Den 4. oktober 1993 bombarderede panservogne Ruslands folkevalgte parlament og flere hundrede blev dræbt og såret.

Aksel V. Carlsen, der er erklæret socialist og har en "positiv-kritisk vurdering af Sovjetunionens historie, især af den post-stalinistiske periode", og er en værdsat skribent på dagbladet Arbejderen, slår i sin nye bog, "Ruslands sorte oktober", fast, at det ikke var en demokratisk revolution under anførelse af populisten, den tidligere kommunist Boris Jeltsin, men et statskup!

Efter bombardementet af Ruslands folkevalgte parlament i 1993 var vejen banet for Jeltsins magt og EU’s og USA's økonomiske politik.

Bogen omhandler primært perioden 1985 til 2012 med vægten lagt på perioden, hvor Jeltsin, der havde forladt kommunistpartiet i 1990, gennemførte sit statskup. Den har dog også et afsnit, der går helt tilbage til den røde oktober 1917, hvorved læseren får en mulighed for at forstå baggrunden og det sovjetiske eksperiments baggrunde.

Markedsøkonomisk chokkur

I 1990 havde Rusland løsrevet sig fra Sovjetunionen, der året efter blev opløst. Man indledte med en markedsøkonomisk chokkur, der ramte den brede befolkning. I 1993 var der fortsat rester af det tidligere sovjetiske system, og en Folkekongres og Øverste Sovjet, der var lovligt valgt.

Disse organer opløste Jeltsin egenhændigt, da bombardementet af parlamentet, kaldet ’Det Hvide Hus’, var slut, og gennemførte en forfatning, der var skræddersyet til ham. Den blev grundlaget for hans og efterfølgeren Putins virke.

Efter at Jeltsin i sin afskedstale havde tryglet befolkningen om tilgivelse, blev Putin udpeget som efterfølger på en betingelse: han skulle give Jeltsin immunitet!

Efter bombardementet var vejen banet for Jeltsins magt og EU’s og USA's økonomiske politik.

Carlsen ser Ruslands nyere politik som et samspil mellem "træge strukturer og så aktørernes forsøg på at bevare eller ændre dem", og spørger: Hvad var årsagen til konflikten i 1993? Hvad var substansen i konflikten? Hvem var hovedaktørerne? Og hvilken betydning fik konflikten for Ruslands videre udvikling?

August-kuppet i 1991

Den 19. august 1991 blev Gorbatjov arresteret af kredsen omkring ham og sat i husarrest. Landet kom i undtagelsestilstand. Grundet folkelig modstand, især i Moskva, og militærets vaklen mislykkedes kuppet, og han blev frigivet.

Bogen illustrerer det rænke- og dobbeltspil, Jeltsin fløjen praktiserede, og som lykkedes, fordi de "grundlæggende strukturændringer ikke var blevet foretaget tidligere". 

Jeltsin bragte en ny aktør i spil. Den unge økonom Jegor Gajdar, som gik ind for markedsøkonom og en chock-terapi inspireret af Chiles diktator Pinochets eksperimenter.

Jeltsin overtog ledelsen af Ruslands Folkekongres den 1. november og den 6. november 1991, dagen før årsdagen for den ’røde’ oktoberrevolution, forbød Jeltsin Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP, og Ruslands Kommunistiske Parti. 

Den 8. december erklærede Ruslands, Hvideruslands og Ukraines præsidenter Sovjetunionen for opløst og fire dage senere trådte Rusland ud af Sovjetunionen. Den 25. december trådte Gorbatjov tilbage som præsident.

Bogen illustrerer fornemt det rænke- og dobbeltspil, Jeltsin fløjen praktiserede, og som lykkedes, fordi de "grundlæggende strukturændringer ikke var blevet foretaget tidligere". Forsøget på at give socialismen en ny start var mislykkedes.

