Siden protesterne på Majdan pladsen i Kiev begyndte i november 2013 og frem til i dag, er der foregået en konflikt i Ukraine - vores nærområde.

Bogen bygger på russisk, tysk, engelsk, fransk, polsk og dansk litteratur samt rapporter, aviser og materiale fra internet, fra russisk og ukrainsk tv.

Det, der startede med almindelige politiske protester, eskalerede til gadekampe med dræbte og fortsatte med præsident Janukovitjs flugt, et statskup og det nye styres "anti-terrorkampagne", som mundede ud i en borgerkrig. Ukraine er i dag en fejlslagen stat i økonomisk krise.

Konflikten har ifølge vore nyhedsmedier ingen underholdningværdi længere. Derfor er det godt at kunne opdatere baggrund og forløb af denne konflikt / borgerkrig. Og endda på et jævnt dansk.

Forfatter og tidligere korrespondent ved dagbladet Politiken, Jens Jørgen Nielsen (JJN), har med sin nye bog "Ukraine i spændingsfeltet" leveret et anbefalelsesværdigt skrift om en tragisk og misfortolket konflikt.

Bortset fra det lille glimrende skrift, som forlaget Demos udsendte kort efter statskuppet i 2014, er JJN`s bog den første grundige analyse på dansk. Den bygger på russisk, tysk, engelsk, fransk, polsk og dansk litteratur samt rapporter, aviser og materiale fra internet, fra russisk og ukrainsk tv.

To hovedkilder

Ifølge JJN har Ukraine-krisen to hovedkilder: en intern konflikt mellem to ukrainske befolkningsgrupper og en global konflikt mellem Rusland og Vesten. Bogen er opbygget omkring disse to kilder.

Bogen indledes med en glimrende skildring af Ukraines historie, både på den lange bane og på den korte, post-sovjetiske. 

Bogens hovedpointer er: Ukraines historie og den aktuelle konflikt er kompleks, men de vestlige medier eller politikere har valgt at se det hele efter "en Hollywood-drejebog med de onde på den ene side og de gode på den anden. Rollen som den rene ondskab er tilfaldet Vladimir Putin" (s. 8).

JJN fortsætter: "Med den sort-hvide tænkning, som er udbredt i Vesten, bliver det vanskeligt at forstå andre lande samt at udvise blot en smule selvkritik, for eksempel se Vestens egen rolle i eskaleringen af konflikter" (s. 10).

Han understreger også, at "en forståelse af Ruslands adfærd ikke betyder accept, enighed eller sympati" (s.11) og præsenterer bogen som ”en realistisk tilgang til store magters interesser” (s.11).

Bogen indledes med en glimrende skildring af Ukraines historie, både på den lange bane og på den korte, post-sovjetiske. Herunder - udviklingen af ukrainsk nationalisme og statsdannelse.

Dernæst opridser JJN konfliktens globale kontekst. Selve Majdan-oprøret følges frem til selve statskuppet. Så følger fire afsnit, der i kronologisk rækkefølge beskriver etableringen af det nye Kiev-styre og dets krig mod Sydøstukraine, begivenhederne på Krim-halvøen, optakten til Minsk-1-aftalen (2014) og endelig - baggrunden for Minsk-2 (2015) med præsentation og diskussion af aftalernes indhold.

I et afsluttende kapitel diskuterer JJN årsagerne til, at krisen i Ukraine løb af ud af kontrol, og at forholdet mellem Rusland og Vesten blev forværret. Til slut stilles spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af ”værdighedens revolution”?

JJN lægger op til at gøre status over det nye Kiev-styres to år. Sagt ganske kort blev det - trods massiv støtte fra Vesten – to magre år. Det Ukraine, som de forrige præsidenter – trods alt – formåede at bevare intakt, er nu splittet.

Begrebet revolution

Men hvad er det egentlig for en revolution, der tales om?

Vore medier og politikere har jo i flere år talt om diverse ”revolutioner”: fløjlsrevolutioner i Østeuropa, i Georgien, Kirgisistan og i de arabiske lande. I Ukraine blev der i 2004 talt om en - i øvrigt særdeles velorkestreret "orange revolution", der ikke forandrede ret meget ved et korrupt system, hvor oligarker havde stor indflydelse og hvor halv- og helfascistiske strømninger blev rehabiliteret.

Også statskuppet i Kiev i 2014 bliver nu erklæret for en revolution (endda "værdighedens revolution"). Men er der ikke gået inflation i selve begrebet? Er det mon tilfældigt, at vestlige politikere og deres medier kalder enhver tumult med de rettte paroler for revolution, mens socialistiske oprør betegnes som galmandsværk eller terrorisme?

På den ene side bruger JJN gennem hele bogen revolutionsbegrebet til en overordnet betegnelse af statskuppet. Hen imod slutningen hedder det, at ”revolutionen er mislykket” (s. 174).

På den anden side bekræfter han, at der egentlig ikke er sket ”grundlæggende” forandringer (s. 89, 116). Denne modsætning tyder på, at JJN ikke helt er afklaret i sin vurdering af forløbet. Med god grund slutter han bogen af med i stedet at tale om "en magtovertagelse"(s. 175). Men det er jo ikke det samme. Og i øvrigt er det JJN`s mening, at problemet er, at ”revolutionen kom rigtig dårligt fra start”.

