17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sådan er EU's retspolitik

Overblik

Sådan er EU's retspolitik

EU er langt fremme i opbygningen af en fælles stat med en fælles retspolitik, hvor borgerne kan blive retsforfulgt og straffet efter love, som er vedtaget af et flertal af lande i EU.

"Med lov skal man land bygge"... Sådan står der på Københavns Byret. Nu er EU i gang med at opbygge Unionen med en fælles retspolitik.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Den 3. december skal vi stemme om, hvorvidt det danske retsforbehold skal bevares eller afskaffes.

Ifølge ja-politikerne handler afstemningen om et ja eller nej til en såkaldt tilvalgsordning. Men hvis vi stemmer ja, stemmer vi i princippet ja til hele pakken: Så er der fri bane for, at et flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark til mere og mere af EU's retspolitik.

Hvis vi stemmer ja, er der fri bane for, at et flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark til mere og mere af EU's retspolitik.

Det er et af de områder i EU, hvor udviklingen er gået stærkt de senere år. EU har allerede vedtaget ikke mindre end 896 retsakter (direktiver, forordninger, aftaler, osv.), og ifølge EU-oplysningen er 155 nye retsakter ved at blive vedtaget. Hele formålet er, at EU skal være ét retsområde med såkaldt "frihed, sikkerhed og retfærdighed". 

EU's retspolitiske samarbejde omfatter fem områder: asyl og indvandring, grænsekontrol og visum, strafferet, politi og terrobekæmpelse samt civilret.

Med vedtagelsen af Lissabon-traktaten i 2009 gik det retspolitiske samarbejdet fra at være mellemstatsligt til at være overstatsligt. Det betyder, at beslutninger træffes med flertalsafgørelser, hvor de enkelte lande tidligere har haft vetoret. Det danske retsforbehold har indtil nu blokeret for, at Danmark kan deltage i overstatslige beslutninger. 

Skal strafferetten bestemmes i Bruxelles?

En central del af EU's retspolitik er at få en fælles strafferet på skinner, så EU's borgere kan blive dømt for forbrydelser, som EU har defineret og fastsat minimumsstraffe for. 

Det kan imidlertid blive en kompliceret affære at finde fælles fodslag mellem 28 forskellige landes retssystemer.

Der er stor forskel på, hvad der er strafbart i de forskellige EU-lande, og hvor hårdt det straffes. Retssikkerheden for mistænkte og tiltalte er også forskellig. I Danmark fører et indbrud ofte til en bøde - mens det i Rumænien kan betyde flere års fængsel. Og i Belgien har en mistænkt ikke krav på, at der er en forsvarer til stede, når han bliver afhørt af politiet.

EU er godt klar over, at der er stor forskel på de 28 medlemslandes retssystemer. Derfor har EU opfundet begrebet "gensidig anerkendelse", der står helt centralt i opbygningen af en fælles retspolitik. Logikken er, at fordi samtlige EU-lande har underskrevet Den Europæiske Menneskeretskonvention, kan vi trygt stole på, at de andre lande behandler mistænkte ordentligt, og at tiltalte får en retfærdig rettergang. 

Men selvom samtlige EU-lande har underskrevet menneskeretskonventionen, er det ikke ensbetydende med, at de overholder den. Eksempelvis har menneskeretsdomstolen flere gange dømt Italien for at have overtrådt retten til en retfærdig rettergang på grund af urimeligt lange retssager. Grækenland er flere gange blevet dømt for nedværdigende behandling af mistænkte romaer i politiets varetægt. Og Rumænien er flere gange blevet dømt for tortur og umenneskelig behandling i landets fængsler.

EU-anklager tager form

En anden del af retspolitikken er udviklingen af en fælles anklagemyndighed. EU har allerede besluttet at oprette Den Europæiske AnklagemyndighedI første omgang skal EU's anklagemyndighed kun efterforske og føre sager om svindel med EU-midler. Men EU-forfatningen giver anklagemyndigheden ret til at udvide sine beføjelser til at beskæftige sig med alt, hvad der har med det vidtrækkende begreb "grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension" at gøre.

Den nye anklagemyndighed skal have ret til selvstændigt at kunne efterforske og føre straffesager - udenom de nationale politimyndigheder og anklagere. Anklagemyndigheden skal også kunne beslutte at ransage og aflytte mistænkte. Og medlemslandenes politi har pligt til aktivt at støtte EU-anklageren.

EU's Anklagemyndighed ventes at være fuld operationel med en stab af 235 ansatte i 2023.

EU-politi

EU har allerede i dag en fælles politienhed, Europol, der varetager det fælles politisamarbejde i EU.

Europol kan blandt andet registrere og udveksle oplysninger om mistænkte, dømte, demonstranter og mange andre grupper. Europol kan nedsætte fælles efterforskningshold og udføre fælles aktioner med organiseret kriminalitet. 

Europol har også ret til at indsamle og gemme oplysninger om EU-borgere og ikke EU-borgere og har adgang til flere forskellige registre, blandt andet SIS II og Europol Information System. Her kan Europol gemme dybt personlige oplysninger (blandt andet DNA og fingeraftryk) om mistænkte, dømte og 'potentielle fremtidige kriminelle'.

