Første gang, jeg stiftede nærmere bekendtskab med digteren Sophus Claussen 1865-1931), var i gymnasiet, hvor Torben Brostrøm i "Versets Løvemanke" gjorde ham til foregangsmand for Klaus Rifbjergs og andres efterkrigsmodernisme.

Verset bliver sandheds-forkynder og ikke kun et udtryk for det digtende jeg.

Titlen citerede Claussens poetiske trosbekendelse i det sene hovedværk "Heroica":

En Dumhed bragt i Form, det er en Tanke…
Naar Verset ryster stolt sin løvemanke.

Dengang blev det taget til indtægt for, at den dynamiske struktur i et digt var det afgørende. Og at digtet skulle læses som en lukket helhed. Mange år senere fremhæver både Kjeld Zeruneith og Bo Hakon Jørgensen tværtimod, at dette  handler om, at dumheden eller dårskaben som ur- og livskraft får sand og virkelig mening gennem versets formgivning.

De vitale, men også farlige livskræfter, møder versets formgivning og føder en tredje realitet, hvor en ellers skjult verdensorden kan erfares. Verset bliver sandhedsforkynder og ikke kun et udtryk for det digtende jeg.

Højtravende, måske. Men det understreger at Sophus Claussens liv og værk er smeltet sammen og belyser hinanden i ekstrem grad. Når han stadig giver genklang og inspirerer nye danske lyrikere, skyldes det i høj grad, at hans digtning hele tiden fornyer sig og planter sig midt i skelsættende begivenheder i Danmark og verden – som Stormfloden 1872, kampen mod Estrups provisorier og Første Verdenskrig.

Stormfloden 1872

Lad os tage stormfloden som et eksempel. Sophus’ far Rasmus Claussen var med familien flyttet fra Langeland til Ibgaarden i Sildestrup på Falster. Han blev i 1872 valgt til Venstres folketingsmand i Maribo Amts 4. kreds, da Stormfloden ramte og druknede 1/3 af Lolland og Falster. Sophus Claussen beskriver langt senere det indtryk, den gjorde på ham som syvårig i den selvbiografiske "Fabius’ slægtstavle". Den er skrevet, efter at Første verdenskrig tvang ham til at genoverveje spørgsmålet: Hvem er jeg?

Sophus Claussen husker at han ikke fik lov til at komme ud og se udenfor Ibgaarden, der blev omgivet af vandmasser, ødelagte nabogårde og omkomne naboer. Han fik ikke engang lov til at se ud af vinduerne.

Han iagttager også, at der bag Stormflodens morads ”brød en barmhjertighedsbølge ind over de falsterske sind” og at godheden og hjælpsomheden ikke havde nogen grænser. Og i modsætning til salvandsødelagte ufrugtbare jorder bugnede de saltvandsgødede marker ”med en aldrig kendt grøde… Af Stormflodens Ulykke, Nød og Morads fødtes en Tilstand af Fornyelse.”

Fra Stormfloden henter Sophus Claussen sin dybtfølte overbevisning om, at en katastrofe der nedriver det gamle, kan befordre fødslen af det ny, bedre og mere frugtbare både i samfundet og menneskesindet. Denne erfaring bekræftes senere igen og igen i blandt andet Christiansborgs brand i 1884 (som han betragter som en Fugl Fønix der nu genfødes til ”unge Tider” – et forvarsel om systemskiftet i 1901) og Første Verdenskrigs katastrofe.

Stormfloden optræder for eksempel i digtsamlingen "Pilefløjter":

Nu rykker Stormens Haand i Jordens Skæg
og river Trær med Rode op i Lunde.
Den gamle Verden aabner sine Læg. (Folder, hvirvler)

Ny Verdner fødes af dens Kæmpe-Æg
til Vejrets Glam og Fraad af Bølgemunde.
Lad Borgerskabet snorke bag sin Væg!
En Frihedsstund – i Nat kan jeg ej blunde.

Radikal journalist for venstrebladene under provisorierne

Stormfloden er også den afgørende vending for faderens og Sophus Claussens eget liv og værk, hvor deres historie bliver til ”Historie i videre betydning”. Faderen fører an i kampen for bedre erstatning og beskyttelse af parcellisterne, og han grundlægger Lolland Falsters Folketidende i 1873, som senere udvides med Nakskov Tidende og opkøb af Nyborg Dagblad.