Statskuppet 1993

Efter seks års kampe, fra 1987 til 1993, med en hverdag præget af "alles kamp mod alle" og en "ragen til sig"-mentalitet, kunne de russiske tv-seere den 21. september 1993 kl. 20.00 høre Jeltsin præsentere sit dekret nr. 1400, "om etapevis gennemførelse af en forfatningsreform". Den dikterede nedlæggelse af Folkekongressen og Den Øverste Sovjet, og gav Forfatningskommissionen og forfatningskonferencen frist til den 12. december til at udarbejde et fællesudkast til en ny forfatning samt krævede nyvalg til parlamentet og en pause til forfatningsdomstolen.

Allerede den 11. og 19. august havde Jeltsin annonceret det "forestående militante september" og nødvendigheden af et "artilleri-forspil". Carlsen giver et detaljeret og spændende indblik, med masser af nyt, i et statskup af historiske dimensioner.

Statskuppet fandt sted i en turbulent periode, hvoraf mange af de økonomiske, sociale, national-etniske og politiske problemer stammede fra sovjettiden, mens andre skyldtes det uklare perspektiv for det postsovjetiske Rusland.

Hvem havde magten?

I et yderst indsigtsfuldt kapitel gennemgår Carlsen den sovjetiske systemkrise og de mange mislykkede forsøg på at forny den sovjetiske socialismemodel. Han mener, man skal se Sovjet fra 1917 som et moderniseringsprojekt for et tilbagestående samfund, med en stærk udvikling inden for omtrent alle områder, der skulle bane vejen for et stats- og pengeløst samfund, men at det ikke var modent til socialisme. Og understreger, at det ikke var Lenin men Stalin, der formulerede ideen om "socialisme i et land".

Han rejser også diskussionen om magten tilhørte det arbejdende folk eller parti- og statseliten, kaldet "Nomenklaturaen". Han mener desuden, at Sovjets socialisme projekt, efter det revolutionære opsving i vesten udeblev, stagnerede og blev miskrediteret efter 1928-29.

Forfatteren rejser diskussionen, om magten tilhørte det arbejdende folk eller parti- og statseliten, kaldet "Nomenklaturaen".

I hele denne periode blev de folkevalgte valgt med bundet mandat og kunne afsættes i valgperioden. Dette afskaffes først under Jeltsin.

Inden Jeltsin havde kommunistpartiet således bevæget sig fra spontan bondesocialisme med rødder i det russiske landsbyfællesskab med patriarkalsk og lokalpatriotisk islæt over en marxistisk analyse af industrisamfundets modsætninger og muligheder. Man forsøgte at indhente de mest veludviklede industrisamfund, herunder ved hjælp af Den Nye Økonomiske Politik, NEP.

Herefter kom Stalins "kaserne-socialisme" og Khrusjtjovs "halvhjertede" opgør med den i 1960’erne. Med Bresjnev fulgte stagnation og apati. Da Gorbatjov kom til var det "den politiske elites forsøg på at overvinde systemkrisen gennem reformer til fordel for en demokratisk socialisme(1987-89)… efterfulgt af en skærpet kamp om Sovjetunionens overlevelse (1990-91) samtidig med den brede befolknings frustration voksede". En frustration man ville imødegå gennem at "at frigøre folkets skabende kraft" med glasnost og perestrojka.

Partibureaukratiet skulle væk og nye folk til. En af dem, som ’Gorba’ hentede ind, var Jeltsin fra Sverdlovsk regionen.

Gorbatjov havde indset, at man i et socialismeprojekt havde brug for et politisk og socialt engagement, en innovativ deltagerkultur. Noget især Lenins enke Krupskaja arbejdede for, men som langsom mindskes efter partiets brud med NEP-politikken i 1928-29. Man gik fra at de lokale råd, sovjetterne, der var det "arbejdende folks magtorganer" til de var "et våben og kun det" (Stalin).

Overgang til kapitalisme

Årene 1990-91 var en kamp om Sovjets overlevelse, præget af at planøkonomien politisk var afskaffet, et svækket og splittet parti og social uro. Kampen stod om Sovjets økonomiske udvikling, politisk demokratisering og afklaring om Sovjets fremtidige struktur herunder forholdet mellem Rusland og Sovjetunionen.

