I dag for 100 år siden blev en af arbejderklassens bedste sønner myrdet i USA for sit bidrag til at organisere den amerikanske arbejderklasse.

Hans navn, som via hans sange er udødeliggjort, og den dag i dag synges overalt i verden ved arbejdskampe, demonstrationer og solidaritetsfester, er Joe Hill. Blandt de kæmpende arbejdere, arbejdsløse og immigranter var Hill en levende legende og kaldt "Manden der aldrig dør".

Blandt de kæmpende arbejdere, arbejdsløse og immigranter var Joe Hill en levende legende og kaldt "Manden der aldrig dør".

Joe Hill blev født i 1879 i svenske Gävle, dengang Gefle - en havneby cirka 150 km nord for Stockholm, som Joel Emanuel Hägglund. Han var tredje barn af ni, hvoraf kun seks blev voksne.

Faderen var jernbanearbejder og moderen hjemmegående. Hjemmet var fattigt, religiøst og musikalsk. Opdragelsen kristen og patriarkalsk. Joel lærte sig selv at spille banjo, guitar, klaver og mundharmonika. Historien vil vide, at han ofte sang parodier på Frelsens Hærs salmer i Arbejderforeningen i Gävle.

Industrialiseringen var startet og socialismen var kommet til Sverige i 1881, hvorfor arbejderforeningen blev et centralt samlingspunkt, ligesom byens mange frireligiøse grupper, herunder ’Tempelriddernes Orden i Sverige’ og ’Frelsens Hær’.

Faderen døde i 1887, da Joel var 12 år. Som 14-årig forlod han skolen for at arbejde og bidrage til familiens underhold. I januar 1902 døde moderen, og familien blev opløst. Joel valgte sammen med sin bror Paul at forlade arbejdet på det lokale værft og bruge deres andel af arven til at udvandre og søge lykken i USA.

Udvandring

De sejlede med det moderne atlanterhavsskib Saxonia og ankom den 28. oktober 1902 til Ellis Island i New York. De var ikke de eneste. Alene i 1902 ankom 650.000 indvandrere, heraf cirka 5.000 danskere og 33.000 svenskere til New York. I perioden 1901-1910 kom der omkring otte millioner mennesker til USA.

Det gav dem et chok. Ikke alene var husene enorme. Det var forskellen på rig og fattig, diverse racer, kønnene og dem i job og dem uden også.

Et godt job var 12 timer dagligt til en dollar om dagen! Kun faglærte kunne være medlem af fagforbundet AFL. Joel blev trods dette amerikaniseret og hed herefter Joseph Hillstrøm for sluttelig, at blive kaldt Joe Hill.

Joe fik hurtigt diverse job i New York. For at få et ordentligt job rejste brødrene til Chicago. Herefter rejste Joe, uden Paul, USA tyndt som opvasker, daglejer, frugtplukker, industriarbejder, skovhugger, havnearbejder og sømand.

Han var i San Francisco i 1906, da byen blev ramt af et enormt jordskælv. Noget han skrev om til den lokale avis i Gävle.

Efter jordskælvet rejste han til havnebyen San Pedro, som lå på en halvø ud for Los Angeles og på mange måder mindede om Gävle, bare større. Han fik job på værftet, og blev mere politisk og kunstnerisk aktiv. Efter en strejke på havnen blacklistes Joe og idømmes 30 dages fængsel.

Medlem af IWW

Livet som vagabonderende løsarbejder, ’wobbly’, radikaliserede ham og omkring 1910, da han var havnearbejder i Californien, sluttede Joe sig til det revolutionære Industrial Workers of the World, IWW. Det var militant, syndikalistisk og internationalistisk orienteret og stiftet i 1905. Det havde især syndikalistiske tendenser, men senere også kommunistiske. 

Joe Hill blev en af dets agitatorer, og hans sange blev et af hans særtræk og bedste agitationsværktøjer. De blev allemandseje, nemme at synge og bruge i arbejdskampe, ved demonstrationer, blandt vagabonder og immigranter.

Særkendet ved IWW var, udover deres røde halsklude, at det var for alle, uanset om man var faglært eller ej, mand eller kvinde, og uanset religion eller sprog.

Joe Hill blev en af dets agitatorer, og hans sange blev et af hans særtræk og bedste agitationsværktøjer. De blev allemandseje, nemme at synge og bruge i arbejdskampe, ved demonstrationer, blandt vagabonder og immigranter.

De var ofte lavet til den konkrete lejlighed, ironiske, humoristiske og møntet på skruebrækkere, pampere, kapitalisterne og statsmagten. Melodierne var ofte salmeagtige og inspireret fra især Frelsens Hær, som var meget synlige i gadebilledet.