Dermed får hans radikale venstrepolitik en platform, og han genvælges sikkert fra 1874 og de næste mere end 30 år. Han får sæde i Finansudvalget, som fører an i striden med Estrups Højre, bliver senere statsrevisor og Folketingets formand.

Sophus Claussen selv arbejder ved siden af sit efterhånden respekterede forfatterskab som journalist, redaktør, chefredaktør og til sidst eneejer af Lolland Falsters Folketidende.

Mens Rasmus Claussen gik over til det moderate venstre og stemte for forliget i 1894, blev Sophus Claussen ved med at tilhøre den mere radikale del af Venstre, reformvenstre, under Hørup.

Under Estrups diktatur med ulovlige foreløbige bevillinger uden finanslov gik både han og faderen ind for skattenægtelser og riffelskytteforeninger til forsvar mod Højres kup. Selv om Sophus ikke som faderen kom i fængsel, så var han som journalist af den observans absolut ikke tandløs. I tiden ved Horsens Folkeblad og Nyborg Dagblad pådrog han sig Højres vrede og 15 retssager for injurier og lignende, som han alle vandt.

Den ikke ufarlige bekæmpelse af Højre-diktaturets censur og politistatsmetoder fortsatte også, da Sophus Claussen den 1. juli 1895 efter den lange udlandsrejse til Paris og Italien blev fastansat som medarbejder ved Lolland Falster Folketidende. 

Skribentvirksomhed i Nykøbing

I 1896 blev han gift med sin forhenværende forlovede fra Horsens, Anna Christensen. De bosatte sig i Nykøbing Falster. Det er i Nykøbing F han skriver og får udgivet de to hovedværker, "Valfart" (1896) og "Pilefløjter" (1899), og en lang række digte, der indgår i senere samlinger.

Men det er også her, at han skriver og får opført sin største fiasko, skuespillet "Arbejdersken". Det opføres kun en gang ”og hvis lovlig lyriske politik går ud på, at "rigdommen skal holde bryllup med fattigdommen". (Otto Gelsted)

Til "Valfart" skriver han i 1895 sit vel nok mest berømte digt "Ekbátana", hvor barndommens 1872-stormflod igen optræder som fornyende syndflod. Samtidig præciserer han sin poetik, hvis kerne er, at erindringens billeder og "Vanvid i Kileskrift" skal renses for overfladisk virkeligheds indhold og ved digtets formgivning smelte drømmen ind i en fremtidig sandere virkelighed:

Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift? 
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra? 
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift 
paa dit Dronningelegem - Ekbátana. 

Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt, 
al Livets Vellyst - hvad var den da? 
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt 
ved en kongelig Fest i Ekbátana. 

Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt 
en dybere Lykke, end nogen har tømt. 
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra 
- jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Første Verdenskrig

Sophus Claussens mening har også vægt efter parlamentarismens gennemførelse, da han efter faderens død overtager udgivelsen af Lolland Falsters Folketidende.

Sophus Claussen ønsker et samlet stærkt Venstre til sikring af det folkelige demokrati.

Den radikale indenrigsminister Ove Rode skriver han jævnligt sammen med og er også personlig bekendt med statsminister Zahle. Samtidig er han også  nært forbunden med Venstre-statsministrene Klaus Berntsen og N. Neergaard.

Sophus Claussen ønsker et samlet stærkt Venstre til sikring af det folkelige demokrati.  Under Første Verdenskrig skriver han om fredsforslag og fredsforbund og foreslår også en slags Marshall hjælp til genopbygningen efter krigen.

Under Verdenskrigen dukker Stormfloden op igen i forening med krigen i digtsamlingen "Fabler":
Med rusken og hvin af den yderste dag,
når alle porte går op med et brag,
med vindstød og tuden af våde hunde
med stormflod og skibbrud i alle sunde…

Og der åbnes for viddets for vanviddets spjæld
de slår atter ihjæl, de slår atter ihjæl.

Her overfor sætter Claussen i samlingens sidste digt den skabende Pan (på græsk alt), som også er digteren selv og os, fordi "alt er i alle":

Skal alt gå under? Nej Pan og Jorden
                    forliges nok.
Men som en skaber i rimnøds knibe
han har en Fabel, som han skal slibe…

Vi tror ej altid på ”kraft” og kabler.
Vi tror at verden er dyb af  Fabler.