Man vedtog i 1990 to love, der banede vejen for kapitalismen, lov om ejendomsret og lov om virksomheder. I folkemunde kaldet "nomenklatura-privatiseringen". Nomenklatura var de topembedsmænd, hvis stillinger var godkendt af partiet. Et lag af parti og embedsmænd med visse privilegier.

Man vedtog i 1990 to love, der banede vejen for kapitalismen, lov om ejendomsret og lov om virksomheder.

Disse love sikrede nomenklaturaen adgang til overtagelse af statsejendom for en slik og en "røverkapitalisme". Mange blev milliardærer.

Efter at Jeltsin i 1990 havde forladt kommunistpartiet, dannede han "Demokratisk Platform i SUKP" på et socialdemokratisk program, der senere blev socialt liberalt. Man ønskede ophævelse af SUKP's forfatningsgaranterede status som landets ledende kraft og indførelse af et flerpartisystem. Noget som blev vedtaget i marts 1990. SUKP's monopol var brudt. SUKP's 18 millioner medlemmer var splittet og bestod nu af seks fraktioner. Demokratisk centralisme var en by i Rus…. Allerede i 1989 blev det legitimt med fraktioner indenfor SUKP.

En folkeafstemning i marts 1991 sagde ja til at bevare Sovjetunionen som en fornyet statsføderation. Kun i Moskva, Leningrad og Sverdlovsk var man imod. Trods dette gennemtvang Jeltsin, at navnet blev en "ikke-socialistisk føderativ statsdannelse".

Privatiseringsperiode

Jeltsin nød bred opbakning i den frustrerede befolkning og nomenklaturaen, og vejen til markedsøkonomi og privatiseringer af sovjetisk statsejendom startede den 2. august 1992, hvor den vestlige kapital stod klar.

Da ’Gorba’ søgte om lån i 1991 fik han afslag. Nu gav vesten det nye styre 43,4 mia. dollar i støtte mod garantier for offentlige besparelser og privatiseringer. Som med Grækenland i dag. Da Jeltsin den 21. september 1993 opløste folkekongressen og den øverste sovjet, gav den internationale valutafond, IMF, et lån på 19 milliarder dollar som tak.

Den 19. august godkendte Jeltsin det omfattende privatiseringsprogram, ’vaucherprivatiseringen’, som gjorde nogle meget rige og endnu flere fattige.

Den 19. august godkendte Jeltsin det omfattende privatiseringsprogram, ’vaucherprivatiseringen’, som gjorde nogle meget rige og endnu flere fattige.

Bogens fremstilling af denne privatiseringsperiode, der blandt andet betød en hyperinflation, hvor forbrugspriserne steg med omkring 1000 procent, er glimrende.

Et vigtigt kapitel er "Hovedaktørerne", hvor Carlsen gennemgår de politiske aktørers holdninger, som de fremstod i 1993. Der var fire hovedgrupper: tilhængerne af et stærkt præsidentstyre, tilhængerne af parlamentet - herunder de splittede kommunister, midtsøgende centrumkræfter og endelig provinsens regionale og politiske ledere.

"Præsidentgruppen" ønskede at knuse alt, hvad der mindede om Sovjet. De og deres venner, oligarkerne, rev alt til sig. Den var provestlig. "Parlamentsgruppen" ønskede at bevare resterne af Sovjetunionen og var mere nationalistisk.

Befolkningen betragtede kampen som "eliternes kamp eller som et valg mellem pest og kolera" og så passivt til.

Det kan være svært at holde styr på diverse grupper, navne og ideologier, men bogen har et forbilledligt register over navne, nøglebegreber og organisationer.

Borgerkrigen

Bogens tredje del er om selve borgerkrigen. Carlsen giver en kronologisk beskrivelse af forløbet fra omkring marts 1993, da forfatningsdomstolen tillader en rigsretssag mod Jeltsin, som folkekongressen dog forhindrer med få stemmer, til om aftenen den 21. september, hvor militærets styrker omringer parlamentsbygningen, afbryder vand, el og varmeforsyningen og frem til den 4. oktober, hvor militæret med panservogne bombarderer og angriber det omringede og belejrede parlament.

