To dage efter gallapremieren i Københavns Cirkusbygning på det nye 2014-show døde Wallman's grundlægger og primus motor ved en tragisk rideulykke. Det har imidlertid ikke fået etablisementet, der har specialiseret sig i såkaldte Dinnershows, til at skrue tempoet eller ambitionerne ned.

Hasse Wallman skabte sit koncept tilbage i midten af 50'erne: Et show i topklasse med musik og artister, en 4-retters menu og efterfølgende natklub til en rimelig pris. I 2003 overtog tog koncernen, der i mellemtiden havde vokset sig stor i Sverige og Norge, springet til Danmark, da den købte Cirkusbygningen i København.

Årets københavnske show hedder "Music Box", og det er vokset betragteligt i både professionalisme og humør. Bortset fra den allesteds nærværende næsegruse beundring for americana som Cadillac Cars og Marlboro Men har showets instruktør Johan Espeland og den musikalske leder, pianisten Frederik von Wachenfeldt, hevet solide europæiske - eller rettere britiske - kunstnere frem.

I sit andet nummer, "Pride" sætter Wallman's fokus på noget så sjældent i denne sammenhæng som krigens gru, vold og krænkede menneskerettigheder som det er blevet udtrykt af det irske band U2. Det sker med numre som "Sunday Bloody Monday" fra deres "War" (1983) og "Where the Streets have No Name" fra Joshua Tree (1987), og det er modigt gjort.

"Music Box" er et godt show og meget bedre end sidste år. Der er en musikalsk hyldest til Elton Johns kunst i "The Bitch is Back", en slimet omgang soulmusik i "White Man's Soul". Til sidst kommer der fuld knald på liggehønen i medley'et "R.O.C.K." med numre som "I Wanna Know What Love Is" og "Shout It Out Loud".

Mad og betjening er som altid i top. Som manden i døren bekendtgjorde: "Det er jo ikke skuespil, det her. Det er underholdning". Desværre er showet stadig gennemsyret af fascinationen af engelsk og amerikansk sangtradition. Vi skal partout lade som om vi er i Las Vegas, og dér synger man hverken på fransk, tysk eller dansk.

Desværre!