Arbejdet er en erkendende virksomhed. Ved at arbejde lærer man tingene at kende, både indefra og udefra, tingenes lovmæssige forhold til hinanden er noget, man erfarer. Man lærer sig selv at kende: udvikler sine evner og overskrider til stadighed grænserne.

Tusinder af timers arbejde er brugt på at skabe dette imponerende set-up.

Ja. Grænserne er i dén grad overskredet i balletten Nøddeknækkeren. 

Det er tankevækkende, at tusinder af timers arbejde er brugt på at skabe det imponerende set-up i balletten, der havde repremiere i sidste uge på Det Kongelige Teater i København. Her spillede lyd, lys, scenografi og koreografi sammen i et hele, der gør oplevelsen magisk, uanset om du pr. refleks rynker på næsten af ordet, "ballet" – et begreb, der uretfærdigt emmer af finkultur for de rige og smarte.

Dette er forestillingen, hvor alt går op i en højere enhed. 

Nøddeknækkeren er en af verdens mest kendte balletter og appellerer både til børn og voksne. Den opføres ved juletid på teater- og operascener verden over. E.T.A. Hoffmanns fortælling er fyldt med sælsom magi.

Balletten handler om pigen Marie Stahlbaum (Mathilde Cohn), der julenat drømmer om Nøddeknækkerprinsen, som tager hende med til Slaraffenland. Undervejs forstyrrer musehæren idyllen. 

Især gør Astrid Elbo stærkt indtryk i anden akt med sine lilla gevandter i en solodans med titlen »Kaffe fra Arabien«. Men også Gregory Dean som Kavaleren var imponerende med sine høje spring. Utroligt som danserne kan få optrinnene til at se så legende lette ud.

Men endnu en gang. Størst indtryk gør det massive arbejde, der er skabt af massevis af hænder i denne tour-de-force af en ballet. Menneskelig frembringelse, når det er bedst. Og så er det til glæde for os publikum.