En dag lander et brev på skuespiller Sofie Alhøjs bord. Det er adresseret til en kollega på Odense Teater, og er ved et tilfælde havnet hos hende. Afsender er Haitham al-Mohammad, en ung, syrisk skuespiller-elev fra det borgerkrigsramte Damaskus. I 2011 måtte han sammen med kolleger og lærere flygte fra skuespilskolen, flygte fra truslen om død og ødelæggelse lige rundt om hjørnet.

Halvandet år senere, i 2013, er Haitham asylansøger i Danmark med en brændende lyst til at kommunikere, men uden noget sted at gøre det. Derfor skriver han sit brev, og sådan møder han Sofie. I dag står de to sammen på scenen, to kulturer, to køn, to skuespillere, forenet af et sært skæbnefællesskab.

"Mens vi er her" handler om Wahid, en ung, ensom flygtnings møde med den danske behandlerkultur i skikkelse af singlen Marlene. Hans tilværelse er drømmen om Damaskus' strande, picnic med venner og den dræbte kæreste Yasmin, der kun drømte om at dø fra krigens mareridt. Marlenes virkelighed er at behandle asylsager for forvirrede, fortvivlede og deprimerede mennesker, der er revet op af deres virkelighed med rode. Hendes kæreste eje og eneste fysiske kontakt er en kat.

Da katten dør, krydses deres veje, men rollerne er forandret. Den tilsyneladende så selvsikre Marlene står med et kæmpe indre gab, mens den bange og forvirrede Wahid holder dem begge oppe med sine erindringer om det, han er flygtet fra. For Wahid er ikke flygtet til noget sted. I sine drømmende ensomhed hører han kun larmen af biler i Damaskus og duften af den arabiske kaffe.

"Mens vi er her" er produceret af Hakkehuset, der er et teater-, performance- og stemmelaboratorium for eksperimenterende scenekunst i Silkeborg. Stykket henvender sig primært til unge på 13 år og derover, men også ældre mennesker kan have gavn af at blive konfronteret med, hvor lidt der er tilbage, når alt det, man kendte, er væk.

I Bådteatrets rå, sortmalede skibsbug fremstår de to spillere nøjagtig lige så splittede som både de mennesker, der er flygtet og de, der har endog meget svært ved at modtage dem. Det er rystende teater om noget, vi bruger mere energi på at fortrænge end på at løse.