- Jo, på en måde er der en linie fra Dybbøl for 150 år siden og til Afghanistan: Dybbøl symboliserede myten om den kroniske danske uskyld imod de store, mægtige tyskere. Og man har forstillet sig, at danske soldater i Afghanistan hjalp skolebørn over vejen. Af én eller anden grund svært bevæbnede.
- Anders Fogh Rasmussen førte sig frem som krigsherre. Måske var det af hensyn til sit CV, måske sit kommende job.
Ironien og sarkasmen er som altid ætsende, når Carsten Jensen er på banen, og det var han den 11. februar i Diamanten på Det Kgl.Biblioteks glimrende initiativ. Anledningen var hans nyligt udkomne roman Den Første Sten, om de danske soldaters indsats i Afghanistan.
For et øjeblik er stærke fotos fra Afghanistan, oftest taget af Jensen selv, afløst af krigsskuepladsen i Sønderjylland 1864 på bagtæppet bag de to aktører: Intervieweren - eller samtalepartneren - er netop Tom Buk-Swienty, kendt for sine øjenåbnende bøger om 1864, Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Men hvorfor en roman om Afghanistan og ikke en reportagebog?
- Som journalist stiller man spørgsmål på læsernes vegne. I litteratur stiller man spørgsmål til læserne. Også moralske spørgsmål. Hvad nu hvis det var mig? Hvorfor gør soldaterne det?
Soldaters og politikeres motiver
Joh, der er elementer af eventyrlyst, selvrealisering og ønsket om at gøre en forskel, men:
- Der er næsten lige så mange svar som der er soldater. Og fælles for dem alle er nok, at de ikke kan forestille sig, at krigen kan koste netop dem livet, siger Carsten Jensen til magasinet Diamanten - og gentager det på scenen.
Om romanens form, siger Carsten Jensen:
- Den er ikke efter en thrillers eller spændingsromans opskrift. Snarere lidt som et computerspil, som de danske soldater også slår tiden ihjel med - væk fra den virkelige front. Men ikke ét af dem, hvor man bare endeløst slår ihjel, men også skal prøve at regne ud, hvad fjenden vil...
Arbejderens udsendte tænker på en kort ordveksling med den forhenværende PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, inden seancen, hvor vi var enige om det absurde i at sende helt unge mænd uden livserfaring til krigsskuepladser. Her konfronteres de ikke alene med en oftest usynlig fjende, men også med civile, børn, unge og gamle, som står fortvivlede ved afdøde pårørende eller uden mad, hus og hjem. Og taler et sprog, soldaterne ikke forstår.
I efteråret 2001, da USA først greb ind i Afghanistan, var Carsten Jensen skeptisk. Siden fandt han det positivt, at der kunne gøres noget mod Taleban og "vinduerne åbnes mod verden". Efter flere besøg hos og med de danske soldater, senest i 2009, siger Carsten Jensen nu:
- Vi er lysår fra, hvad vi sagde, vi gjorde. Britiske officerer har ingen illusioner om, hvad de har gang i. De afghanske tolke siger direkte, at indsatsen er betydningsløs. Frygten råder. Det er som at operere på månens bagside uden iltapparat. Så fremmed er det.
-Medierne trivialiserer tingene, så vi på et tispunkt bliver immune
Hvad angår det politiske system, der gjorde Danmark til oversøisk krigsførende nation, siger Carsten Jensen:
- Anders Fogh Rasmussen førte sig frem som krigsherre. Måske var det af hensyn til sit CV, måske sit kommende job (som NATO-chef, red.). Og soldaterne blev sendt til det værste sted overhovedet: Helmand.
Han kalder danske politikere for "funktionelle analfabeter", og siger, at litteraturens eksistensberettigelse kan være, at "den nægter at bøje sig for det afstumpede, forvrængende sprog, der forsøges knæsat som det eneste af spindoktorer, medier og politikere".
Trivialitet og eksplosivitet
Carsten Jensen roman er fyldt med grusomme detaljer, voldsomme dilemmaer, dage med kedsomhed, hverdagsagtig livfuldhed, pludselige eksplosioner, håb og frygt, blandt soldaterne. Det er fiktive personer og forløb - på ultrarealistisk baggrund. Carsten Jensen taler også om at "kaste lys på sandheden ved løgnens (fiktionens) hjælp".
- Medierne har en evne til at trivalisere, så vi til sidst bliver immune. Det immunforsvar vil jeg slå ihjel. Jeg er en virus!
Danmark er det land blandt NATO og dets allierede, der relativt har haft de største tab. Jensen har talt med et utal af direkte involverede i Afghanstan. En af dem er en feltlæge: "Man kan slet ikke forestille sig, hvad en vejsidebombe kan gøre ved den menneskelige krop".
Der er lånt elementer fra disse samtaler til hovedpersonerne i romanen: delingsfører Schrøder, feltpræst Lukas Møller, efterretningsagenten dansk-afghaneren Khaiber, den stærke kvinde Hannah, der alle kommer i nærmest uløselige konflikter med deres tro, håb og kærlighed... Men bogens personer er ikke research-personerne.
Menneskene i Afghanistan...
Gennem interviewets karakterisering af romanens aktører tegnes også et alsidigt, dybt og hjerteskærende portræt af Afghanistans mænd, kvinder og børn. Om myten om afghanerne som et krigslystent folk. Om dette og den faktiske tilbagestående patriarkalske kultur siger Jensen:
- Fra år 1900, hvor der var en krig påført af englænderne, og til 1980, hvor russerne greb ind, har der ikke været regulære krige i Afghanistan, mens der i Europa har været to altødelæggende.
- Hvis afghanerne kun har foragt for det moderne Vesten, er det fordi det kun har bibragt dem overgreb.
- Afghanistan er ikke bare ét folk, som vi tror. Der er måske 15-20 procent "hvide" i overklasse og mellemlag, som vi har identificeret os med. Men der er lige så langt mellem dem og de afghanske bønder, som mellem os og afrikanske kvinder syd for Sahara.
Ligesom der i de danske soldaters skyttegrave ikke hersker feltpræstens tro, men "en overtro om éns egen overlevelse", er der hårdt undertrykte afghanske kvinder, som faktisk slet ikke er muslimsk troende:
- De skriver kærlighedspoesi. Men ikke om ægtemanden. Om den elsker, der ikke findes. Således lever de deres eget liv. Udadtil er målet med deres liv at gøre sig så hårde som muligt - for at overleve trods alt.
Læs også anmeldelse af Carsten Jensens bog, Den første sten:
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278