H.C. Andersen sagde som bekendt engang "Ude godt, hjemme bedst". De ord passer meget godt til filmen Brooklyn, eller er det måske nærmere omvendt?
Eilis må nu vælge mellem to vidt forskellige lande, to forskellige tilværelser.
I 1950'erne rejste mange mod USA i håb om at finde fremtid og arbejde. Fra Irland den unge Eilis, (Saoirse Ronan), til det store USA. Fra en stille og fastlåst tilværelse i en lille irsk by, hvor alle kender hinanden, over til storbyen Brooklyn, med al dens mangfoldighed.
Eilis finder hurtigt job, bekendtskaber og romantik, men lige som det begynder at køre, tvinges hun ud i et stort dilemma. En tragisk hændelse tvinger hende hjem til Irland og familien igen for at støtte sin mor i en svær og hård tid, og intet bliver som før.
Pludselig står Eilis overfor et et urimeligt og umuligt valg for fremtiden. Hvem og hvad betyder nu mest? Hun må nu vælge mellem to vidt forskellige lande, to forskellige tilværelser.
Rammer helt uventet
Det unge skuespilstalent Saoirse Ronan er ukendt for de fleste herhjemme, men hun brillerer i rollen som den unge irske pige, Eilis, der står på egne ben i en ny voksenverden. Hun har allerede bevist sit talent i flere mindre film.
Man mærker et intenst og intimt forhold til hovedkarakteren og hendes pludselige udfordringer. Filmen rammer helt uventet, og gør det stærkt. Det er helt velfortjent, at den er med blandt de otte endeligt nominerede til årets Oscar.
Brooklyn er instrueret af britiske John Crowley, der har lavet den flotte socialrealisme, Boy A. Men er nok mest kendt for den engelske lidt spøjse actionfilm Intermission.
Filmens styrke ligger i den sidste halvdel, hvor den til gengæld er rigtig stærk og fungerer super flot. Hvor hele det dramaturgiske maskineri virkelig spiller løs, for fuld skrue.
Mange af nutidens unge vil nok også kunne relatere til unge Eilis.
En nydelig lille perle med en rørende flot historie.