’Den lille røde’ er ikke en maoistisk opfindelse! I 1909 udkom IWW's Little Red Songbook, hvori der er flere af Hills sange. Deriblandt de populære The Tramp, There Is Power in a Union, Rebel Girl, The Preacher and the Slave, Workers of the World, Awaken og Casey Jones-Union Scab. Den sidste om en strejke ved jernbanen, der varede fra 1911 til 1915.

1916 udgaven af sangbogen blev udgivet som Joe Hill Memorial Edition og indeholdt hele 15 af hans sange, heriblandt klassikerne som strejkebrydervisen Casey Jones, arbejdsløshedssangen Tramp, tramp, tramp, og Mr. Block.

Et gammelt ordsprog siger "Tag Jer i agt for en organisation, som går til kamp syngende", og IWW var en syngende kamporganisation.

International brigadist

I 1911 sluttede Joe sig til en gruppe wobblies, hobos og socialister, der kæmpede på grænsen til Mexico for at hverve frivillige brigadister til at kæmpe for at styrte den mexicanske præsident Diaz. Den mexicanske revolution var ledet af legenderne Pancho Villa og Emilio Zapata, beskrevet i John Reeds fremragende bog "Storm over Mexico".

IWW havde deres egne brigader i borgerkrigen, og Joe deltog i en af dem, som havde til formål at løsrive den mexicanske del af Californien fra staten Mexico og lave et frit land, Baja California. I et brev skrev Hill, at han er stolt over at have deltaget i "arbejderbevægelsens første hær". Det var seks år før bolsjevikkerne skabte Den Røde Hær i Sovjet.

Efter et nederlag i et slag ved Tijuana flygtede Joe Hill til San Pedro, hvor han blev ansat i IWW som sekretær. Han var nu en kendt og afholdt agitator, der ofte blev sortlistet og havde svært ved at få job. Året efter var han minearbejder Salt Lake City og besøgte her de mange små svenske udvandrer-samfund i området.

Sæbekassekrigen

IWW's agitatorer var kendte for at stå på et gadehjørne på en trækasse og tale til de forbipasserende. Akkurat som vækkelsesprædikanter, kvindesagskvinder og afholdsfolk. Mange byer forbød disse gadetalere og arresterede taleren.

I 1912 blev de forbudt i byen San Diego Californien. På en uge arresteredes over 700 agitatorer og mishandlet i fængslet. IWW sendte flere agitatorer og på et tidspunkt var over 5000 arresteret for at betræde ’sæbekassen’. De var lukket inde på skoler og i offentlige bygninger, da fængslet ikke kunne rumme dem. Private vagtværn og lokale bøller ’rensede’ byen for fremmede og folk der forsvarede ytringsfriheden. Bøllerne kørte dem til bygrænsen, hvor de blev gennemtævet.

Joe Hill talte også, trods gennemtævet. Under disse overfald fik han et ar på halsen, som senere blev fremhævet som eksempel på, at han var voldsmand.

Drabene i Salt Lake City

Den 10. januar 1914 blev en tidligere politibetjent, John G. Morrison, der arbejdede i en slagterbutik, og hans søn myrdet i butikken. Efterfølgende hævder hans anden søn at have hørt en af overfaldsmændene råbe, "Nu har vi dig", inden skuddene faldt og Morrison døde.

Politiet anholder flere mænd. Joe Hill bliver sammen aften behandlet for et skudsår, der er gået gennem brystet og ud gennem ryggen, som han siger en kvinde har givet ham. Han nægter at opgive kvindens navn. Visse bøger om Joe Hill antyder, at kvinden var en Maria Johansson, som han kendte fra Gävle.

Et par dage efter at den lokale avis har omtalt mordene som en hævnakt, da der intet var stjålet, angriber politiet huset, hvor Joe Hill boede til leje sammen med sin kammerat Otto Appelquist, og sårer ham i hånden.

Retssagen

Da Joe Hill skulle for retten, krævede han at forsvare sig selv. IWW stillede to advokater til rådighed, men Hill afviste også dem. Mens han var i varetægtsfængsel, uden mulighed for kaution, krævede anklageren dødsstraf. Retssagen varede fra den 17. juni til den 21. juni.

Anklager kunne hverken fremlægge blod eller kugle, der forbandt Hill med drabene. Hill nægtede at vidne og afsløre det jalousidrama, det øjensynligt var. Efter få timers votering afgav juryen sin dom – dødstraf.

