I dag førstebehandles otte forslag til udlændingestramninger, som er endnu en del af de i alt 34 udlændingestramninger, som regeringen annoncerede i november 2015.
Det sker, selvom forslagene er blevet stærkt kritiseret i en række høringssvar fra 25 børne- og menneskerettighedsorganisationer og myndigheder.
Det signal, Danmarks indførelse af restriktioner sender til andre lande i verden (...), er bekymrende og kan medføre frygt, fremmedhad og lignende restriktioner.
UNHCR
Lovforslaget (L 87) er et omfattende forslag. Men det er især tiltaget om at indføre tre års ventetid på familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, der har mødt massiv kritik fra både ind- og udland.
– At være adskilt fra sin nærmeste familie i op til tre år vil være en stor udfordring i et rehabiliteringsforløb. Den tætteste familie skaber den sikkerhed, der skal til, før et rehabiliteringsforløb er optimalt, siger Anne Christensen, socialrådgiver i DIGNITY's rehabilitering.
Institut for Menneskerettigheder påpeger i sit 45 siders lange høringssvar at "det er i strid med menneskerettighederne, hvis flygtninge skal vente tre år på at blive genforenet med deres familie."
Ignorerer eksperter
Rådet for Etniske Minoriteter kalder blandt andet regeringens forslag for et udtryk for mangel på respekt for menneskerettigheder.
"De foreslåede tre års ventetid på familiesammenføring vurderes af institut for Menneskerettigheder og andre eksperter til at være i strid med retten til familieliv. Regeringen er klar over dette, men skriver i lovforslaget, at man er parat til at løbe risikoen for at blive underkendt ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol". skriver Rådet i sit høringssvar og fortsætter:
"Dette mener Rådet for Etnisk Minoritet er et udtryk for en mangel på respekt for menneskerrettighederne og således en svækkelse af retssikkerheden for en gruppe mennesker, der i forvejen er i en udsat position."
Inger Støjbergs ministerium har modtaget i alt 232 siders overvejende kritisk høringsvar fra diverse børne- og menneskerettighedsorganisationer.
FN – træk lovforslaget tilbage
Også FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR langer hårdt ud efter Danmark.
I sit høringssvar opfordrer FN-organet Danmark til at trække lovforslaget tilbage og sørge for, at familiesammenføring kan ske så tidligt som muligt.
Desuden mener UNHCR, at det er "dybt bekymrende", at det danske svar på den internationale flygtningekrise er at gennemføre markante stramninger.
"Det signal, Danmarks indførelse af restriktioner sender til andre lande i verden (...), er bekymrende og kan medføre frygt, fremmedhad og lignende restriktioner", skriver UNHCR i høringssvaret
Blandt de stramninger, som regeringen nu vil gennemføre, er udskydelse af retten til familiesammenføring, skærpelse af reglerne for tidsubegrænset ophold, skærpelse af reglerne for inddragelse af opholdstilladelseog og afskaffelse af retten til at bo udenfor centrene og at arbejde.
Ligeledes skal det meget omdiskuterede forslag om at konfiskere eventuelt medbragte værdier og smykker for at bruge dem som betaling for ophold i Danmark også behandles i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278