Katrine Guldager er i gang med en vidunderlig familiekrønike, hvis femte bind "Bror og søster" netop er udgivet. De evigt konkurrerende søskende Henry og Leonora har læseren fulgt siden deres barndom omkring besættelsen, og den nye bogs motto er det russiske, at det er bedre at blive slået med sandheden, end kysset med en løgn.

Hele serien, der også omfatter "Ulven" (2010), "Lille hjerte" (2012), "Den ny tid" (2013) og "Peters død" (2014) fortæller i en form, der er en krydsning mellem social- og magisk realisme, a la Isabel Allendes romaner. Det sidste tydeliggøres ved en ulv som symbol på undertrykte følelser, falskhed og angst. Et andet særkende er, at forfatteren kommenterer sine figurer.

Året er 1976, og ulven lusker rundt i København og Køges gader. Henry er blevet løsladt fra statsfængslet efter fire års indespærring, og Leonora er blevet mor. Henrys gamle kollektiv, arbejdsgiverne og Leonora afviser ham og hans indre dæmoner. Leonora er selv i krise som mor, kvinde, og kunstner. Hendes værdier er i opbrud. Guldager rammer tidsånden perfekt og såvel datidens kollektivbølge som kvinderealiseringsprojekterne går ikke ram forbi.

Da moren Lilly inviterer til 59 års fødselsdag, opdager hun, og vi, at familien har sine udfordringer, og at ulven repræsenterer de følelser, hun ikke kan håndtere. Men intet er statisk. Henry genfinder kærligheden, og derved livslysten, hans børn Thomas og Tine holder af ham, og de to søskende nærmer sig atter hinanden.

Men alle har en fortid, og den spøger. Ligesom ulven.

Det er en vigtig samtidskrønike, som Katrine Guldager er i gang med. Hun har sans for modsætningerne indflydelse på vores liv og gøren.  Bror og søster er bundet til hinanden, ligesom de er til fortiden. De er hvad de er og må forholde sig til det. "Bror og søster" er en vidunderlig bog, der fortsætter de gode takter fra de første fire bind.

Det anbefales at man starter med bøgerne i rigtig rækkefølge.