Sidst man skønlitterært hørte fra den dobbelte Cavling prisvinder Erik Valeur var, da hans fremragende debutrom og anmelderroste "Det syvende barn" udkom for fire år siden. Nu foreligger "Logbog fra et livsforlis", en kriminalistisk-humoristisk roman om personlige særheder og de mørke sider ved barndommen.

Erik Valeur skriver blændende og er hård ved magteliten.

På årets første dag forsvinder det kvindelige overhoved for den mest magtfulde familie i landet, enkefru Blegmand, fra sit plejehjem i Gentofte. Hun er mor til både landets statsminister og justitsminister, Palle og Poul Blegmand, og hele nationen leder efter hende.

Sporene fører til familiens fortid i 1960’ernes Søborg, hvor familien, i folkemunde kaldet Hulebjørnens Klan, spredte skræk og rædsel med en ondskabsfuldhed, der "enten var medfødt eller tævet ind i dem af en voldsom patriarkalsk far".

Fortiden

Politiet fornemmer en række hævnmotiver, der kan forklare, hvad der ligner et mord på enkefruen. For at løse gåden må familiens frygtelige fortid kortlægges. Noget der gør nas på brødrene, som ikke er blevet mildere med årene, og hvis respekt for magtens tredeling er til at overse, deres stilling til trods.

Deres økonomiske fremtid er desuden afhængig af, at moderens testamente, der forsvandt med hende, findes.

Bogen er en samtidsfortælling i romanform, der handler om børn, der vokser op med særheder, angst og tanker, som de skjuler for ikke at forstyrre de voksnes kontrollerede verden. Det er en fortælling om ånder og døden, om magtfulde politikere, management og mediestjerner. Og om de hemmeligheder, alle mennesker forsøger at skjule for sig selv – og hinanden.

Hovedpersonen er Viggo Larsen, der bor i det hvide tårn på den alleryderste spids af halvøen Røsnæs, lige midt i Danmark. Allerede som barn fik han en viden, ingen skulle have. Et sært barn der blev en sær voksen. Både Viggo og bogens fortæller, hans nabo Malin, er tidligere børnehjemsbørn, og hun optrådte i "Det syvende barn".

Magteliten

Valeur skriver blændende og er hård ved magteliten, herunder Taarbækklubben bestående af tidlige højtstående embedsmænd og pressefolk, hvis forløjethed udstilles, og behandlingen af folk, der stikker ud, så man tænker på salig Hans Scherfigs "Idealister" og "Det forsømte forår".

Fortiden sætter uafrystelige spor og præger vort liv fremover.

Man er underholdt og har fået stof til mange spændende tanker efter endt læsning. Især kunne undertegnede godt lide scenerne fra barndommen.

Valeur må gerne fortsætte som forfatter, trods hans journalistik også altid er læseværdig.