Med det tyske delstatsvalg og fremgang til det forholdsvist nye parti Alternative für Deutschland er Tyskland ved at blive ‘normaliseret’ med resten af Europa, der længe har haft toneangivende partier på den ydre højrefløj.

Simple forklaringer og populistiske løsninger er dagligdag. Usikkerheden omkring, hvorvidt der er uddannelse og jobs til børnene eller pension og tryg alderdom til en selv, stiger.

Opskriften kender vi med flygtninge- og indvandrermodstand; i dette tilfælde krydret med udtalelsen om, at tyske myndigheder må skyde mod migranter og flygtninge, der illegalt krydser grænsen.

Tyskland oplever utvivlsomt problemer med omfanget af flygtninge og tyske borgere i den lave ende af middelklassen et pres og en stigende usikkerhed. Det kommer i kølvandet på flere års krise og økonomisk strammerpolitik i Europa.

Uden at jeg skal tage stilling til kansler Merkels asylpolitiske linje, så må man konstatere, at hun har stillet sig på et desværre temmelig ledigt sted i den europæiske politiske virkelighed, og det har – blandt andet hjulpet af Ungarn og Danmark – skabt en situation, hvor den toneangivende kurs er at lukke sig om sig selv, søge bort fra fælles løsninger på et åbenlyst fælles problem og dyrke en retorik, der vender sig ganske kraftigt mod at tage ansvar for krigsflygtninge og mod ’fremmede’. 

En af opskrifterne på højrepartiernes succes er evnen til at spille samfundets svage og udsatte – herunder nu også den nedre del af middelklassen – ud mod asylansøgerne. Nemlig det at bilde os ind, at det økonomiske valg, som samfundets ansvarlige står med, er mellem at sikre sundhed, jobs og social sikring til ’egne’ eller hjælpe ’asylshoppere’, migranter og andre, der vil ind i vores forjættede lande.

Hverken medier, socialdemokratier eller venstrefløjen har haft styrken – eller viljen – til for alvor at demontere den løgnagtige fortælling. I Danmark er venstrefløjens krise også tydelig, og parlamentarisk er det svært at finde håb ret mange steder uden for Enhedslisten, hvis man leder efter et arbejderparti, der tager international solidaritet, velfærd og reel lighed og frihed alvorligt.

Europa er i en aldeles kritisk situation. Økonomien er hverken stabil eller i sikker fremgang. Hvor velstanden fortsat fordeles skævt. Hvor de politiske systemer og dets repræsentanter politikerne nyder historisk ringe opbakning og høj mistillid. Hvor simple forklaringer og populistiske løsninger er dagligdag. Hvor usikkerheden omkring, hvorvidt der er uddannelse og jobs til børnene eller pension og tryg alderdom til en selv, stiger.

En situation, som flere sammenligner med Europa i 1930’erne – hvor man også lod flygtninge fuldstændig i stikken – selvom det er ganske ubekvemt. Men der er ingen garanti for, at Europa ikke drejer endnu mere mod det mørke højre.

Så lige nu synger jeg denne: ”Hører du nogen kalde på store og stærke mænd, da er det tiden at samle, alle de svage igen.”

Og håber, at Carl Scharnberg kan hjælpe med at vække bevidstheden hos vores kammerater.