Anna Seghers (1900 – 1983) blev omtrent lige så gammel som sit århundrede. Hun blev tidligt i sit lange forfatterliv fejret som komet i tysk litteratur for sin novelle Fiskernes opstand i St. Barbara fra 1928. Den gav den indtil da totalt ukendte unge kvinde Kleist-prisen, dengang hendes lands fornemmeste litterære udmærkelse.

Men selv om nogle af hendes bøger var pligtlæsning i skolerne i DDR, blev hun af de fleste efterhånden oftere rost end virkelig læst og diskuteret.

Bogen er historien om en strejke, der lider nederlag. Men den begynder omtrent sådan her:  "St. Barbara fiskernes opstand sluttede med, at de tog ud på havet igen, forsinket og til de samme betingelser som i de seneste fire år. […&#93 Men længe efter soldaterne var blevet trukket tilbage, og fiskerne var ude på havet, sad opstanden stadig på det tomme, hvide, sommerligt afpillede torv og tænkte roligt på sine folk, som han havde født, opdraget, hæget om og beskærmet med henblik på det, som var bedst for dem."

Formand for forfatterforeningen i DDR

30 år efter, og med omtrent halvdelen af et stort og mangesidet forfatterskab bag sig, blev Anna Seghers under den kolde krig forsøgt tiet ihjel eller forkætret i Vesttyskland – men kun for netop dér at blive genopdaget i 1970erne: omdiskuteret, men også beundret især blandt mange dem, der kæmpede (samt dem, der stadig kæmper!) for at forandre Forbundsrepublikken til det bedre.

I DDR var Anna Seghers til gengæld blevet anerkendt og udgivet i masseoplag. Hun var formand for forfatterforeningen fra 1954-1978 og blev siden 60’erne sat på en piedestal som den socialistisk-realistiske litteraturs store gamle dame. Men selv om nogle af hendes bøger var pligtlæsning i skolerne, blev hun af de fleste efterhånden oftere rost end virkelig læst og diskuteret.

Visse vigtige dele af forfatterskabet blev nærmest forbigået i en slags ærbødig tavshed – men det var netop disse værker, både fra tiden før 1945, men også fra hendes sene år, som nogle slugte og satte pris på. Ikke mindst blandt dem, der prøvede at bekæmpe den tiltagende stagnation og kvælningen af et egentlig politisk liv i DDR-samfundet siden midten af 1970erne.

Er det så mærkeligt? 

Den tid, Anna Seghers levede og skrev i, er blevet kaldt "Det korte 20. århundrede" – med blikket rettet mod dets definerende årstal: 1914, 1933, 1939, 1945 og 1989/91. Disse tal er gode at have i baghovedet, når man – sådan, som der skal lægges op til her – vil diskutere spørgsmålet: Hvad kan revolutionær litteratur?

Litteratur til kampmodet

På hvilken måde kan litteratur gøre noget for, at læseres evne til at "stå imod" styrkes, og at deres lyst til at "kæmpe for" vækkes. Begge dele må vel være rimelige krav at stille, hvis litteraturen ellers skal være en del af kampen for at forandre en ubærlig og utålelig verden af udbytning og undertrykkelse og for at skabe en, hvor disse ting ikke findes.

Men der var det med årstallene: Første verdenskrigs udbrud i 1914 markerer en afgørende tærskel. På den ene side ligger den verden, som Anna Seghers blev født ind i som enebarn i en tysk-jødisk antikvitets- og kunsthandlerfamilie i byen Mainz ved Rhinen – "verden af i går", som hendes 19 år ældre forfatterkollega, Stephan Zweig, nostalgisk har kaldt den.

På den anden side oplever den store pige og unge kvinde – en verden præget af voldsomme klassekampe, og før det - hidtil usete politiske massebevægelser og kæmpemæssige samfundsforandringer, af krig og sult.

Alt dette og ikke så lidt mere begynder Anna Seghers at skrive om. Først sker det med en nærmest instinktiv sporsans for de kræfter, de voldsomme tider vækker i menneskene, men allerede med et sprog, der griber læserne med tilsvarende voldsom kraft. Denne kvalitet fortaber sig ikke, men styrkes snarere yderligere af, at den bagved liggende samfundsanalyse uddybes og bliver klarere, efter hun i 1928 bliver medlem af KPD, Tysklands kommunistiske parti, og dets allierede, de proletarisk-revolutionære forfatteres forbund (BPRS).

Det kan ses i den første af hendes karakteristiske tekstsamlinger På vej til den amerikanske ambassade og andre fortællinger fra 1930, og romanen Die Gefährten (kampfællerne) fra 1932. Men allerede i den lille roman Dusøren (på tysk: Der Kopflohn) er der nye toner, der gør sig gældende. 

