I morgen fejrer vi 100 året for den ændring af grundloven, der i 1915 sikrede stemmeret til kvinder og fattige mænd, for eksempel tjenestefolk uden egen bolig. Men hvordan er det gået siden?

Fattige og udsatte grupper i dagens Danmark kan formelt set stemme. De kan også selv stille op for et parti eller på deres egen liste. Men de deltager kun i begrænset omfang i valgene til Folketinget, byråd og regionsråd.

I deres dagligdag efter valget oplever de jo ofte at blive ladt i stikken af velfærdssamfundet.
Mikael Lindholm

- De sidste 30 år er valgdeltagelsen blandt socialt udsatte faldet støt. I dag stemmer kun cirka hver tredje socialt udsat, siger Mikael Lindholm til Arbejderen.

Han er tidligere projektleder af projekt Stemmer på Kanten og i dag konsulent hos Huset Zornig, der rådgiver staten, regioner, kommuner og institutioner om udsatte.

Ved valget i 2013 gik den landsdækkende kampagne Stemmer på Kanten på gaden, og mobiliserede socialt udsatte stemmer. Indsatsen betød, at valgdeltagelsen blandt kontanthjælpsmodtagere steg fra 31 procent til 39,7 procent, vurderede valgeksperter på Københavns Universitet efterfølgende.

Men der er stadig lang vej igen. Den gennemsnitlige stemmeprocent ved kommunal- og regionsvalget i 2013 var nemlig på 71,9 procent, så de udsatte grupper halter altså stadig langt bagefter. 

Ifølge Mikael Lindblom oplever de udsatte, at de ikke er en del af samfundet og ikke er en del af debatten. Hvis de endelig bliver omtalt i den politiske debat, bliver der talt til dem og ikke med dem. Det efterlader de udsatte med en følelse af håbløshed, når de oplever, at politikerne ikke taler om dem og de udfordringer, de møder i deres dagligdag, vurderer Mikael Lindholm.

- Når de hører politikerne tale om, at velfærdssamfundet skal sikre alle borgere de samme muligheder, tror de dem ikke. I deres dagligdag efter valget oplever de jo ofte at blive ladt i stikken af velfærdssamfundet. Og så har de svært ved at genkende sig selv i kandidaternes valgtaler. Den politiske debat er meget elitær, og især højtuddannede politikere står i spidsen for debatten. Det er ikke længere arbejderpolitikere fra fabrikshallen. Det skaber en fremmedgørelse mellem politikere og almindelige mennesker, siger Mikael Lindholm til Arbejderen.

Han mener, at de udsatte og fattige føler sig sat udenfor og marginaliseret af tonen i debatten.

- Tonen er ofte meget skarp. Og det er ofte samfundets allermest udsatte grupper - flygtninge- og indvandrere og kontanthjælpsmodtagere - som må stå på mål for politikernes hetz i valgkampe. Og så støder man altså de her grupper væk og skaber endnu større afstand fra dem. Det er en skam, når vi ved, at man med en forholdsvis simpel indsats i stedet kan inddrage dem.

Flere kvinder

Til gengæld er det gået bedre med at inddrage kvinderne, selv om der kom til at gå 70 år fra kvinderne fik valgret til de for alvor kom til at fylde i byrådssalene. Men stadig er der ikke lighed.

Ved valget i 1981 steg kvinders andel til 21 procent. Stigningen fortsatte op gennem 1980'erne for at toppe ved valget i 2013, hvor kvinderne udgjorde 29,3 procent af de valgte kommunalpolitikere i landets 98 byråd.

I dag udgør kvinderne kun 39 procent af Folketinget. Det er det hidtil højeste. Og kvinderne sidder på 42 procent af partiernes ordførerskaber i Folketinget.

Økonomisk - og politisk - umyndiggjort

Selvom kvinder og tjenestefolk fik stemmeret for 100 år siden, er der stadig en lille gruppe, der  - på trods af at de er danske statsborgere og over 18 år - ikke har stemmeret i dag.

Det er borgere, der har svært ved at styre deres økonomi og via et såkaldt paragraf seks-værgemål har fået frataget deres "retlige handleevne" - det vil sige, at de ikke kan købe på afbetaling, låne penge i banken og så videre. Begrundelsen er, at samfundet vil beskytte den pågældende - ofte udviklingshæmmede eller er psykisk syge - mod at blive forgældet.

Men konsekvensen af værgemålet er også, at man automatisk mister sin stemmeret, fordi der står i grundloven, at umyndiggjorte ikke har stemmeret.

Både Institut for Menneskerettigheder, handicaporganisationer og foreningen Lev mener, at det er i strid med FN's Handicapkonvention, at borgere, der har svært ved at styre deres økonomi, skal have frataget stemmeretten.