Fredsscenen 1. maj i Aarhus. Lars Henriksen og Villy Andersen spiller, fordi de ikke vil støtte, at Danmark er i krig. De har med deres sange sat kursen mod fred.

Den virkelige verden er, at vi lynhurtigt kan komme tilbage til forholdene, som de var for 100 år siden.

Vi sender vore sønner i krig, hvor de marcherer over sårede lig, synger Lars Henriksen akkompagneret af Villy Andersen på harmonika. Lars Henriksen har selv lavet melodien til dette digt af Carsten Rütting Schweiz.

"Lars og Villy", som de kalder sig på scenen, øser af repertoiret med fredssange gennem tiden, såsom Lille Johnny af Røde Mor og Vi vil se land uden bomber og kanoner af Einar Kampp. Men deres repertoire er langt større og rummer også revysange, sange af Holst & Würgler, Bjørn Afzeliuz, Når jeg ser et rødt flag smælde og gårdsangerviser. De er lidt uenige om bredden i repertoiret, men de prøver altid hinandens forslag af, og de vil gerne videre med at skrive noget selv.

De røde tillidsmænd

Vi sidder i Lars Henriksens kolonihave en solskinsaften, mens det stadig er sommer.

– Vi kalder os jo bare "Lars og Villy", da vi ikke har fundet et musiker-navn, siger Lars.

– Det har vi jo. Du vil bare ikke acceptere det, driller Villy og fortsætter med fuldt overlæg,

– Vi bruger "Villy Krøluld og Lars Skovtrold", siger han med hentydning til sit eget hår og Lars’ job som skovarbejder. Selv arbejder Villy Andersen som chauffør i handicapbusser. Lars begynder at diskutere flere navne, og han er så småt på vej i op i det røde felt.

Politisk og fagligt er de begge på det røde felt og har været tillidsmænd og aktive i fagbevægelsen i mange år.

Sange, solidaritet og strejker

Lars Henriksen og Villy Andersen kendte godt til hinanden fra Værftet i Århus, kaldet Dokken, hvor de begge har arbejdet. De har været med til at lave revy i den faglige klub. I det hele taget har de deres faglige engagement og erfaringer med fra de mange år på Dokken.

Det med at spille sammen begyndte lidt tilfældigt for Lars Henriksen og Villy Andersen, da de spillede til et sølvbryllup for fire år siden. Kort tid efter kom chancen for at spille i faglige og politiske miljøer.

Café Oskar i Aarhus lavede i samarbejde med Villy Andersen og Lars Henriksen en lille koncert med overskriften "Nu går Dokken", en hentydning til værftets tidligere indflydelse på faglige kredse i Aarhus. Hvis Dokken nedlagde arbejdet, så tog alle andre arbejdspladser i byen bestik af det.

Café Oskar var propfyldt til denne koncert med "Sange, løgnehistorier, solidaritet og strejker" fra Dokken.

Sangene bærer erfaringerne

Dokken lukkede i 2010, og et helt bibliotek af erfaringer lever videre i hundredvis af tidligere ansatte. Disse erfaringer bør komme videre ud til de nye og unge tillidsfolk i dag, mener Lars Henriksen og Villy Andersen.

Derfor spiller "Lars og Villy" med guitar, harmonika samt sav både hos 3F-afdelinger, socialdemokratiske partiafdelinger og på Rød Sommerlejr. De vil gerne ud at spille i forskellige miljøer, og de lægger ikke skjul på, at de er markante i deres holdninger til fagbevægelsen. De er ikke bange for at spille Thomas Nielsen Blues, der kritiserer den tidligere formand for LO i 1970’erne for at være pamper.  

– Der er stadig så meget gods i de gamle sange fra dengang både i teksten og musikken. Dem kan de unge fint bruge i dag. Vi har også fået god respons fra unge mennesker, så vi opfatter os ikke bare som et "pensionistorkester", siger Lars Henriksen.

Brug erfaringerne

Både Lars Henriksen og Villy Andersen mener, at fagbevægelsen godt kunne gøre mere brug af deres erfaringer fra Dokken med at opbygge faglige klubber på arbejdspladsen. Godt nok er der ikke store arbejdspladser i Danmark længere, men principperne med demokratiet og det at forbinde sig med andre i kamp er stadig vigtigt.

Fagbevægelsen presser heller ikke på for at komme ud på skolerne og fortælle om arbejderklassens eller fagbevægelsens historie. De unge får ikke at vide, at velfærd er noget, man har kæmpet sig til og ikke fået foræret. Villy Andersen ser et stort behov.

Arbejderklassens virkelighed

– Hvis ikke der kommer nogen og fortæller de unge om det, så får de aldrig den historie. De lever jo i en computerverden, hvor man er sig selv nærmest, mener Villy Andersen. Han synes, at det virker paradoksalt, at unge gennem computeren har adgang til hele verden.

– Men er det den virkelige verden, de har adgang til? spørger Villy Andersen og fortsætter:

– Jeg mener, at den virkelige verden er, at vi lynhurtigt kan komme tilbage til forholdene, som de var for 100 år siden. Det går den vej hele tiden. Der kommer mere og mere klasseforskel, flere og flere fattige, flere og flere svigtede børn, flere tragedier i dette her samfund, og der er ingen, der har lyst til at ændre på det, siger Villy Andersen. Alligevel tror han på de unge.

– Der er stadig så meget gods i de gamle sange fra dengang, både i teksten og musikken. Dem kan de unge fint bruge i dag. 

– Jeg har været ude at lave foredrag for unge mennesker, altså for skoleklasser, hvor jeg har fortalt om mit arbejdsliv, og de har siddet med blafrende ører: Kan det virkelig passe? Hvad fik du i løn? Gjorde I virkelig det? – Så unge mennesker er jo interesserede, konkluderer Villy Andersen optimistisk.

Luk op for de unge

Det handler om at få åbnet døre for dem, der vil noget, mener Lars Henriksen og Villy Andersen.

Lars Henriksen ser Jacob Mathiassens bog ”Beton – historier fra skurvognen” som et godt indspark i debatten om forholdene og dagligdagen på arbejdspladserne.

– På den musikalske side har jeg svært ved at se nogen markante. Måske følger jeg ikke nok med, siger Lars Henriksen eftertænksomt.

– Man bruger jo nok ikke musikken så meget mere, når man skal have et budskab ud. Musikken er mere noget, der bare skal være i baggrunden. Det er talerne, man lægger vægt på, mener Villy Andersen.

– Måske er vores budskab, at det bør være nogle unge mennesker, som tager kampen og udfordringen op, men de mennesker, der skal bruge de unge, må også være åbne for at lukke dem ind, siger Villy Andersen og får et nik fra Lars Henriksen.