Han måtte selv vælge, om han ville hænges eller skydes. Han svarede, at han var beskudt før og valgte dette. Han blev ført til Utah fængslet, hvor han sad de næste 16 måneder, mens diverse appelinstanser blev prøvet. I fængslet skrev Hill sange, breve, digte og artikler, som optages i diverse socialistiske tidsskrifter.

Da dommen blev offentliggjort, blev sagen en kampsag for IWW. Både ’Big Bill’ og den kvindelige frontfigur Elizabeth Flynn rejste landet tyndt for at rejse modstanden mod sagen. Deres avis Solidaritet opfordrede folk til at skrive breve og protestere, og der kom voldsomme reaktioner fra hele verden.

Joe Hill, der stadig var svensk statsborger, fik hjælp af den svenske ambassadør, der fik præsident Wilson til at udsætte dommen. Hill fastholdt, at det ikke var hans opgave at bevise sin uskyld, men anklagerens opgave at bevise hans skyld.

Mit liv var kamp

Dagen før sin henrettelse skrev han til lederen af IWW, ’Big Bill’: "Farvel Bill. Jeg dør som en ægte blå rebel! I må ikke spilde tid i sorg – Organiser!"

Den 19. november 1915, 36 år gammel, blev Joe Hill henrettet ved skydning. Omkring 30.000 deltog i begravelsesmarchen, der var præget af talere og Hills sange. 

Han bad desuden IWW om at arrangere sin begravelse og skrev, at han ikke ønskede at blive begravet i Utah. Han skrev også digtet, "My Last Will", kaldet testamentet:

Min sidste vilje er klar; fordi jeg intet fik og har.
Mit gods kan ingen strides om; mit liv var kamp og lommen tom.
Min krop? Kan jeg bestemme selv, når de har slået mig ihjel
Så lad den som mit iltre sind bli’ brændt og spredt for vejr og vind.
Måske min aske, mine ord kan finde vej og gøde jord
For jer, som er og kommer til. Jeg hilser jer: Lev vel!
(Oversat af Ken Bruun, Arbejderen)

Den 19. november 1915, 36 år gammel, blev Joe Hill henrettet ved skydning. Omkring 30.000 deltog i begravelsesmarchen, der var præget af talere og Hills sange. Her hørte man for første gang den senere klassiker, ’Rebel Girl’, der var skrevet til IWW-lederen Elisabeth Flynn, der også besøgte ham i fængslet. Det blev en af de største demonstrationer i USA’s historie.

Elisabeth Flynn, der også kaldtes den amerikanske arbejderbevægelses Jeanne d’Arc, blev senere leder for USA’s Kommunistiske Parti.

Joe Hills aske blev placeret i 600 kuverter; nogle spredt for vinden på arbejderklassens internationale kampdag den 1. maj i 1916, men de fleste distribueret til IWW-afdelinger verden over på første årsdag efter hans død, og derfra spredt for vinden, som han havde ønsket.

Senere forskning tyder på, at politiet havde den rigtige morder, en livslang kriminel, men løslod denne, da de havde besluttet sig for, at Hill skulle dømmes.

Eftermælet

I 1988 opdagede man en konvolut med Hills aske, som var blevet beslaglagt af postvæsenet. På kuverten var et foto af Joe Hill og teksten: "Joe Hill myrdet af kapitalistklassen, 19. november 1915". Den blev givet til IWW, som de næste par måneder spredte asken i USA, Canada, Australien og Sverige.

Det er værd at mindes Joe Hill og efterleve hans sidste ønske: Sørg ikke – Organiser!

I Chicago rejste IWW en mindeplade for Hill, hvorpå der står Sørg ikke – Organiser!

I Folkets Hus i Landskrona i Sverige ligger i dag en kuvert med hans aske.

I 1936 skrev Alfred Hayes sangen "Joe Hill", som er kendt over hele verden via fortolkninger af Paul Robeson, Pete Seeger, Bob Dylan, Woody Guthrie og Joan Baez. Herhjemme indspillede Savage Rose en fantastisk version på albummet "Ild og frihed" (1989). Der er indspillet et hav af plader med Joe Hill sange. Selv fik han aldrig indspillet noget.

Der findes omkring 25 kendte Joe Hill sange. I 1971 lavede den svenske instruktør Bo Widerberg det filmiske mesterværk "Joe Hill", som i dag fås på dvd med engelske tekster.

Den svenske arbejderbevægelse SAC købte i 1969 Joe Hills barndomshjem i Nedre Berggatan i Gävle, og det fungerer i dag som museum over ham.

Det er værd at mindes Joe Hill og efterleve hans sidste ønske: Sørg ikke – Organiser!