"Økosocialisme - fra systemkritik til alternativ" er titlen på en ny bog fra forlaget Solidaritet. Bogen indeholder bidrag fra en række udenlandske forfattere flankeret af to enhedslistefolk, bogens redaktør, Finn Kjeller, og medlem af politisk-økonomisk udvalg, Søren Kolstrup.

Et brud med kapitalismen er nødvendigt. Alternativet må bygges op nedefra af de folkelige kræfter selv.

"Økosocialisme" distancerer sig på den ene side fra kapitalismen og på den anden side fra, hvad der benævnes bureaukratisk produktivisme (Michael Löwy). Hermed menes den sovjetiske model. Det er vel ikke forkert at placere Økosocialisme som Enhedslistens model for socialisme.

Forfatterne har ret forskellige vinkler på emnet, men på tværs heraf er der en fælles forståelse, nemlig at løsningen af den globale miljøkrise ikke er opnåelig gennem:

• grøn kapitalisme,
• tilbagevenden til en keynesiansk eller socialdemokratisk velfærdsmodel,
• centrum-venstre regeringer,
• omformning af EU til social og bæredygtig union.

Det sidste punkt tegner dog næppe Enhedslisten som helhed – som bekendt er listen medlem af det Europæiske Venstreparti, der vil reformere EU indefra.

Svaret på de ovennævnte markeringer er klart: et brud med kapitalismen er nødvendigt. Alternativet må bygges op nedefra af de folkelige kræfter selv.

Selvorganisering og klassekamp

Flere af indlæggene kigger nøjere på dette alternativ. Hvordan skal det politiske liv, økonomien og styringen af produktionen foregå i det socialistiske samfund?

Prioriteringer skal, efter god marxistisk tankegang, ske med de menneskelige behov/brugsværdien og ikke salgsværdien som ledetråd. Ledelsesformen er demokratiet, i Michael Löwy’s formulering: selvorganisering nedefra eller, som Pat Devine udtrykker det: "... selvforvaltende, ikke dirigeret af staten eller af markedskræfterne".

Dog erkendes behovet for koordination fra det lokale og op til det globale niveau, især for at kunne bekæmpe den globale miljøkrise. Michael Löwy diskuterer en sådan model for koordination uden dog selv at være overbevist om, at den løser problemet.

Mest gennemslagskraft er der nok i de to oplæg fra folk med baggrund i fagbevægelsen, Asbjørn Wahl og Lars Henriksson. Her skinner erfaringer fra klassekampen igennem. Wahl fastslår arbejderklassens centrale betydning for omvæltningen betinget af klassens strategiske position. Det er en erkendelse, der ellers ikke kommer meget til orde i bogen. 

Richard Smith udtrykker sig for eksempel således om problemet med nedlæggelse af ikke-bæredygtig produktion: Vi er nødt til at sikre jobs til de afskedigede arbejdere, ellers vil de ikke støtte os. Man må spørge: Hvem er "vi"? Og skal arbejderne bare støtte "vores" planer?

Alliancer

Wahl understreger videre, at omvæltningen kræver en "formidabel kamp og mobilisering". Langsigtede, brede, folkelige alliancer er nødvendige. Især peger han på en alliance mellem fagbevægelsen og miljøbevægelsen. Det kræver, siger han, at miljøbevægelsen bliver mindre moralsk og fagbevægelsen mindre økonomistisk, altså, alene fokuseret på løn- og arbejdsforhold.

Han giver også et norsk eksempel, hvor de to nævnte bevægelser samt kirken gik sammen om kravene: "100.000 klimajob nu – reducer olieudvindingen".

Lars Henriksson peger på, at en omstilling til bæredygtig produktion må ske ud fra en strategi, så nye jobs afløser de gamle efter en ordnet plan. De traditionelle tilbud om omskoling og jobsøgningshjælp er helt utilstrækkelige.

Han giver også et indblik i, hvorledes initiativet hos folkene på gulvet kan udfolde sig, når der optræder en vis politisk åbning for det, som da Harold Wilsons Labour vandt valget i England i 1974. På det kriseramte firma ”Lucas Aerospace” lavede arbejderne en gennemarbejdet plan for omlægning af produktionen som alternativ til massefyringer. Den politiske opbakning svigtede imidlertid, og planen kunne fejes af bordet af fabriksledelsen, der ville vise, hvem der havde magten.

Politiske krav

I det afsluttende afsnit fremlægger Søren Kolstrup en række krav om grøn omstilling og større indflydelse til arbejdere og forbrugere. Kravene virker gode og gennemarbejdede, og man tænker: Fint, lad os da komme i gang. Giv kommunerne lov til at igangsætte produktion og skabe arbejdspladser, omlæg til økologisk landbrug osv.

Alle de mange indlysende fornuftige krav sætter i den grad i relief, hvor lidt der lige nu kan lade sig gøre i dagens Danmark, hvor kapitalens EU og finansmarkedet kvæler kreativitet og initiativ. V-regeringens behandling af grøn teknologiudvikling og industri illustrerer, at selv sund, borgerlig snusfornuft kommer til kort. Alligevel, kravene inspirerer. Men, som påpeget i flere af indlæggene, skal der ske noget, skal folket til at vise muskler.

Bogen er velskrevet og læseværdig og dissekerer fint kapitalismens rådnende krop. Kritikken hagler ned over den "bureaukratiske produktivismes" mangel på demokrati, hvilket ses som årsagen til "fiaskoen i USSR" (Michael Löwy). Men - er der slet ikke noget brugbart at hente ud fra 100’er af millioner menneskers liv og arbejde i et ikke-profitdrevet samfund gennem én til to generationer? 

Bogen er endvidere stærk på overgangskrav i en fase, hvor arbejderklassen begynder at slå i bordet. Med hensyn til, hvorledes det fremtidige socialistiske samfund kunne organiseres fremlægges modeller.

Drejer det sig derimod om, hvilken proces, der skal lede os frem til og over selve omvæltningens kritiske punkt, kniber med et overbevisende bud. Hvordan kan selvorganisering nedefra brede sig som en løbeild fra by til by og fra land til land og på koordineret måde føre de revolutionære kræfter frem efter en virksom strategi i kampen mod en trængt kapitalisme? Det overgår min forstand. Men lad os få et bud i næste omgang.