28 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forsvaret mørklægger rapport om civile ofre i Irak

Danske fly under mistanke

Forsvaret mørklægger rapport om civile ofre i Irak

Dansk militær undersøger sammen med USA's militær mistanke om, at danske F-16 fly har ramt civile i Irak. Men indholdet af rapporten vil blive holdt hemmelig, lyder det fra Forsvaret.

Oberst Søren Andersen fra Værnsfælles Forsvarskommando ønsker ikke at fortælle, hvordan de har fået mistanke om, at danske F-16 bomber kan have dræbt civile.
FOTO: Værnsfælles Forsvarskommando
1 af 1

Dansk og amerikansk militær lægger lige nu sidste hånd på en undersøgelse af, om bomber fra danske F-16 fly dræbte civile i Irak den 30. august i år. Men undersøgelses indhold vil ikke komme til offentlighedens kendskab. Kun konklusionen.

Sådan lyder meldingen fra oberst Søren Andersen fra Værnsfælles Forsvarskommando, der sidder i operationsstabens operationsafdeling for Danmarks udsendte enheder.

Jeg ved godt, det kan lyde som om, jeg snakker udenom. Men jeg ønsker ikke at udtale mig konkret om, hvordan vores tvivl er opstået.
Søren Andersen, Oberst

- Når undersøgelsen er færdig kan vi, af hensyn til vores koalitionspartnere og operationens sikkerhed, kun offentliggøre konklusionerne, ikke selve rapporten. Den vil blive klassificeret, siger Søren Andersen til Arbejderen.

Værnsfælles Forsvarskommando vil ikke oplyse, hvor mange civile, der kan være ofre for danske bomer, men oplyser, at "det ikke er mange og at "der er tale om enkeltpersoner".  

Færdig om en uge

Det er første gang, siden de danske F-16 fly begyndte at bombe i Irak i oktober sidste år, at myndighederne vil indrømme, at de danske bomber måske har ramt civile. Bombningerne fandt sted den 30. august i området omkring Ninawa-provinsen i det nordlige Irak.

Obersten ønsker ikke at fortælle, hvordan de har fået mistanke om, at danske F-16 bomber kan have dræbt civile.

- Jeg ved godt, det kan lyde, som om jeg snakker udenom. Men jeg ønsker ikke at udtale mig konkret om, hvordan vores tvivl er opstået - om det er på baggrund af billed- eller lydfiler fra flyet. Det er en blanding af mange ting, uddyber Søren Andersen.

Han vurderer, at undersøgelsen vil vare cirka en uge.

Ingen vidneudsagn fra civile

Det er det amerikanske hovedkvarter Centcom, der er ansvarlig for undersøgelsen. Dem, der skal foretage undersøgelsen, er ansatte i militæret selv, herunder det danske, og ingen eksterne, uafhængige personer deltager. 

Militæret vil ikke gøre noget aktivt for at opsøge civile og indhente vidneudsagn om flyangrebet.

- Vi kan ikke være opsøgende i forhold til civilbefolkningen. Vi er jo ikke på landjorden i Irak. Jeg ved ikke, om den almindelige iraker ved, at de kan klage til koalitionen om angreb. Men Irak er jo stadig et samfund, der fungerer, så de kan gå til det lokale politi, så vil jeg formode at vi får eventuelle klager at vide ad den vej. Vi samarbejder jo med de irakiske myndigheder, fortæller Søren Andersen.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at det danske flyvevåben er under mistanke for at have ramt civile.

Arbejderen har tidligere beskrevet, hvordan irakiske medier flere gange har bragt artikler om, at civile er blevet ramt i de områder og på de datoer, hvor danske fly har været på bombetogter. 

>> LÆS OGSÅ: 79 civile dræbt af bomberegn i Irak

Eksempelvis kunne det uafhængige irakiske nyhedsbureau National Iraq News Agency (NINA) den 26. oktober  2014 berette om, hvordan hospitalet i Mosul havde modtaget ligene af ti civile irakere, som var blevet dræbt ved en fejlbombning foretaget af fly fra den internationale koalition.

Dagen efter sendte dansk militær en såkaldt "Mission Update" ud, der bekræftede, at danske F-16 fly i perioden den 20. oktober til den 27. oktober havde været på 16 missioner og kastet 30 bomber - blandt andet i det nordlige Irak, hvor Mosul ligger.

Organisation: Mange civile dræbte

I Danmark offentliggør Værnsfælles Forsvarskommando hver uge en "Mission Update", der gør status over, hvor mange bomber, der bliver kastet i Irak. 

I de officielle statusopdateringer fra dansk og amerikansk militær opremses imidlertid kun de bomber, som rammer Islamisk Stat (IS). Der står ikke ét ord om, hvorvidt civile bliver ramt. Men irakiske aviser melder hver uge om civile ofre.

En gruppe undersøgende journalister og en researcher i Bagdad har oprettet projektet Airwars for at skabe mere åbenhed om koalitionens bomber i Irak og i Syrien.

Ifølge Airwars har Danmark, USA og de øvrige koalitionslande fløjet 4104 bombetogter i Irak og kastet 19.760 bomber. Op mod 1550 civile er dræbt i luftbombardementerne.

Minister i samråd

Forsvarskommandoens udmelding om, at man nu vil iværksætte en undersøgelse af eventuelle civile tab, får Enhedslisten til at kalde forsvarsminister Carl Holst (V) i samråd.

- Der er brug for at undersøge grundigt, hvilke konsekvenser Danmark og koalitionens bombninger har for civilbefolkningen i Irak.  Der er grund til at frygte, at langt flere almindelige mennesker allerede er blevet ramt af bombningerne, end hvad vi har hørt om indtil nu, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm.

Enhedslisten bakker som det eneste parti i Folketinget ikke op om det danske bidrag til koalitionen mod Islamisk Stat. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. sep. 2015 - 09:57   06. sep. 2015 - 18:04

Irak-krig

ml@arbejderen.dk
Dansk luftkrig mod Irak
  • 29. august: Samtlige partier i Folketinget stemmer for regeringens forslag om, at Danmark skal bidrage med transport af våben og ammunition til de kurdiske styrker i Irak. 
  • 2. oktober: Et stort flertal i Folketinget – 94 for og 9 imod – vedtager et beslutningsforslag fra udenrigsminister Martin Lidegaard (B 123), der sender syv kampfly og op til 140 soldater til Irak på anmodning fra USA. 
  • Kampflyene skal bombe den ekstreme bevægelse Islamisk Stat (IS) i en mission ledet af USA.
  • Dertil kommer 20 ledende militærfolk og 120 soldater, der skal træne irakiske og kurdiske sikkerhedsstyrker.
  • Kun Enhedslisten og løsgængeren Uffe Elbæk stemmer imod.
  • 1. oktober: Enhedslisten stiller forslag i Folketinget om, at regeringen skal arbejde aktivt for, at der sendes våben og humanitær hjælp til de kurdiske områder i Syrien. Forslaget forkastes.
  • 16. oktober deltager danske F-16-fly i togt over Irak.