Det er et kapitel båret af stærke vidneudsagn og spændende som en krigsroman. Undervejs er der grusomme beskrivelser af massakren på tv-stationen Ostankino. Op til angrebet blev over 35.000 personer tilbageholdt, mellem 150 og 1700 dræbt og 3-400 sårede af specialstyrker. Et barsk og gribende kapitel.

Op til angrebet blev over 35.000 personer tilbageholdt, mellem 150 og 1700 dræbt og 3-400 sårede af specialstyrker. 

Carlsens formål med bogen har været, at "give et bud på forklaring af en mørk side af Ruslands historie... og henvender sig til den almindelige, videbegærlige læser, som interesserer sig for Ruslands nyere historie". Det er lykkedes.

Det er en fremragende bog, der loyalt skildrer de forskellige aktører og forklarer og perspektivere statskuppet samt imødegår den reaktionære og den borgerlige presses fordummende dækning af tragedien.

Når man har læst bogen, er man klædt godt på til at imødegå de værste påstande og løgne.

Konklusionerne, Carlsen drager, er, at det var Jeltsin, der med sit dekret 1400 opløste Ruslands parlament og planmæssigt brød forfatningen. At der var andre løsninger end et statskup og opløsning af Sovjetunionen. At vesten og medierne ukritisk bakkede om Jeltsin, som minder om deres syn på Putin og Rusland-Ukraine konflikten i dag. Sidst men ikke mindst at det ikke var kommunisterne, der var de centrale aktører i konflikterne, selv om de naturligvis fandtes før, under og efter konflikten.

Borgerkrigen var under overfladen et politisk, økonomisk, socialt og ideologisk opgør, som havde dybe rødder, der gik tilbage til Sovjets opståen og hårde kamp for overlevelse.

Svigtede partiet?

Carlsen fastslår, at "den politiske elites afgørende rolle i hele systemskiftet bekræfter, at staten i den postsovjetiske tid ikke var nogen centraloverbygning, men en magtbastion i hænderne på den herskende klasse, domineret af skiftende interessegrupper og klaner".

Man kan også konkludere, at de intellektuelle og partiet svigtede, da det gjaldt, og at arbejderklassen var blevet uengageret og apatisk, hvilket ifølge Carlsen skyldtes, at partiet og dets ungdomsorganisation var elitært og en "manglende indsats for en aktiv deltagerkultur uden hvilken, socialismen forbliver en trossag".

Carlsen mener, at Rusland siden 1993 er gået fra et "semidemokratisk styre, skabt i Gorbatjovs sovjetiske perestrojka år, til Jeltsin og Putins semiautoritære styre" med demokratisk underskud.

Han påpeger, at kommunisterne og de intellektuelle havde det problem, at de var elitære. Kommunisternes Zjuganov udtalte i 1993, at "Rusland har opbrugt sin kvote for revolutioner", og dermed reelt overflødiggjort sig selv. Carlsen tror dog, at "dele af sovjettidens arvegods også vil indgå i fremtidens projekt… og indeholde en bredere og dybere demokratiopfattelse end den gængse vestlige".

Hvad der får ham til at tro dette, står hen i det uvisse for undertegnede, som trods den på alle måder fremragende bog sidder tilbage med to spørgsmål: Hvad havde gjort befolkningen så ’upolitisk’ og apatisk, at det kunne ske, og var det etpartisystemet, der gjorde, at folk som Jeltsin og Gorbatjov kunne komme til magten og forære Lenins og arbejderklassens værk væk?

Bogen, der i hovedsiden er baseret på russisksprogede kilder samt interviews, er gjort læsevenlig med tilføjelsen af en detaljeret tidslinje. Et mesterværk til en pris, der bør sikre den stor udbredelse.

Flere kapitler skal nok skabe debat i de kommunistiske kredse og vil kunne bidrage til mangen en socialisme debat. Undertegnede siger tak for indsparket.

Forfatteren Aksel Carlsen er født i en dansk-ukrainsk familie i Danmark, men boede i Sovjetunionen 1956 – 1991 og har bestået en ph.d. i historie fra Moskva universitet i 1979 og i statskundskab fra Aarhus universitet i 1999.