Bakkens Hvile er blevet så tør i skrævet, at det støver. Der er ved gud ellers mere end nogensinde brug for saftig bramfrihed som kontravægt til nutidens politisk korrekte mainstream lirum-larum.

Kom hjem igen til lille mor på Lyngbyvej!

22. maj. 2015 - 15:05   30. maj. 2015 - 20:40

Syngepiger

gp@arbejderen.dk
2

Bakkens Hvile, sæson 2015. Instruktion: Dot Wesmann. Koreografi Tanja Foss. Til 29. august.