Det er en omvæltningens tid, der danner ramme for den danske forfatter Jørgen Lindgreens seneste roman "Sune, fyrstesøn og oprører".

Så er bolden givet op til en hæsblæsende rundtur i det tusinde århundredes Danmark i en magtkamp mellem Harald og hans søn.

Den foregår omkring 978 og kongen hedder Harald – ham danerne kalder Blåkongen. Men Haralds rige vakler, for selv om han har kristnet danskerne og erobret Norge, presses han af sønnen Svend og dennes fosterfar, jomsvikingen Palnatoke.

Det er en tid, hvor kristendommen kun langsomt vinder fodfæste, og den største hedning af dem alle – Palnatoke – må lide den ydmygelse, at sønnen Sune offentligt fornægter ham og søger kongens beskyttelse. Så er bolden givet op til en hæsblæsende rundtur i det tusinde århundredes Danmark i en magtkamp mellem Harald og hans søn.

Det er ikke nogen rar verden, med mindre man tilhører fyrsteslægterne eller på anden måde tjener magthaverne. Den unge Sunes fortælle-jeg må snart sande, at Haralds kongedømme er et slavesamfund, hvor kun den rå magt og slægtens ære tæller. Løgn, fortielse og intriger ledsager Sune på hans rejse rundt i et Danmark, der ikke findes prentet på nationalromantikkens Jellingstene.

Jørgen Lindgreen, der er født 1936, er oprindelig kontoruddannet og har været aktiv på venstrefløjen fra 14-års alderen. Senere blev han folketingskandidat og værftsarbejder, korrekturlæser, ansat ved telegrafvæsenet og oplæser i Odense kommunes ældreverden. Han har gennem 30 år arbejdet for sin søns og andre autisters rettigheder i samfundet og leder Munkebo-Lillescene, en modelteatergruppe, der spiller forestillinger på det lokale bibliotek.

Han er en glimrende fortæller, og det kan ikke undre med forbilleder som Carit Etlar, Walter Scott, Honoré de Balzac, Alexander Dumas og B.S. Ingemann, men også Johannes V. Jensen, Hans Kirk, Herman Bang og Morten Korch. Drengens oprørske fortælle-jeg fører læseren veloplagt og vidende gennem dette mareridtssamfund, hvor det mindste fejltrin kan koste arme, ben eller selve halsen.

Bogens eneste mangel er, at den slutter så brat – netop som det bliver spændende og historien skal til at fortsætte lige rundt om hjørnet. Det må man håbe den gør, for ham Sune er sgu en skrap daner.