Her befinder vi os altså allerede hinsides den næste tærskel – de truede tyske eliters overdragelse af magten til nazisterne i januar 1933. Også Anna Seghers selv er allerede, oven på en kortvarig anholdelse umiddelbart efter rigsdagsbranden i slutningen af februar, en blandt mange tyske politiske flygtninge i Frankrig.

Den nye bog, Dusøren, markerer begyndelsen af en dybtgående både politisk og kunstnerisk selvransagelsesproces. Der er en ihærdig søgen, som med tiltagende styrke præger hendes forfatterskab gennem hele eksilperioden: Hvorfor kunne nazisterne gribe magten og holde den fast i Tyskland og Østrig? Hvorfor sejrer fascismen i Spanien, på trods af modstanden fra så mange og så mange ofre?

Stadig de samme borende spørgsmål

Så har vi i øvrigt, i forbifarten, vist passeret de næste to tærskler, 1939 og 1945. Og stadig de samme, borende spørgsmål. Men vi kan da i hvert fald foreløbigt notere, at der er noget der tyder på at de – med kun lidt forandrede fortegn i lyset af nutidens fremstormende højre-populisme – er brandaktuelle den dag i dag.

Men hvad med den sidste tærskel: 1989/91?

Anna Seghers døde som bekendt seks år inden Berlinmuren faldt, og DDR faldt fra hinanden. DDR var den del af Tyskland, som hun var vendt tilbage til for at gøre sit til, som forfatter, at forandre "fra bunden af", som hun skrev allerede i 1938. Det lykkedes som bekendt ikke. Og jo – den gamle dame blev da heldigvis sparet for at skulle opleve sammenbruddet af den statsadministrative socialismes samfundssystem både her og kort efter i Sovjetunionen og resten af Mellem- og Østeuropa.

Men dette var vel også det endegyldige nederlag for den type kommunistisk bevægelse, hun havde tilsluttet sig og holdt fast ved? Og det under alle omskiftelser og på trods af, at hun senest siden slutningen af 1950'erne havde set og skrevet om mangt og meget i sit parti, sit land og i den kommunistiske verdensbevægelse, der varslede muligheden, ja overhængende farer, for et afgørende nederlag. Snakker vi så ikke om sne fra i fjor?

I lighed med andre af sin tids socialistiske forfattere var Anna Seghers af den opfattelse, at læsernes møde med store litterære kunstværker kan bidrage til, at de gør den revolutionære kommunismes "kategoriske imperativ" til rettesnor i deres liv: "at omstyrte alle forhold, hvorunder mennesket er et nedværdiget, slavebundet, forladt og foragteligt væsen." (Karl Marx: Om kritikken af Hegels retsfilosofi.)

En af hendes mange samlinger af fortællinger udkom i 1965, hvor hun havde tabt de fleste illusioner om, hvilken retning DDR bevægede sig i, under titlen De svages styrke. Dette er om noget en slags programmatisk formel for den blanding af smittende engagement, uforfærdet realisme og dragende magi, som udgør nerven i hendes forfatterskab.

Anna Seghers' uforfærdede realisme 

Nutidens danske læsere vil nemmest kunne overbevise sig om holdbarheden af denne karakterstik, når de griber til romanen Transit (1932): med genindført grænsekontrol, overfyldte asylcentre og tusinder af flygtninge her i landet er den i dag næppe mindre aktuel end da den udkom første gang på dansk i 1986 på Tidens forlag.

Hvorfor kunne nazisterne gribe magten og holde den fast i Tyskland og Østrig?

Hovedpersonen i Transit har givet en allerede tiltusket skibsbillet væk for i stedet at blive, krybe i ly hos franske venner og gå under jorden sammen med dem for at kæmpe mod den nazistiske besættelsesmagt, når den tid kommer.   

Efter murens fald blev Anna Seghers’ navn sværtet til på grund af hendes angivelige tavshed under retssagen mod, hendes gamle forlægger, Walter Janka. Han var eksilkammerat fra Mexico.

Da skrev en af de radikalt kritiske forfattere fra DDR-litteraturens næste generation, Heiner Müller, til minde om hende sit digt ’Epitaph’. Her henviser han, i femte linje, til den mest magiske af hendes mesterfortællinger, De døde pigers udflugt:

(…)

Nu er De død, Anna Seghers              

Hvad det end ellers vil sige               

Deres plads, hvor Penelope sover                 

I uafviselige frieres arm                                

Men de døde piger dingler i tørresnoren      

                        På Ithaka                                

Sværtet af himmel, i øjnene              

 fuglenes næb                          

Mens Odysseus pløjer brændingen               

Ved forstavnen på Atlantis

Tag endelig ikke fejl: dette er Müllers fuldstændige tekst. Parentesen med de tre prikker udgør digtets første vers. Noget, måske det vigtigste, mangler. Stadigvæk – FORDI!