Sophus Claussens eftermæle

Det er i hans tid som kulturredaktør på Folketidende i slut 1890’erne, der bliver virkelig højt til loftet i kulturlivet.

Senere i 1918, da han er eneejer af Folketidende, ansætter han Otto Gelsted og i 1926 Hans Kirk, begge kommunister, som kulturjournalister og anmeldere.

Sophus Claussen skriver om og trækker en række af tidens største forfattere til Folketidende og Nykøbing Falster, for eksempel Bjørnstjerne Bjørnsson, Herman Bang, Henrik Pontoppidan og Holger Drachmann.

Senere i 1918, da han er eneejer af Folketidende, ansætter han Otto Gelsted og i 1926 Hans Kirk, begge kommunister, som kulturjournalister og anmeldere. Han er således med til at finansiere og uddanne de kommende ledende medarbejdere på den danske kommunistiske avis, Arbejderbladet, der udkom fra 1921 – 1941.

Ved Sophus Claussens død den 11. april 1931 udkommer Lolland Falsters Folketidende med 4 siders nekrologer om ham og hans betydning  både som dagbladsejer og som Falsters og Danmarks store digter.

Hans Kirk og Otto Gelsteds hyldester

Både Hans Kirk og Otto Gelsted hylder i deres nekrologer hans betydning for dansk litteratur og sprog.

Det er i 1931 en uhyggelig fremsynet sammen-fatning, der rækker frem mod Anden Verdenskrigs Holocaust og helt frem til dagens fremmedhad. 

Hans Kirk mener, at fremtidens litteraturhistorie ikke vil placere ham sammen med hans samtidige Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg, men sammen med det nye århundredes store lyrikere.

”Hvor meget han end færdedes ude, glemte han aldrig hjemmets egne. Det var en gang sagt om ham, at han på en vidunderlig måde i sig forenede den danske folkevise og Mallarmé, og det er rigtigt set.”

Den falsterske hjemegn og kampårene for grundloven og et demokratisk flertalsstyre var bestemmende for hans orientering i sin samtid og politikken, hvor det var de store demokratiske linjer og folkets sammenhæng der interesserede ham.

”Hans ’Venstre-afstamning’ betød altid meget for ham, og man var ikke i tvivl om, at han regnede de gode bønder på Falster, som havde været faderens politiske kernetropper, for de bedste mennesker i Danmark... Sagen var, at Sophus Claussen også i samfundslivet stolede på en sammenhæng”, skriver Hans Kirk.

Det er imidlertid Otto Gelsted, der mest rammende sammenfatter Sophus Claussens politiske grundholdning og livssyn og deres betydning for hans kunstneriske livsværk: En demokratisk dybt folkelig holdning, der vender sig mod ”overmenneske” ideologier og klasse- og racehad samt religiøs intolerance og fanatisme.

Det er i 1931 en uhyggelig fremsynet sammenfatning, der rækker frem mod Anden Verdenskrigs Holocaust og helt frem til dagens fremmedhad. Otto Gelsted beskriver de to mennesker, der har været brændpunkter for Sophus Claussens udvikling som menneske og digter: hans far, Rasmus Claussen, og den franske symbolistiske digter Verlaine:

”Hvor de to brændpunkter falder sammen til et centrum og det fremmede og hjemlige hos Claussen bliver ét, naaede han som menneske og kunstner sin rigeste udfoldelse og skabte sine varigste værker … Hans nære samhørighed med provinsen hindrede ham i at blive en københavnsk Asfaltier … Inderst inde var han altid bondesønnen og provinsboen fra Lolland-Falster…

Claussens dybe folkelighed gjorde ham også uimodtagelig for den aristokratiske hovmodsfølelse, der i Georg Brandes fodspor gjorde sig bred i 90’ernes litteratur, der skabte en række "Overmennesker", der i de fleste tilfælde nærmest var undermenneskelige, i al fald samfundsmæssigt set.

Den virkelighedssans, han havde tilegnet sig i en jordnær barndom og en realitetsmættet ungdom skyldte han, at han aldrig kunne tænke sig at følge ungdomskammeraten Johannes Jørgensen på den religiøse Flugt fra virkeligheden…”

Utallige nye generationer af danske digtere har hyldet ham som forbillede, blandt andet Thøger Larsen, Otto Gelsted, Tom Kristensen, Jørgen Sonne, Per Højholt, Thomas Boberg  og Simon Grotian.