Mens politikerne her i landet og rundt om i Europa kappes om at holde flygtninge fra døren, har et lille vendsysselsk initiativ for alvor taget føringen i den frivillige flygtningehjælp.
Vi ønsker at bygge broer mellem mennesker og bruger venlighed som redskab hertil.
Venligboerne
Venligboerne, som initiativet hedder, er på kort tid vokset til en spirende folkebevægelse med små og store aktiviteter og netværk rundt om i landet.
Oprindelig startede initiativet i Hjørring for tre år siden, hvor byen på kort tid fik 500 asylansøgere. Den 44-årige sygeplejerske Merete Bonde Pilgaard oprettede sammen med ti andre facebookgruppen "Venligboerne – Flygtningehjælp", som havde til formål at byde de nytilkomne flygtninge velkomne.
"Grundideen er simpel", lyder det fra Venligboerne, "Mød mennesker med venlighed og se hvad der sker."
I dag har omkring 80 byer i Danmark deres egne Venligboer-grupper med frivillige aktive borgere, der hjælper flygtninge med stort og småt. Alle grupperne er organiseret omkring forskellige lokale facebook-sider, og tilsammen er der nu mere end 131.000 Venligboere, som er jævnt repræsenteret i de forskellige byer rundt om i landet inklusiv et par europæiske byer.
"Vi ønsker at bringe asylansøgere og flygtninge sammen med byen, og byen sammen med dem", skriver Venligboerne på deres facebookside.
Lokale initiativer
De lokale initiativer er spirende. På Djursland iværksatte en kvinde en indsamling til en ny bus til asylcentret Lyngbygård, der i september var udsat for brandattentat.
I København har lokale blandt andet iværksat aktiviteter som juridisk rådgivning til asylansøgere, indsamlingsgrupper og senest har man åbnet café i Enghaveparken på Vesterbro i København.
Venligboerne arrangerer desuden aktiviteter på asylcentre rundt om i landet. Blandt andet afholdes der grillfester, og der er oprettet grupper, hvor lokale inviterer beboere på asylcentre på udflugter, middage og legeaftaler for børn.
"Vi ønsker at bygge broer mellem mennesker og bruger venlighed som redskab hertil", skriver Venligboerne.
Men Venligboerne manifesterer sig ikke kun på Facebook. Et lille hold af koordinationspersoner tager til møder med blandt andet Røde Kors og kommunerne for at drøfte asylpolitik og integrationsspørgsmål.
Venligboernes facebook-initiativ har også inspireret andre organisationer. Både Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors vil nu lave et netværk med frivillige i alle kommuner og med tilknytning til alle asylcentre. Om det skal være en facebook-gruppe, en hjemmeside eller noget andet er ikke afklaret.
Hvem kan være med?
Alle, der har lyst til at bidrage og vise venlighed, kan tilmelde sig facebook-grupperne og være en del af bevægelsen.
"Der skal være plads til alle i vores grupper uanset politisk ståsted, så længe de har lyst til at bidrage til at skabe venskaber, udvise venlighed og bygge broer", skriver Venligboerne-Flygtningehjælp.
Men gruppernes administratorer tillader ikke, at der lægges billeder af krig og døde børn på facebooksiderne.
– Facebooksiderne skal være et helle. Det er her, hvor vi deler de positive oplevelser, siger Meret Bonde Pilgaard, som er stifter af bevægelsen.
– Hvis der er nogen, der har behov for at dele traumatiske oplevelser, er der mulighed for at opsøge personlig kontakt gennem Venligbo-grupperne.
Nogle af de vigtigste Facebook-grupper, man kan tilmelde sig, er "Venligboerne samler ind". Her hører alt, der vedrører indsamlinger til flygtninge og nyankomne borgere, hjemme.
I gruppen "Venligboerne giver væk til flygtninge" kan du give ting væk eller efterlyse ting på vegne af flygtninge eller søge, hvis du selv er flygtning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278