Gode kammerater. Det er alvor nu. Hver især har vi vores politiske skuffelser og frustrationer over de sidste fire års Socialdemokratisk-ledede regering. Det vil helt klart også komme frem undervejs i valgkampen, fordi vi også i ”rød blok” har politiske og strategiske forskelle mellem partierne.

Der er brug for mere rød politik og et større og klarere mandat til den statsminister, der forhåbentlig sætter sig i stolen efter 18. juni. Og nu bliver det lidt personligt, det her. Men jeg tror, at vi er nødt til at give hinanden håndslag på, at vi skal i gang med en større genopretning af velfærdsstatens kernesøjler.

Der er i min verden ved at være vel langt til det Danmark, jeg elsker.

Det er på mange måder fint med, "det Danmark, du kender". Men der er i min verden ved at være vel langt til det Danmark, jeg elsker.

Det Danmark, hvor vi skaber frihed gennem mere lighed. Hvor vi griber hinanden, når vi falder. Og hvor vi tror på, at mennesker kan, hvis de får lov.

Frihed er noget, vi skaber, for os selv og hinanden, når vi styrker indsatserne for mere lighed. Når vi sikrer reel fri og lige adgang til uddannelse. Insisterer på, at der ikke skal være en karakterbestemt grænsebom mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Insisterer på, at uddannelsesinstitutioner skal være tæt på, hvor mennesker bor.

Frihed vokser, når man får reel mulighed for at bryde med sin sociale arv. Når vi gennem velfærdssamfundet prioriterer de tidlige og forebyggende indsatser overfor det barn eller den unge, der vokser op i udsatte familier. Når daginstitutioner og skoler har tilstrækkeligt med ressourcer til at støtte og styrke det enkelte menneske. Frihed vokser, når vi bekæmper ulighed. Også den økonomiske ulighed, som vokser, også i Danmark.

I det Danmark, jeg elsker, er vi bedre til at gribe hinanden, når vi falder. Hullerne i det sociale sikkerhedsnet er blevet for store. Kommunernes økonomi flere steder så stram, at de sociale indsatser, der egentlig er behov for, ikke altid prioriteres. Borgere bliver underlagt systemtænkning i en grad, så man må spørge sig selv, om det virkelig er måden at forvalte velfærdsstaten på.

De tidlige indsatser, helhedstænkningen og brugen af de fagligheder, som socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger, sosu’er, sundhedsplejersker og så videre har – får ikke plads og vægt. Det gør systemet, kasserne og Excelarkene.

I det Danmark, jeg elsker, vender vi dét på hovedet. Sætter fagligheden fri og tror på, at man kan, hvis man ellers får lov. Både som fagperson og medarbejder et sted i velfærdssamfundet – med børn, der har brug for særlige indsatser, familier i krise der skal have hjælp, psykisk syge som har brug for meget andet end medicin. Men også som borger og menneske. Tror på, at det enkelte menneske kan, hvis vi giver lov.

Godt valg!