Mens undertegnede sad og arbejdede på at anmelde den svenske krimiforfatter og socialist Henning Mankells nye selvbiografiske værk "En alvorlig historie om glæden ved livet", om blandt andet hans kamp mod kræften, kom budskabet om hans alt for tidlige død. Han blev 67 år.
Mankell, der er kaldt "krimiens mester", tjente millioner på sine værker og brugte dem gerne på solidaritet.
Mankell er mest kendt for sin romanserie om svenske Kurt Wallander. En melankolsk, fordrukken og desillusioneret kriminalkommissær fra den skånske by Ystad. Seriens ni bind, er oversat til over 40 sprog og solgt i 120 lande og filmatiseret i flere udgaver.
Udover Wallander bøgerne udgav Mankell en række romaner og børnebøger samt skrev tv-serien "Talismanen" sammen med vennen Jan Guillou.
Anti-imperialist
Henning Mankell er født i Stockholm i 1948 men flyttede hurtigt til Sveg i Härjedalen i Nordsverige, hvor faderen, der var dommer, opdrog ham og hans to søskende. Moderen havde forladt dem.
Som 16-årig sejlede Mankell med kul og stål til Nordamerika, inden han som 18 årig afmønstrede i Paris og her oplevede ungdomsoprøret ’nede fra’. Han blev anti-imperialist og maoist.
Efter et par år i byernes by kom han hjem til Sverige og påbegyndte en skuespilleruddannelse og skrev sit første teaterstykke, "Forlystelsesparken", der handlede om svensk kolonialisme i Sydamerika. Han bør også huskes for sit teaterarbejde.
Forfatter
I 1973 debuterede Mankell som forfatter med romanen "Bjergsprængeren", der handler om en bjerværksarbejders liv i det socialdemokratiske Sverige. Derefter rejste han til Afrika og siden tilbragte han halvdelen af året i sit hus i Maputo i Mozambique, hvor han desuden købte "Teatro Avenida", som portugiserne havde efterladt, da de tog hjem og gennemførte Nellikerevolutionen.
Den første Wallander-bog, "Mordere uden ansigt", udkom i 199 og blev årets krimi i Sverige. Wallander bøgerne er dybt samfundskritiske og bygger på arven fra de svenske forfattere Maj Sjöwall og Per Wahlöö.
Hele hans forfatterskab og virke byggede på samfundsmæssigt engagement, der kritiserede forbrugerismen, socialdemokratismen, mangel på solidaritet, racismen og kulturindustrien. Som han selv formulerede det i Kirstens Jacobsens portrætbog fra 2011, er hans forfatterskab kendetegnet ved "kreativitet" og "arbejde, arbejde og atter arbejde".
Solidaritet
I 2001 var Mankell medstifter af forlaget Leopard, der udgiver en del arabisk og afrikansk kultur ud fra mottoet om, at "i al kunst ligger viljen til at gøre livet bedre".
I 2007 blev der indviet et Mankell kulturcentrum i Sveg og hans barndomserindringer, "Det ligger til familien", udkom på dansk.
Mankell, der er kaldt "krimiens mester", tjente millioner på sine værker og brugte dem gerne på solidaritet. Han var medstifter af et 50.000 bind stort bibliotek i Varberg i Sverige sammen med vennen Jan Myrdal, støttede en børneby i Mocambique, palæstinensernes kamp mod zionismen foruden teateret i Maputo.
I 2010 var den dengang 62-årige Mankell en af flere hundrede fredsaktivister, der sejlede i en nødhjælpsflåde til Gaza. Flere blev dræbt, og Mankell blev fængslet og udvist af Israel, hvis styre han har sammenlignet med Sydafrikas apartheid.
Den bedste måde at minde ham på er at fortsætte dette arbejde.
Mankell, der har været gift flere gange, efterlader sig hustruen Eva Bergman og en søn, filminstruktøren Jon Mankell.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278