18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krisestyring på EU-topmødets dagsorden

Topmøde i krisens tegn

Krisestyring på EU-topmødets dagsorden

EU-militær, Ukraine, terror, flygtningestrømme, et digitalt indre marked samt henstillinger til medlemslandenes økonomiske politiker er nogle af punkterne på dagens EU-topmøde.

I dag samles EU-landenes stats- og regeringschefer i Bruxelles til et to-dages topmøde med mange vigtige punkter på dagsordenen. Da Danmark fortsat mangler en regering, har den afgående statsminister Helle Thorning måttet tage jobbet på Danmarks vegne - dog uden noget egentligt mandat.

Den kommende regering vil få til opgave at øge produktiviteten, navnlig i de dele af servicesektoren, der er rettet mod hjemmemarkedet.

Den indledende drøftelse af fem EU-formænds rapport om gennemførelsen af en "ægte økonomisk og monetær union" med egen statskasse og finansministerium vil være et af punkterne. I modsat retning trækker det britiske ønske om en genforhandling af betingelserne for landets EU-medlemskab, som også skal diskuteres på topmødet. Resultaterne af eurogruppemødet i går om besværet med at drive penge ud af den græske befolkning vil også blive behandlet.

Økonomi-diskussioner vil i det hele taget optage en stor del af dagsordenen.

Blandt andet skal EU's stats- og regeringschefer godkende EU-kommissionens forslag til henstillinger til hvert enkelt EU-lands økonomiske politik og finanspolitik. Det er et fast punkt på juni-topmødets dagsorden og et led i det såkaldte Europæiske Semester, hvor hver enkelt EU-land bliver bedømt på, om dets økonomi- og finanspolitik er i overensstemmelse med EU-reglerne.

EU-kommissionens forslag til henstillinger plejer at blive godkendt uden ændringer. Det betyder for Danmarks vedkommende, at den kommende regering, ud over overholdelse af finanspagt og budgetlov, vil få til opgave at "øge produktiviteten, navnlig i de dele af servicesektoren, der er rettet mod hjemmemarkedet, blandt andet detailsektoren og bygge- og anlægsbranchen". Regeringen skal herunder "lempe restriktionerne for placering af butikker" og sørge for at "fjerne de resterende hindringer (for markedets frie spil, red.), der skyldes godkendelses- og autorisationsordningerne i bygge- og anlægsbranchen."

Oprettelsen af et digitalt indre marked er også på dagsordenen, og endelig vil EU-kommissionen aflægge statusrapport om forhandlingerne om EU's handels- og investeringsaftale med USA, den såkaldte TTIP-aftale.

Uenigheder om bådflygtningene i Middelhavet, herunder EU-kommissionens forslag til en kvote-fordeling af flygtningene og en militær indsats mod det, der beskrives som flygtningenes bagmænds infrastruktur, vil få dette punkt til at fylde en del.

Også Ukraine-konflikten og sanktionerne mod Rusland er på dagsordenen. Desuden vil EU's udenrigschef Federica Mogherini aflægge en opdateret rapport om EU's sikkerheds- og militærstrategi og foreslå retningslinjer for udviklingen af strategierne. Endelig skal EU's indre sikkerhed og kampen mod terror diskuteres.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2015 - 16:06   26. jun. 2015 - 08:52

EU-topmøde

he@arbejderen.dk
EU-topmøde juni 2015

EU-topmødet skal diskutere

  • EU's sikkerheds- og militærstrategi

  • Ukraine-krisen og Ruslands-sanktionerne

  • Middelhavs-flygtninge

  • Kamp mod terrorisme og EU's "indre sikkerhed"

  • Digitalt indre marked

  • EU-henstillinger til landenes økonomi- og finanspolitik

  • Status for frihandels- og investeringsaftalen med USA, TTIP

  • Ny rapport om strategi for en "ægte økonomisk og monetær union".