Det tager nogle dage at komme sig over et valg, hvis konsekvenser kan blive yderst alvorlige. Der er grund til bekymring, for velfærden, for retssikkerheden, for hvordan der vil blive talt om mennesker med anden etnisk herkomst – ja, groft sagt er der rigtig meget grund til bekymring!

Men hvis man skal lede efter et lille lyspunkt, så er der måske et! Et der er skabt af, at man nu kan tælle til 60.

Her hvor valget er overstået, og Løkke bakser med opgaven som kongelig undersøger, bliver det mere og mere tydeligt: Det handler selvfølgeligt om EU.

De tre partier har mulighed for at kræve afstemning om Bankunionen.

Hvis vi ser på det Folketing, der nu er sammensat med sine EU-modstander briller på, så er der sket noget interessant: Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kan tilsammen mønstre over 60 mandater.

Hvorfor er det interessant? Det er det, fordi de tre partier i valgkampen gav hinanden håndslag på, at hvis de tilsammen fik 60 mandater, ville de bruge dem aktivt til at sikre, at vælgerne bliver spurgt, før der afgives mere magt til Bruxelles.

Med 60 mandater har de netop den størrelse, der skal til, før de med grundloven i hånden kan kræve folkeafstemninger. Det er i den grad en ”gamechanger” i dansk politik, hvis aftalen holder, og hvis de faktisk vælger at bruge den…

I mange år har befolkningen kunne se til, mens der blev afgivet suverænitet – med et Folketing der påstod, at der ikke var grund til at stemme – om Lissabon-traktaten, om Nice-traktaten, om indførelse af EU's budgetlove og så videre.

Den tid bør – for en stund – være forbi. De tre partier har mulighed for at kræve afstemning om Bankunionen.

Den mulighed regner jeg som EU-modstander naturligvis med, at de benytter sig af. De tre partier er også samlet set så stærke, at de burde kunne påvirke muligheden for, at vi rent faktisk kan få fair folkeafstemninger. Altså folkeafstemninger hvor de følgende fem punkter er overholdt:

1)      Tid til debat – det vil sige mindst tre måneder fra en afstemning udskrives og til der skal stemmes.

2)      Ingen brug af offentlighedsloven til at begrænse information til borgerne om det, der skal stemmes om.

3)      Ingen brug af offentlige embedsmænd til aktiviteter, der kun gavner den ene side.

4)      Lige fordeling af midler til ja- og nej-siden.

5)      Grønland og Færøerne skal også have lov til at stemme.

Jeg håber, at de tre partier tager opgaven alvorligt, så vi som vælgere de kommende år kan give politikerne et realitetstjek, hver gang de vil afgive magt til Bruxelles. Mon ikke det også vil føre til, at ja-partierne bliver lidt mere varsomme med, hvad de vikler os ind i?