Fort Europa

EU's retspolitik handler også om flygtninge, asyl- og indvandrerpolitik. EU har afskaffet sine indre grænser - men udadtil opretholder man fortsat grænserne, og bevogter dem strengt med alle midler.

EU's overvågning starter allerede i Middelhavet og i de lande, der grænser op til EU. Dermed når flygtningene ofte ikke at sætte deres fødder på EU's terroritorium og dermed være berettigede til at søge asyl.

Det har fået flere flygtninge- og menneskeretsorganisationer til at advare om, at EU's asylpolitik er i strid med internationale konventioner, der slår fast, at flygtninge har ret til at søge asyl. Hvis flygtningene slet ikke når til EU, fordi de bliver opfanget allerede i Middelhavet og skubbet tilbage til deres hjemlande, mister flygtningene retten til at søge asyl.

EU har ikke en ensartet procedure for, hvordan asylansøgninger skal behandles. I stedet har EU besluttet, at flygtningene skal have deres asylansøgning behandlet i det første land, de ankommer til.

Alle asylansøgere i EU får taget fingeraftryk, som bliver gemt i Eurodac-databasen, der er et centralt element i EU's asylpolitik. På den måde kan EU automatisk afvise en flygtning, der først er blevet afvist af ét EU-land og forsøger at få asyl i et andet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2015 - 07:07   05. sep. 2015 - 07:10

Retsforbehold

ml@arbejderen.dk
EU's retspolitik - år for år

1993

  • Maastricht-traktaten bliver vedtaget og EU's samarbejde om retlige og indre anliggender bliver traktatfæstet

1998

  • EU's fælles politi Europol bliver oprettet

  • EU's samarbejde om asyl, indvandring og civilret bliver overstatsligt med Amsterdam-traktaten. Og dermed træder Danmark ud af samarbejdet om asyl, indvandring og civilret på grund af retsforbeholdet.

1999 

  • Det Europæiske Råd vedtager på et topmøde i den finske by Tamper et program for "Et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed". Programmet fastsætter fælles mål om en fælles asylpolitik og "et ægte europæiske retsområde", der omfatter harmonisering af både civilret, strafferet og organiseret kriminalitet.

  • I årene efter vedtager EU blandt andet Den Europæiske Arrestordre, Eurojust (samarbejde mellem nationale anklagemyndigheder), Dublinforordningen (om hvilket land, der har ansvaret for asylansøgere) og Eurodac (fingeraftryks-database for asylansøgere).

2002

  • Eurojust (et samarbejde mellem EU-landenes anklagemyndigheder) bliver oprettet

  • Den Europæiske Arrestordre bliver vedtaget.

2004

  • Det Europæiske Råd vedtager på et topmøde i Haag at have øget fokus på terrorbekæmpelse, øget udveksling af informationer og en større rolle til Europol og Eurojust.

  • Topmødet sætter også yderligere skub i EU's fælles asylpolitik og opretter EU's grænsekontoret Frontex og åbner op for at samarbejde med ikke-EU lande om sende flygtninge tilbage og forhindre at flygtninge når EU's grænser.

2009

  • EU's Lissabon-forfatning træder i kraft, og rester af EU's retslige samarbejde bliver overstatsligt.

  • Det Europæiske Råd vedtager et nyt, femårigt program i Stockholm med en række konkrete forslag, der fokuserer på terrorbekæmpelse, intern sikkerhed, samarbejde med tredjelande og EU's fælles asylsystem. Og så begynder EU at tage de første skridt til at vedtage de første minimumsdirektiver om mistænktes og tiltaltes rettigheder (ret til information, oversættelse, tolkebistand og advokatbistand).

2014

  • Det Europæiske Råd vedtager endnu et nyt sær Strategiske retningslinjer for retlige og indre anliggender for de kommende år.

2015

  • EU-kommissionen fremlægger i marts et sikkerhedspolitisk program for 2015 til 2020.

Afstemning om retsforbeholdet
  • Den 3. december 2015 skal danskerne stemme om at afskaffe det såkaldte retsforbehold – også kaldet den danske retsundtagelse. 

  • Hvis danskerne stemmer ja til at afskaffe forbeholdet, bliver der indført en såkaldt tilvalgsordning. I første omgang er ja-partierne enige om at tilslutte Danmark til 26 konkrete retsakter. Men ordningen åbner samtidig op for, at et flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark mere og mere af EU's retspolitik.

  • Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale og SF anbefaler at stemme ja til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Alternativet anbefaler også et ja, men mener, at retsforbeholdet skal afskaffes helt. Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti anbefaler at stemme nej.

  • Retsforbeholdet blev indført i forbindelse med Maastrich-traktaten, fordi et flertal af danskerne stemte nej til traktaten ved en folkeafstemning 2. juni 1992. Det betyder, at Danmark kan samarbejde med EU mellemstatsligt, men ikke overstatsligt, hvor Danmark mister sin vetoret.​

>> Læs mere på Arbejderens temaside her