Alt tyder på, at den franske skifergasgigant Total trækker sig ud af Danmark. Alligevel ønsker et stort flertal i Folketinget stadig, at skifergas skal være en del af dansk energiproduktion.
Det blev resultatet, da Folketinget kort før jul behandlede et forslag fra Enhedslisten om at forbyde efterforskning og indvinding af skifergas i Danmark og trække Totals tilladelse til at lede efter skifergas i Nordjylland tilbage.
Danmark kunne komme til at fremstå som et ustabilt land for investering i olie- og gasaktiviteter, hvis Totals tilladelse tilbagekaldes.
Lars Christian Lilleholt, energiminister
- Regeringens linje i spørgsmålet om skifergas er klar: Regeringen ønsker ikke på forhånd at afskrive muligheden for indtægter fra en eventuel produktion af skifergas, lød det fra energiminister Lars Christian Lilleholt (V), som fik opbakning fra S, DF, RV, K og LA.
Enhedslisten henviste til den historiske klimaaftale i Paris, hvor det i december lykkedes for verdens lande at blive enige om at forpligtet sig til at arbejde for, at den globale temperaturstigning ikke overstiger 1,5 grader.
- Det betyder, at over 80 procent af de kendte lagre af fossile brændsler skal blive nede i jorden, og det betyder, at der er nogle, der skal lade være med at hente dem op. Hvis det ikke skal være Danmark, der også bidrager til at lade være med at hente nogle af de fossile brændsler, der kan være i vores undergrund, op, hvem skal det så være, spurgte Enhedslistens klimaordfører Maria Reumert Gjerding.
Frygter investorer
Men ministeren mener at de sorte, fossile energiformer vil eksistere i mange år fremover.
- Der vil være brug for fossile brændsler mange år endnu både i Danmark og internationalt, inden vi forhåbentlig i 2050 i hvert fald i Danmark kan være uafhængige af fossile brændsler, sagde Lars Christian Lilleholt.
Han advarede om, at hvis Folketinget stopper jagten på skifergas og trækker licenensen til det franske selskab Total tilbage, vil det sætte Danmark i et dårligt lys hos kommende investorer:
- Danmark kunne komme til at fremstå som et ustabilt land for investering i olie- og gasaktiviteter, hvis Totals tilladelse tilbagekaldes. Dette vil kunne have negative konsekvenser, der rækker ud over spørgsmålet om skifergasindvinding. Beslutningsforslaget vil kunne medføre et erstatningskrav fra rettighedshaveren af den nordjyske tilladelse.
Heller ikke Socialdemokraterne vil stemme for Enhedslistens forslag om et stop for skifergas.
- Potentielt drejer det sig om mange penge, og hvis man kan gøre det miljømæssigt ansvarligt, vil det være uansvarligt af os på forhånd at sige, at det vil vil slet ikke være med til at diskutere, sagde Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel.
Total på vej ud
Men faktisk tyder alt på, at Total er på vej ud af Danmark. Total har, ifølge Jyllands-Posten, lukket ned for sine danske skifergas-aktiviteter.
Ifølge avisen har Total opsagt sit danske kontor i Nyhavn. De ansatte, som havde med skifergasjagt at gøre, er enten blevet fyret eller har fået nye opgaver andre steder, og deres telefoner er afviklet.
Totals talsperson i Danmark, Henrik Nicolaisen, har sat sit hus til salg og arbejder nu i Totals hovedkontor i Paris.
Total lukkede i august ned for skifergasboringen i Dybvad, fordi de foreløbige prøver viste, at det ikke var rentabelt at udvinde skifergassen.
Arbejderen har i tre uger forsøgt at få Total til at svare på, om de helt har opgivet at lede efter skifergas i Danmark, eller om man vil forsøge at finde skifergas andre steder i Nordjylland. Det er ikke lykkedes at få et svar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278