Den iranske filminstruktør Jafar Panahi blev i 2010 idømt husarrest, et 20 års forbud mod at lave film og et livsvarigt udrejseforbud. Myndighederne fandt, at hans film gav et forkert billede af Iran, at han var for islamkritisk. På trods af husarresten lykkedes det ham allerede i 2011 at smugle et USB-stik, med en lille film optaget på iPhone skjult i en kage, til Cannes. Filmens titel var ”This is not a film”.

Vi finder aldrig ud af, om optagelserne viser rigtige kunder eller instruerede skuespillere. 

Husarresten er hævet, men forbuddet gælder stadigvæk. Det kan imidlertid ikke stoppe den ihærdige kritikker af det aktuelle politiske klima i Iran. Panahis nyeste film ”Taxi Teheran” fra 2015 vandt Guldbjørnen i Berlin. Prisen blev modtaget af hans 10-årige niece Hana, der har en vigtig rolle i filmen.

Forklædt som taxachaufør kører instruktøren rundt i Teherans travle trafik. Kunderne kommer og går.  Alt optages af de to kameraer, der er monteret over instrumentbrættet.

Kunderne snakker løs. Et skænderi opstår mellem en mand med stærke meninger og en tolerant kvinde på bagsædet. Han går ind for offentlig hængning af kriminelle. Hun prøver at glatte ud, men må konstatere at antallet af henrettelser i Iran vist kun overgås af Kina! To ældre damer med et guldfiskeakvarium skal sætte deres fisk fri præcis klokken 12. Derfor er de meget utilfredse med at blive læsset over i en anden taxa, fordi Panahi skal hente sin lille niece fra skolen.

Lille rapkæftede Hana har filmkunskab i skolen og vil have gode råd fra sin berømte onkel. Hendes lærer har anvist hende de særlige regler for filmfremstilling: Kvinder skal være tildækkede, kun skurke bærer slips, de gode personer skal bære islamiske navne, og instruktøren skal kun fokusere på postive handlinger.

Det er fascinerende at følge den brogede skare af kunder, for vi finder aldrig ud af, om optagelserne viser rigtige kunder eller instruerede skuespillere. Man er meget godt underholdt i denne charmerende og systemkritiske film.