Oligarkernes magt

JJN strejfer flere gange noget centralt ved hele det post-sovjetiske Ukraine: en række rigmænds enorme politiske magt. Men han uddyber ikke, hvorfor dette forhold ikke er blevet berørt af nok så mange "revolutioner". I stedet for en analyse af rigmændenes / oligarkernes magt og rolle hedder det, at den ukrainske "oligarkstruktur forklarer mange ting" (s. 37). Altså selve strukturen, opbygningen – men ikke disse personers magt og rolle, som altså ikke bliver til en af bogens hovedpointer.

Bogen retter i stedet fokus på modsætningerne mellem to befolkningsgrupper. For det første er denne påstand ved sin enkelthed diskutabel. For det andet skriver forfatteren først om den vest-ukrainske befolkning mod "den sydøstlige", men derefter igennem resten af bogen - om Ukraines vestlige befolkning mod "den østlige" befolkning.

Det er velkendt, at nationalisme, højreekstremisme og russerhad primært stammer fra kredse i Vestukraine, og at nynazisterne især er stærke i landets nordvestlige del. Men man bør ikke generalisere og tørre den af på hele Vestukraines befolkning (blandt hvilke der findes kommunister og andre krigsmodstandere). Og omvendt – Østukraine er altså ikke helt det samme som Sydøst (Donbass).

Naturligvis er det vigtigt at kunne forenkle det komplekse, og JJN fremhæver faktisk kompleksiteten i hele Ukraine-konflikten. Men det virker forsimplet, at betegne konflikten som "et Vestukraine mod Østukraine". For at give et mere nuanceret billede, opdeler eksempelvis ukrainske sociologer oftest Ukraine i tre eller fem zoner.

Ukraines brede befolkning, dens levevilkår og sociale engagement omtaler bogen ikke. Landet er jo kendt for en veludviklet industri og minedrift – men hvad med arbejderklassen, dens struktur, dens organisering? En skildring af dette må vi læsere have til gode.

Vestens rolle

JJN reflekterer derimod med rette over Vestens direkte rolle i udviklingen - helt tilbage til "orangerevolutionen" i 2004 samt om tilfælde, som mordbranden i Odessa, hvor "ren politisk terror (fandt sted) i EUs og de europæiske værdiers navn" (s. 123).

JJN er ikke i tvivl, når han fastslår, at den globale konflikt mellem Rusland og Vesten bærer "hovedansvaret for, at krisen kom helt ud af kontrol" (s. 166). Noget af bevismaterialet for denne tese er velkendt. Men selv for læserne af denne avis - der jo er privilligeret med måske den mest grundige dækning i hele Danmark af Ukraine-konflikten – er der i bogen nye fakta at hente. Det gælder både om motiverne for USA's engagement, om CIA og om National Endowment for Democracy, om USA's selektive tilgang til sanktioner mod Rusland samt om forholdet mellem EU og USA.

JJN påpeger USA's klare økonomiske og militærstrategiske interesser i Ruslands nærområde og nævner eksempler på, at EU trods modstridende interesser retter ind efter USA. Og i dette spil ser han EU som den store taber. Ifølge ham skyldes det, at "EU er ny i gamet og (har) en politisk struktur, som producerer mange tvetydige beslutninger og træffer dem meget langsomt” (167).

Russiske medier

Forfatteren er velbevandret i den vestlige forskning og medieverden. Desuden er han vel den blandt de danske journalister, der bedst orienterer sig i de russiske medier.

Følger man med i de samme medier som ham, kan man nikke genkendende, både når han skriver, at "hvis man ikke havde adgang til russiske medier, vil man mangle konkret viden fra bl. a. russiske krigskorresondenter i det østlige Ukraine" (s. 10), og når han nævner, at selv i russiske medier optræder dissidenter fra den liberale opposition.

På den baggrund fastslår han, at "russisk tv i øvrigt er bedre end sit rygte" (s. 163). Blandt andet med denne ballast afviser han de vestlige påstande om Ruslands anneksion af Krim (s. 107) og om tilstedeværelsen af regulære russiske hærenheder i Donbass (s. 120).

Afslutningsvis opfordrer JJN til en tilnærmelse mellem Vesten og Rusland. Han foreslår både en "mere realistisk, balanceret og pragmatisk tilgang til Rusland til gavn for alle i det europæiske rum" (s. 173) og "mere realistisk information om Rusland... fordi Vestens mediedækning er ikke væsentlig mindre propagandaagtig end den russiske" (s. 173).

Og på falderebet. Den i øvrigt velskrevne bog har desværre en del småfejl, inkonsekvenser og unøjagtigheder, der burde været undgået. Navne - som for de fleste danske læsere ikke kun er fremmedartet, men ukendte - staves forkert (eksempelvis Kolomojskij, Shevtjenko, Borodaj og Petljura), og personer får påhængt forkert fornavn (Kolomojskij og Azarov). Et navneregister og emneindeks havde gavnet både læseren og redaktionen.