Der bliver i øjeblikket produceret mange børnefilm. Dem er der penge i, for som regel er det jo hele familien, der skal ind og se børnefilm, og det skæpper jo godt i kassen.

”Iqbal og den hemmelige opskrift” skiller sig ikke ud fra disse heltemodige børnefilm.

Problemet med de fleste børnefilm, som for øjeblikket bliver produceret er, at de kører på laveste fællesnævner. Børnene klarer alle problemer og kommer det til en konfrontation med nogle "væmmelige" forbrydere, så klarer børnene også det.

"Iqbal og den hemmelige opskrift" skiller sig ikke ud fra disse heltemodige børnefilm. Selvom filmen foregår i indvandrermiljøet på Nørrebro med en racistisk vicevært, en tumpe af en skolelærer, en bekymret far og en parodi af en skolepsykolog, så bliver det desværre aldrig en film, der tænder.

Alt får et rosenrødt skær af, at de voksne er lidt naive og mistroiske over for børnene, og børnene er de klogeste og kan klare alle problemerne i denne verden.

"Iqbal og den hemmelige opskrift" skiller sig således ikke meget ud fra de moderne Far til Fire, Min Søsters Børn og Krummerne. 

Handlingen i filmen er meget enkel. Iqbal og hans lillebror kommer ved et uheld i fysiktimen, eller rettere sagt i frikvarteret, til at sprænge en del af skolen i luften. De bliver selvfølgelig bagefter betegnet som terrorister. To forbrydere – Æselmand og Svinet – vil gerne have fat i opskriften på den bombe, ungerne brugte til at sprænge skolen i luften. De vil nemlig sprænge Tivoli i luften for at lave Nordens største parkeringshus på grunden.

En naiv handling, hvor forbryderne selvfølgelig får deres velfortjente straf, og dronning Margrethe kommer forbi indvandrerkvarteret på Nørrebro. Hun giver Iqbal Ridderkorset, fordi han ved sin heltemodige indsats reddede Tivoli.

Filmen er baseret på Manu Sareens første børnebog "Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot". Der er otte andre bøger i serien, så vi kan nok forvente os en fortsættelse. Der er jo penge i "skidtet".